Streg: Astrid Søe, Lønne Højskole
Naturens kalveslik
Koen, kloningen og kraftfoderet - Morgen-myte på Lønne Højskole

For en del år siden skrev jeg en myte om mennesket og det hornede dyr. Udviklingen har gjort, at jeg har måttet forny historien.

Der var engang en mand og en kone, som boede i en kolonihave. På gavlen stod der et skilt med himmelblå bogstaver Edens Have, Paradisvej 1.

Det var før saligheden blev inddelt i kvarterer. I København har de både en Østre Paradisvej og en Vestre. Men det var ikke nødvendigt, dengang min historie skete. Som så mange andre hed de Adam og Eva. De var bare de første.

På Paradisvej 1 havde de en ko, en ganske almindelig ko, der åd græs om sommeren og hø om vinteren. Koen havde Gud lavet, og da han kun havde været seks dage om det hele, så var meget af det, han havde skabt, ret uopfindsomt. Noget af det var simpelthen ikke praktisk.

Hvis man evaluerer den ko, sagde Eva, og det er fra hende, ordet eva-luere stammer, hvis man evaluerer den ko, sagde hun til Adam, så må man sige lige ud til Gud, at den kan effektiviseres ikke så lidt. Det er jo aldeles upraktisk, at den skal æde alt det græs og tilmed tygge det to gange for at få det ned. Det kan gøres meget hurtigere med kraftfoder.

- Kraftfoder, sagde Adam og slog op i Bibelen, der kun var på få sider dengang. Der står ikke et ord om kraftfoder her, sagde han, og det var modigt, for han var ikke meget for at sige konen imod.

Den skal æde kød- og benmel, sagde Eva. Det er også ligesom mere naturligt end alt det græs og tørre hø, og så er vi fri for at samle hø til om vinteren, Og endelig findes der ikke noget mere kraftfuld end kød- og benmel, føjede Eva til.

Adam skulle ikke have sagt, hvad han tænkte. Men han vidste udmærket, hvorfor Eva foretrak kød- og benmel. Hun var selv lavet af et ribben og mente derfor, at hele verden burde være som hende.

- Hun er og bliver en kloning, sagde Adam til sig selv, men vellykket er hun ikke, for hun ligner ikke mig. Alligevel takkede han sin Gud og skaber for, at det var et af hans ribben, der var blevet brugt til kloningen. Der var andre dele, han nødigere ville undvære.

Et helt andet sted boede der en husmandsfamilie. Jeg kender ikke forældrene i huset, men børnene hed Tjalfe og Røskva, og på deres hus sad et hvidt keramik-skilt med lyseblå bogstaver. Midgård, stod der.

Egentlig er det to historier, jeg blander sammen. Den ene er for vegetarer. Den anden er for kødædere. Man skal passe på ikke kun at snakke om rødt kød, når EUs miljøagentur er lagt i København.

På Paradisvej 1 var de vegetarer, men de havde lige læst i Kristeligt Dagblad, at de æbler, de plejede at spise, blev sprøjtet med gift for at holde sig. Først sagde Adam og Eva avisen op, for de brød sig ikke om at læse om noget, der var forkert ved kolonihaven.

Men så hørte de, at ejeren af den grund, som Paradisvej 1 lå på, Vorherre kaldte de ham, fordi han havde hvidt skæg, de hørte, at han havde et æbletræ, der bar æbler, som ikke bare selv kunne holde sig, men som også fik mennesker til at holde evigt. Økologiske æbler, kaldte Vorherre dem, når han solgte dem i den helsekost-forretning, som han fik sine indtægter fra.

Æblerne havde også den egenskab, at folk, der spiste af dem, blev til guder. De fik stilkeben og æblekinder og blev ligeså kloge som Vorherre selv.

Adam kørte ret hurtigt træt i det økologiske. Han gik hele tiden rundt og havde et godt øje til en flæskesteg på fire ben, som bar navnet gris, fordi den var et svin. – Hvis man evaluerer alle de frugter og planter, må man sige, at de er ikke effektivt skabt, sagde han til Eva. Der burde havde været mærker på fra skabelsen, så man se, hvilke der er økologiske.

I husmandsfamilien, hvor Tjalfe og Røskva boede, var de kødædere. De åd hver dag så meget kød, at der altid var penicillin-rester nok til de brasede kartofler om aftenen.

Men drengen Tjalfe havde eet eneste ønske i livet. Det var at spise marv fra et husdyr, som aldrig havde været på sprøjten. Tjalfe havde nemlig hørt, at hvis man spiste den slags marv, så blev man udødelig ligesom Odin og Tor.

Tjalfe os hans søster Røskva havde aldrig hørt om Adam og Eva og evalueringer. Heller ikke Tjalfes og Røskvas forældre havde hørt om parret på Paradisvej 1.

Nej, i den husmandsfamilie mente de, at menneskene var blevet til sådan helt naturligt, man kan næsten sige økologisk.

- Navlen er menneskets økologiske mærke, mente faderen. Man kan se, at vi er gjort af naturen.

Dengang var tingene ikke så indviklede. For nylig var der en mand, som fik suget fedt fra maven, fordi han havde spist for meget ko og gris. Det er ikke kogalskab, men menneske-galskab. Man spiser og spiser, mens man samtidig står på venteliste til at få fedtet suget.

Da de skar manden op for at fjerne fedtet, forklarede lægerne ham, at noget af skindet måtte klippes væk, for ellers blev maven for slunken. De ville fjerne skindet midt på maven og sagde derfor til ham, om det ikke kunne være lige meget med navlen, for det var besværligt at sy den på bagefter i det resterende maveskind. Men manden sagde, at han ville beholde sin navle, for han var ikke født ved en jomfrufødsel, og han ville nødigt have, at folk skulle tro, han var guddommelig.

I husmands-familien hos Tjalfe og Røskva var de navle-faste. De mente tilmed, at det var helt naturligt, et ord, der kommer fra det sære gammeldags udtryk natur, men det var også længe før man fandt på ord som økologi og evaluering, der jo for os lyder ligesom lidt mere – nå ja, naturlige.

Tjalfe og Røskva og deres familie troede på, at mennesket var blevet skabt af Ryge Petersen fra fjernsynet. De hævdede fuldt og fast, at de første mennesker blev til, da to træer parrede sig med hinanden.

Det var et asketræ, der parrede sig med et elmetræ. De to træer, der åbenbart holdt blade sammen, avlede de to første mennesker, manden Ask og kvinden Embla. Det er derfor, mennesker bliver stivbenede, når de sidder og ser for meget fjernsyn, og det er også forklaringen på, at vi går ud i toppen, når vi bliver gamle.

Egentlig var det meget hovmodigt tænkt, at mennesker skulle være blevet til på den måde. I dag kunne vi sagtens lave et menneske ved at klone et par træer med fåret Dolly og så tilsætte lidt kogalskab og nogen tusind salmonellaer for at få det hele til at virke naturligt. Men dengang Tjalfe og Røskva levede, malkede de køerne med hænderne og havde ikke engang en malkemaskine. Faktisk havde ikke engang fjernsyn, så det har været en meget unaturlig tid, hvor folk sad og snakkede med hinanden om aftenen, hvad der jo aldrig kommer noget godt ud af, eller gættede, hvor mange pebernødder den anden havde i hånden. Der har godt nok været gang i underholdningen den gang uden Lykkehjulet og Hvornår var det nu det var, men den slags kunne slet ikke laves, for historien var kun lige begyndt, så alle vidste, hvornår det var.

Henne i Edens Have på Paradisvej 1 sagde Eva til Adam, at han var en sølle blød mand, fordi han spiste forgiftede æbler.

- De er da ikke forgiftede, sagde Adam, hvordan i alverden kan du tro det.

- De er da ikke mærkede, sagde Eva. De ser helt naturlige ud, men man kan aldrig vide, når der ikke er mærker på.

Gud havde ganske vist sagt på den syvende dag, at alt var såre godt, men han havde glemt at tage hensyn til forbruger-reaktionerne. Haven på Paradisvej 1 blev indklaget for forbruger-ombudsmanden og EUs miljøkommissær, og de var enige om, at æblerne så for naturlige ud til at kunne blive godkendt. Det var en slags æbler, der rådnede, når de kom ind i varmen, og som slet ikke kunne stå på radiatoren i årevis og alligevel se sunde og struttende ud. Desuden var de ikke smurt i myre-lort som alle ordentlige æbler, men havde æbleskind med svamp og knyster, som om de havde hængt på et træ.

Men Adam turde ikke røre helsekost-handlerens økologiske æbletræ, som stod midt i haven med EU-mærke forneden og Svend Aukens underskrift foroven på en seddel, der sagde, at træets æbler gav kundskab om godt og ondt. Nyrup Rasmussen havde ikke skrevet under, så folk mente, at det nok var en rigtig garanti.

Men Adam turde ikke røre de æbler. - Det er farligt at være for moderne, sagde Adam. Vi er jo ikke guder, mente han.

- Nej, men I kunne blive det, sagde en slange, de havde gående i badekarret sammen med fem meter krokodille, fordi de var kørt træt i undulater og kanariefugle.

Vi slanger spiser altid økologisk for at holde gifttanden ren, sagde slangen.

Og så tog Eva en bid, og da Adam var en sparsommelig mand, der altid tænkte på næste terminsydelse, så åd han resten, for man skal ikke lade noget spiseligt gå til spilde.

Nede hos Tjalfe og Røskva i husmandsfamilien var de kødædere, men de havde kun gule ærter på bordet og ikke engang bajer og brændevin.

Det lignede en højskole i krise, men de prøvede at trøste sig med alle mulige historier om kød. De fortalte historien om grisen Gyldenbørste, der kan løbe over land og hav dag og nat hurtigere end en hest - og grisen er selvlysende om natten, så det bliver lyst, hvor den kommer frem. Og det var en historie så god, at den siden kom på Esbjerg kunstmuseum, hvor selvlysende halvrådne grise var årets kunstværk, indtil de begyndte at kværne akvariefisk i en foodprocessor på Trapholt kunstmuseum, og den slags var ikke set så naturligt, siden Bjørn Nørgaard slagtede en hest og hældte dem på syltetøjsglas på Louisiana. Og både grisene, akvariefiskene i foodprocessoren og hesten på syltetøjsglassene var ren natur, og den slags giver fremgang i verden, så man ender med at lave vægtæpper for dronningen.

Hos Tjalfe og Røskva sad de over de gule ærter og drak vand til, mens moderen fortalte en god kød-historie om en ko, der hed Ødhumle. Hun sagde, at mennesket skal leve af kød alene, for mennesket er skabt af kød.

Hun sagde, at koen Ødhumle et år, der var tørke, ikke kunne bide i græsset, og så prøvede den at spise stene for brød. Den stod og slikkede på en sten, der var våd af dug.

Første dag, den slikkede, begyndte der at gro noget underligt noget frem på stenen. Det var menneskehår, men koen slikkede videre, fordi den tænkte, at det nok var forløberen for kød- og benmel.

Så næste dag slikkede den ivrigt på stenen, og da hverken EU, fødevareminister Ritt Bjerregaard eller landboforeningens konsulent greb ind,  så mente koen, at det nok var helt naturligt. Og den dag slikkede den et hoved frem med det hår på hovedet, den havde skabt den første dag.

- Det er jo den rene galskab, tænkte koen, men hvis det her bliver ved, så venter jeg bare på foodprocessorens opfindelse, så tager jeg patent på kraftfoder.

Tredie dag, koen slikkede på stenen, kom hele kroppen og benene frem. Det blev ikke til kraftfoder. Det var Odins bedstefar, der var slikket ud af stenen.

I kan godt se, hvad det handler om, sagde moderen til børnene Tjalfe og Røskva. Det er en ganske almindelig menneskefødsel, der er flyttet ud i mødet mellem sten og ko. Det er jo en helt naturlig fødsel, først kommer håret, så hovedet og så hele kroppen. Heldigvis tager det ikke altid tre dage som i den gamle historie.

Da Tjalfe hørte historien om koen, løb hans tænder i vand – for der var ikke andet til de gule ærter. Han kunne godt tænke sig at blive ligesom guderne, for de kommer altid i fjernsynet og på forsiden af aviserne. Og han vidste, at guderne fik deres kraft ved at æde hornede dyr som køer, væddere og geddebukke.

Familien fik fint besøg midt i et tordenvejr. Tor og Loke kom kørende i en vogn med to geddebukke spændt for. Tor havde købt vognen, efter at han havde set en reklame i fjernsynet. Vil du i verden frem, så buk, stod der.

Men køretøjet svarede ikke helt til reklamerne. Den ene gedebuk havde et horn i siden på den anden, så det kneb for Tor at styre køretøjet. Derfor var han træt og ville gøre holdt for natten - og spurgte Tjalfes og Røskvas forældre, om de måtte bo hos dem.

Det fik de lov til, hvis de selv kunne skaffe mad på bordet. Så slog Tor de to geddebukke for panden og stegte kødet. Det er første gang, man har hørt om selvforsyning i Norden, og det har det heddet lige siden.

- Men bukke-knoglerne må I ikke røre, sagde Tor til husmandsfamilien.

- Det skulle der vel ikke nogen ben i at huske, mente Loke. Han havde været på højskole og var vant til tag-selv-borde.

Mens de spiste, tænkte Tjalfe, at nu kunne han få sig en bid penicillin-fri marv. Og da alle de andre begyndte at synge højskole-sange, ventede Tjalfe til det øjeblik, de tog fat på en af de sange, hvor første vers skulle synges to gange, for så vidste han, at Tor måtte have øjnene godt med i teksten for at følge med.

Og ganske rigtigt. Mens Tor hakkede sig igennem første vers anden gang, skyndte Tjalfe at brække et bukke-ben og suge marven i sig.

Oppe på Paradisvej 1 havde de også fået besøg. Vorherre skældte ud over, at Adam og Eva havde ædt af de økologiske æbler.

- Vi er fuldstændigt klædt af, sagde Eva fnisende.

Det er ikke æblernes skyld, sagde Adam. Det er renterne og afdragene.

- Det er ikke det, historien handler om, sagde Vorherre. Alle er nøgne for Vorherre og Ekstrabladet.

Historien handler om, at I er blevet ligesom os. Vorherre sagde altid os om sig selv ligesom dronning Margrethe. Han syntes, det hjalp på ensomheden.

Det er menneskers største synd, at de vil være guder og ikke nøjes med å være mennesker. Det kommer der af at være langtidsledig, sagde Vorherre.

Og så sendte Vorherre dem på arbejde, og siden har Adam betalt renter og afdrag til tiden.

Men næste morgen på husmandsstedet Midgård smed Tor knoglerne ned i geddebukke-skindene og svingede sin hammer over skindene. Geddebukkene blev straks levende igen, men den ene buk haltede, fordi Tjalfe havde suget marv under anden gennemsyngning af første vers.

- Den, der æder marv fra det hornede dyr, bliver ligesom guder, sagde Tor vredt. Og så straffede han Tjalfe ved at gøre ham til sin træl, der skulle arbejde for Tor altid, og da han nu var godt i gang, så tog han pigen Røskva med, dog kun til indslusningsløn af hensyn til samfundsøkonomien.

Siden har verden været delt i to lejre, alt efter hvilken historie de har hørt.

Den ene mener, at kvinderne er skyld i alt det gale.

Og den anden mener, at det er mændene.

Men både Vorherre og Tor havde fået deres vilje. Menneskene havde fået lært, at det bedste i livet ikke er at være guddommelige, men at være ganske almindelige mennesker mellem andre mennesker.

Og så tog Vorherre og Tor hjem og holdt en folkeafstemning om, hvem der havde gjort mest for arbejdsløsheden på det sidste.

Men lige før folkeafstemningen blev der uro. Færingerne ville løsrive sig, bornholmerne ville have tilskud, landmændene ville ikke selv betale kogalskabs-analyser, og fiskerne var de frækkeste, de krævede, at de ville fiske. Gud og Tor holdt et møde, hvor de udstedte en garanti.

Garantien gik ud på, at Marianne Jelved ville blive siddende som økonomiminister, Så var der ingen, der havde mere at skulle have sagt. Men det er en helt anden historie.

© Poul Erik Søe – 5. april 2001

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside