Et lille land - og dog så vidt om jorden...
Sidste gang jorden gik under
blomstrede det som aldrig før

Nu går jorden under igen. For mindre end en måned siden kostede et dansk nej til euroen fem milliarder, sagde finansministeren. I går var det steget til 20 milliarder. Og er det ikke nok til at få et ja, så stiger det mandag til 213 milliarder. Embedsmændene er gjort til lydige slaver, der leverer et hvilket som helst tal. 

Tirsdag løber børnene barbenede rundt, og de mindste må som plejehjemsgamle nøjes med at få skiftet ble hver anden dag. Onsdag overtager staten alle huse fra samtlige husejere i bundløs gæld, al samhandel med Danmark slutter, og sidst på eftermiddagen vil alle hylder i madbutikkerne være tomme, fordi kronen går i nul. Torsdag på selve afstemningsdagen bliver Danmark helt isoleret, ingen vil have noget som helst med os at gøre, og vi er endt på Karen Jespersens øde ø.

Vi har hørt det før, men det gør ikke noget, for det er stadig lige spændende og pirrende. Jorden går under i Danmark langt hyppigere end alle andre steder. Det er, som om vi har taget forbehold - og forbeholder os jordens undergang helt for os selv. Af mangel på ordentlige jordskælv har vi valgt os politikere, der lover jordens undergang. 

Hver gang folket vil noget andet end magten, så er det dommedag og ragnarok. Det sære er, at man kan vænne sig til jordens undergang, som islændere og japanere har vænnet sig til jordskælv. Danskerne synes, jordens undergang er noget af det festligste. Det har de lært af historien. For efter ragnarok mødes alle jo i den gamle myte til skovtur under det store træ, med EU-sminket pålæg og salmonella-æg i skiver, hiver kapslen af en bajer og skåler for en lykkelig fremtid.

Sidst jorden gik under sådan i større stil var forud for folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Hvis vi stemte nej, ville den danske krone blive presset, ryge helt i bund, ødelægge virksomhederne og gøre titusinder og atter titusinder arbejdsløse. Og danskerne er virkelig sære. De synes, det lød helt spændende, bedre end jordskælv i hvert fald. I fuld tillid til ja-politikerne stemte de nej.

Men løftet om jordens undergang blev ikke holdt. Politikere holder ikke deres løfter, ikke engang om jordens undergang. Der kom da krusninger på overfladen af valutaen, men efter et halvt år kunne Nationalbanken oplyse, at faktisk havde vi tjent valuta på at sige nej. Der var overskud!

Så de, der tror på, at jorden går under ved et nej, kan blive meget skuffede. Faktisk er det en skidt grund til at sige nej, for politikerne kan ikke levere varen. Ikke engang det, der vist må kaldes et langsigtet ragnarok. For det var jo efter Danmarks  sidste nej og dermed jordens undergang, at alting begyndte at blomstre som aldrig før i Danmark. Arbejdsløsheden begyndte at falde, danske virksomheder fik voldsom fremgang, langt større end i euro-landene, ja, så stor fremgang, at de til sidst ikke var danske mere, fordi udlandet var helt vilde med at købe dem.

Lige nu er de også helt vilde i udlandet for at være med i jordens undergang. De står i lange køer for at købe danske aktier lige i disse dage, for de er helt sikre på, at paradiset er nær ved et dansk nej. Og tre dage i træk er den danske rente faldet, selvom den stiger i andre lande - og selvom euroen falder og trækker den danske krone med ned i dybet.

Her er det så lige, vi må sige stop. Jordens undergang er dansk. Den vil vi ikke dele med andre. Skal vi gå ned med flaget, så skal det være med vort eget. Udlandet har virkelig at holde sig fra vores ragnarok. De kan selv lade jorden gå under hjemme hos dem selv, kan de, men vores fest skal de ikke komme rendende her og ødelægge. Hvis også jordens undergang skal harmoniseres, må vi bede statsministeren skrive til de andre, at her nedlægger vi veto. Og det er så heldigt, at han har frimærker liggende fra nogle andre breve, der ikke kom af sted. Så ikke engang den udgift undergraver kronen. Har vi det ikke dejligt?

© Poul Erik Søe – 22. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside