Fra Dagbladet Aktuelts internetsider med oplysning om, at bladet er udkommet siden 1871.
 

 

Svært at holde
liv i den døde

Gråden i halsen ved dagbladet Aktuelts død er der, men dens kilde er ikke bladets nutid og overgang til fortid, men hvad avisen stod for engang, da arbejderbevægelsen bar folket og landet fremad og frigjorde byfolket, som det tidligere var sket for de fattigste og mest udnyttede på landet.

Fra slutningen af halvtredserne vidste vi, hvad vej det bar. Da døde det, man kaldte fireparti-bladene. Indtil da havde de fire gamle partier haft hver en avis i de fleste byer. Sidste sted var Odense, og da det radikale Fyns Venstreblad døde, var det sket.

Det var selvsagt et gode, at de dengang vigtigste politiske strømninger kunne komme til orde i egen presse. Det havde også en bagside. Enhver avis havde en undskyldning for ikke at omtale modstanderne - i hvert fald ikke uden at rakke dem ned. Modstanderne kunne jo bare tage til genmæle i deres egen avis. 

Det var en indskrænket sandhed, for især de socialdemokratiske og radikale aviser var små, men også mange konservative. I dag hvor alt gøres op i tal vil man slet ikke tro, at avisernes oplagstal var ukendte. Aviserne sagde ikke til læserne, hvor mange holdere bladet havde. Det billede, der tegnede sig, skildrede en presse, hvor alle kunne komme ligeligt til orde. Det var ikke virkeligheden, men blev brugt i festtalerne til at skildre folkestyrets gode vilkår i riget.

I omkring tredive år derefter var det almindeligt, at den avis, der var blevet den største i en by, overlevede. De andre bukkede under. Siden da er der bidt negle også på den tommelfinger-regel. Kampen er langt hårdere og går ikke mellem aviserne, men mellem den trykte og den elbårne presse.

Dagbladet Aktuelt er bukket under i den kamp, men ikke på samme måde som aviser med tilknytning til andre partier. Det har da kostet, at de fleste aviser modsat Aktuelt slap deres bånd til partierne. Den udvikling blev indledt i statsminister Hilmar Baunsgaard tid, da aviserne - som dagbladet Politiken udtrykte det - hverken var forlovet med Hilmar Baunsgaard, Jens Otto Krag, Poul Møller eller Poul Hartling.

Aviser af enhver partifarve åbnede for modstanderne, ikke fordi frisindet var øget, men fordi det førte til flere holdere. Den konservative avis "Dagens Nyheder" gik i spidsen og indbød partiledere fra alle partier til at skrive i avisen. Skikken bredte sig og førte til, at åbenheden blev større over for politiske modstandere. Følgen var, at de små parti-aviser blev endnu mindre. Folk havde en undskyldning for at holde en anden avis end den fra deres eget parti.

Men mestermanden ved de blodige kar i den socialdemokratiske presse var ikke "udviklingen", "åbenheden" eller "den fri konkurrence". Mestermanden var de socialdemokratiske organisationer selv, netop da de blev til magtfuldkomne organisationer og holdt op med at være folkelige bevægelser.

Fra da var Aktuelts opgave ikke længere det, den var sat i verden for. Aktuelt dør med fjernsyns-ord om at være verdens ældste arbejder-avis, men den holdt op med at være arbejder-avis for årtier siden. Netop mens Martha Christensen og en stime af andre forfattere udødeliggjorde arbejder-bevægelsens indsats og historie, havde bevægelsen med Thomas Nielsens ord "sejret ad helvede til", var blevet død organisation i stedet for levende bevægelse. Og Aktuelt var tvunget til at være den døde organisations talerør.

Efter hukommelse i skrivende stund gengiver jeg de ord, der engang blev sagt om den avis, som Aktuelt var en død fortsættelse af:

Du være de fattiges værner,
du være de riges ris,
da få du ej ordner og stjerner,
men bævende læbers pris.

Det med at værne de fattige og rise de rige tog Ekstra-Bladet sig af, mens Aktuelt mere og mere lignede Arbejdernes Ligkistemagasin og alle de andre organisationer og foretagender, der i socialdemokratiets navn endte med at udsuge netop dem, de skulle værne. Man var tvunget til at spytte i bøssen til en avis, man ikke ville have inden for døren.

Måske var det aldrig mere komisk, end da avisen blev omdøbt til "Det fri Aktuelt" med løfte om frihed for redaktionen, samtidig med at organisationerne sendte hundreder af millioner ind for at sikre den frihed, der blev til bast og bånd. Pølsesnak om frihed ændrer ikke på den kendsgerning, at man må kysse den hånd, der åbner pungen for at sikre ens udkomme - og for en avis, at den kan udkomme.

Det er ikke journalisterne, der har ødelagt den socialdemokratiske presse. Vel var der da imellem dem journalister, der kun havde partiprogrammet som rygrad, men den slags har der været på alle aviser og i alle former for elbåren presse. I efterkrigstiden har det været kendt, at den socialdemokratiske presse var en god mistbænk for journalister, fribårne folk der uden at miste selvstændighed gled ind i den øvrige presse og i en årrække især til Danmarks Radio.

Her er vi også ved en af de helt vigtige grunde til den socialdemokratiske presses død. Mange af de bedste journalister blev i bundter - i Hans Jørgen Jensens tid som redaktør af TV-Avisen sagde man "med og uden hoveder" - tildelt stillinger i Danmarks Radio. Det var dengang, hvor Radiorådet satte socialdemokrater på næsten alle ledende stillinger i Danmarks Radio og journalister fra partiet Venstre på andenpladsen. Folk fra andre partier, og især dem uden for de fire gamle partier, var dømt til at tømme papirkurve.

Følgen var, at Danmarks Radio i netop den årrække, da den socialdemokratiske presse kæmpede hårdest for at overleve, i bund og grund lavede udsendelser, præget af socialdemokratisk tankegang og ofte næsten uden mulighed for indsigelse. De socialdemokratiske vælgere blev vænnet til, at radio og fjernsyn meget stærkere end de socialdemokratiske aviser leverede socialdemokratisk tænkning. Og efterhånden som dagbladet Aktuelt holdt op med at være arbejder-bevægelsens blad, blev det endnu tydeligere.

Da friheden i små ombæringer kom med fjernelsen af Danmarks Radios eneret, stod de socialdemokratiske organisationer med en presse, der ikke havde anden grund til at udkomme end at vise flaget, og det just i en tid, da man nødigst af alt ville vise flaget. Og da alle havde glemt, hvad flaget smældede for. 

Det er modsætningsfyldt, men sandt, at Aktuelt mere end noget andet døde af penge-rigelighed. Der var altid en kasse med andres penge at tage af. Skiftende styrelser uden dybere indsigt i pressens vilkår stod på den nyeste mode og delte rundhåndet ud af penge, hentet hos folk, der ikke kunne drømme om at holde avisen. Selve denne sygelige tilstand har indbygget dødelighed - især på en avis.

Aktuelt blev ikke gammel, fordi der var brug for den, men fordi organisationerne kunne bruge medlemmernes penge til at udgive den, skønt medlemmerne ikke ville holde den. Sandelig var den læseværdig til det sidste. Men ikke agtværdig. Aktuelt dør ikke, fordi nogen vil den livs. Den døde for mange år siden, da avisens sag døde.

© Poul Erik Søe – 5. april 2001

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside