Kanin-garantien og
folkestyrets trælle
Kommentar i Kristeligt Dagblad 22. september 2000

Kanin-garantien for folkepensionen blev halet op af den efterhånden lidt for tomme ja-hat uden at garantere noget som helst. At de kristelige eller socialistiske folkepartister skulle være imod folkepensionen er nok for naragtigt til at blive troet. Og ingen folketingsmedlemmer kan ifølge grundloven bindes af forskrifter fra vælgerne, og det er jo, hvad garantien prøver at gøre.

Nogen vil sikkert indvende, at det ikke er vælgerne, der har givet kanin-garantien, men det er fejltænkning. Et parti er en forening. Et parti er en forening som en skakklub eller en sangforening. Hverken mer eller mindre. Foreninger er mødested for folk, der er optaget af det samme. Og det gælder, ligegyldigt om emnet er frimærker, dans eller politik.

Derfor kender grundloven ikke til partier. Et folketingsmedlem er efter grundloven sig selv, kun bundet af sin samvittighed. Grundloven er ligeglad med, hvilke foreninger folketingsmedlemmet har kort til. Et parti er ikke en forening af folketingsmedlemmer, men af vælgere. Når derfor nogle partier nu giver garanti for folketingspensionen, så er det blot nogle foreninger af vælgere, som udtaler sig. Det er der ingen garanti i.

Men kanin-garantien er nyttig alligevel. For den tydeliggør folkestyrets krise, som er vokset i striden før euro-afstemningen. Krisen er skabt af modsætningen mellem partierne og folket. Historisk har partierne været værdifulde for folkestyrets rodfang i det danske folk. I dag er de uden fang, uden greb i det folkelige liv.

Det har vi vidst længe. Tidligt i euro-striden gentog den radikale Lone Dybkjær, hvad vi har hørt tit. Bevægelserne mod EUs vækst burde stille op til folketinget og tage medansvar for dansk politik. Men ordene er et vrangbillede på det danske folkestyres nutidige vilkår.

Man kan med lige så stor ret vende det om og sige, at partierne burde åbne sig for den kendsgerning, at halvdelen af kongeriget er imod, hvad partierne gør i EU. I 25 år har vi ikke haft en EU-modstander som minister i Danmark, fordi halvdelen af folket holdes uden for indflydelse.

I miljø-spørgsmål har det været anderledes. Da partiet De Grønne i Tyskland fik vækst, skyndte danske partier sig alle at blive miljøvenlige. De gjorde plads for miljø-synspunkterne og hindrede et særskilt miljø-parti i at slå rod. Den åbenhed har der aldrig været i EU-spørgsmål.

De to folkebevægelser imod unionens vækst har handlet klogt. De kunne være gået i den fælde at bruge tiden på at blive partier. Igen og igen skulle de så have været ude at samle 60-70.000 underskrifter. De havde aldrig fået tid til at føre politik.

Og det er jo kernen, at det er partierne ved fadet, der sætter de andre til som trælle at slæbe retten til at opstille hjem. Det er ikke grundloven, der kræver indsamling af underskrifter. Det er valgloven, som magtens store partier har strikket sammen i fællesskab.

Det kan sagtens forsvares, at der skal samles underskrifter. Men i så fald skal alle partier til hvert valg samle underskrifter, også partierne i folketinget. Et valg sletter alle spor. Når valget er udskrevet står alle lige. Et parti kan ikke arve en fortrinsstilling, fordi det tidligere har været i folketinget. Hvis det var meningen, havde det stået i grundloven.

Meningen er den modsatte, at på valgdagen er alle aldeles lige. Men de store partier har i magtfuldkommenhed langsomt tiltaget sig rettigheder, de ikke har. De kan ikke kræve noget af andre partier, som ikke gælder for dem selv. I hvert fald ikke, hvis de vil kaldes demokrater.

Men magtens partier uddeler penge til de, der bliver valgt, fordi de gennem valgloven har tiltusket sig næsten fuld eneret på at opstille og få valgt kandidater. Hvis endelig staten skal give tilskud, så skal det ikke være til partierne, som bare er foreninger af vilkårlige vælgere, men til de opstillede kandidater hver for sig – uden nogen styring fra kandidatens parti.

Det er et krisetegn, at partierne ikke blot i omridset er i pagt med vælgerne. Vi har ikke demokrati-lede i Danmark. Vi har parti-lede, og det er noget ganske andet og nemt helbredeligt. Ustandselig bruger partierne deres eget kamp-sprog på os, som i disse uger når ja-folk slås i hartkorn med Glistrup, fordi han siger ja til euroen, og nej-folk med Pia Kjærsgaard, fordi hun siger nej.

Tiden er til at dybdegrave partiernes bed og fjerne den eneret, der gror som ukrudt. Opstillings-formen til folketinget er aldeles forældet. Partierne er foreninger, efterhånden meget små foreninger, og de er derfor uegnede til næsten med eneret at udpege de mennesker, andre kan få lov til at sætte kryds ved. Folketinget skal spejle folket i dets forskellighed i stedet for at være nogle få, små foreningers magtredskab.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Kristeligt Dagblad 22. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside