De er gået for vidt, Hvidt
Men det er EUtaber-partierne også

Mens nogen endnu vovede at tage overbærende på forfatteren Thit Jensens forsvar for kvindens ret over egen krop, var der muntre modhistorier i omløb. En af dem slutter med ordspillet til en mandlig modstander: "De er gået for vidt, Hvidt". Hvorefter hun får at vide "Det har De gjort så tit, Thit".

Nu er igen en Hvidt gået for vidt, landets forsvarschef. Christian Hvidt har efter de til nu kendte fremstillinger gjort militæret til stat i staten og handlet uden om Danmarks folkevalgte styre. Hvis militær og politi optræder sådan, er det et sygdomstegn i ethvert demokrati, og de folkevalgte, der hævder at være demokrater, har kun eet muligt svar. Forsvarschefen må gå.

Men ikke kun Hvidt er gået for vidt. Det er de partier, der for kun kort tiden siden tabte EU-folkeafstemningen, også. De lovede, især da partiet Venstre, at de danske forbehold, opfundet af politikerne selv, skulle agtes. Men omgangen med EUs militære sammenrotning viser, at danske politikere kupper dansk folkestyre på samme måde, som forsvarschefen anklages for.

Skønt de danske ja-partier selv har fundet på og vedtaget, at Danmarks skal stå uden for det militære samarbejde i EU, sidder vi alligevel med om bordet i EUs nye "militære komité". Da politikerne godt ved, det er en grov krænkelse af løfterne til det danske folk, kaldes de danske deltagere for observatører - altså nogen, der bare hører på. Nu viser det sig, at vi deltager på lige fod, også i drøftelserne og afstemningerne.

Det er kun kommet frem, fordi en dansk stemme krænkede Italien. Da der skulle findes en formand for det militære samarbejde, stemte den danske forsvarschef for en mand fra Finland. Hvis Danmark havde holdt sig uden for, havde italienerne fået posten. 

Var Italien løbet med posten, havde vi aldrig fået noget at vide om, at Danmark er endog afgørende med, hvor man udtrykkeligt har lovet det danske folk ikke at ville være med. Det er rent bedrag over for danskerne, og de mest krænkede er ikke dem, der har sagt nej til EU, men dem, der i tillid til danske politikeres ord har stemt ja. Nej-sigerne har hele tiden hævdet, at de danske undtagelser kun var på skrømt.

I samme ombæring har vi også fået revet sløret væk fra statsministerens ansigt. For bare få dage siden mente han skam, det var i orden, når Danmark uanset folketingets vedtagelse og en folkeafstemnings godkendelse af et Danmark uden for EUs militære samarbejde alligevel deltager i afstemningerne i EUs militære komité. Når bare stemmen ikke er udslaggivende, så er det i orden, mente statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Nu er han så sat på plads af folketinget. Det er ikke i orden, at vi deltager i afstemningerne, også fordi vi aldrig på forhånd kan vide, om den danske stemme er udslaggivende.

Men indtil for tre dage siden var det skam statsministerens syn, at det var helt i orden. Man kan kun tolke det sådan, at statsministeren i videst muligt omfang vil sørge for, at de danske undtagelser ikke hindrer os i at deltage i, hvad politikerne selv har ønsket og vedtaget, vi skal stå uden for.

Forsvarschefen har efter det til nu oplyste stemt efter eget hoved og ikke efter folkevalgt styring. Både udenrigsministeriet og forsvarsministeriet havde skrevet til ham, at han skulle stemme på et menneske fra et NATO-land som formand for EUs militære samarbejde. 

Det var embedsmænd i de to ministerier, der skrev det til ham. Hvis han ikke yderligere har spurgt sig for, så udtrykker de to ministeriets skriftlige udsagn regeringens holdning, og da regeringen selvsagt hviler på folketingets flertal, så har forsvarschefen efter det hidtil oplyste krænket demokratiet. Han stemte i stedet på en mand fra et land uden for NATO. Derfor må han stryge kasketten og gå uden ære eller i hvert fald kun beholde svederemmen, som ganske vist andre også kan have brug.

I virkeligheden er det jo galt nok, at både udenrigsministeriet og forsvarsministeriet i det hele taget har rådet forsvarschefen til at deltage i afstemningen. Det i sig selv er en krænkelse af hele det demokratiske grundlag for dansk EU-medlemskab. 

Som observatør og med Danmark uden for det militære samarbejde er det indlysende, at fingrene skal holdes væk fra stemmesedlerne. Men de to ministerier har sandelig begge rådgivet imod indhold og ånd i de danske undtagelser. Og det gør embedsmændene ikke, hvis de ikke er skudsikre på, at også regeringen og folketingets flertal hångriner ad undtagelserne.

Så der er to sager - begge dybt alvorlige for folkestyret. Den ene gælder forsvarschefen, der handler på egen hånd uden om folkestyret og den deraf springende regering. Den anden sag handler om regeringens krænkelse af den danske undtagelse, der skulle holde os uden for det militære samarbejde. Udenrigsministeriets og forsvarsministeriets tilkendegivelser på regeringens og det politiske flertals vegne om at deltage i afstemningen er en lige så alvorlig krænkelse af folkestyret som forsvarschefens. Begge sager burde få øjeblikkelige følger, men som ofte før bruges den ene sag til at dølge den anden.

Har forsvarschefen vitterligt handlet imod udenrigsministeriets og forsvarsministeriets tilkendegivelser, så har forsvarschefen erklæret folkestyret krig. En sådan sag har kun een udgang, en ny forsvarschef. Men er det nu tænkeligt overhovedet, at Danmark har en forsvarschef siddende, der kører sit eget løb og udpeger en finsk jagtkammerat som leder af EUs militære samarbejde? Hvidt blev udnævnt i hast, men det må være indlysende, at han alligevel er valgt med omhu og efter en grundig undersøgelse af hans holdning til folkestyret.

Hvornår ville det overhovedet være muligt for en embedsmand som forsvarschefen at stemme, som han har gjort, stik modsat tilkendegivelserne fra både udenrigsministeriets og forsvarsministeriets embedsmænd? Kun i eet eneste tilfælde, nemlig hvis han på forhånd har fået sit kryds på stemmesedlen godkendt af en minister, det vil sige statsministeren, udenrigsministeren eller forsvarsministeren. I så fald ville han havde rygdækning for sin optræden, og den ville ikke kunne opnås på nogen anden vis - heller ikke gennem mulige følere til danske EU-partiledere, for det ville være at omgå den lovlige regering.

Det er selvsagt være aldeles utænkeligt, at en af de tre ministre trodsende de danske EU-undtagelser gav forsvarschef Hvidt grønt lys for at stemme, som han gjorde. Men i det ingenmandsland, som er opstået ved Danmarks afvikling til unionen, er på den anden side alt muligt. Ja-politikere driver gæk med det danske folk og understøtter dag for dag kraftigt, hvad de lovet at holde os uden for.

Det er derfor følgestrengt ikke kun forsvarschefens rolle, der skal undersøges, men også de tre ledende ministeriers deltagelse i overvejelserne, statsministeriet, udenrigsministeriet og forsvarsministeriet. En politisk undersøgelse gennem folketinget er første led, men fører let til hvidvaskning som så ofte før.

En dommer-undersøgelse trænger sig på som en nødvendighed. Folkestyret ligger udpint for EUs fødder. Vi er tilbage i visnepolitikkens tid under Højres Estrup, da folkestyret under Venstres ledelse måtte rejse sig i oprør. Vi står enten over for et kup mod folkestyret fra militær-ledelsens side eller endnu værre, en stiltiende eller samtykkende magtfuldkommenhed hos en politisk inderkreds, der med alle midler, også ulovlige, kæmper mod sit eget folk.

© Poul Erik Søe – 21. april 2001

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside