Militæret sættes  ind
når Danmark siger nej
Særlig militær afdeling skal redde landet, hvis folket mener noget andet end statsministeren

Ikke ved magt og ikke ved styrke, sukker de hos Kristeligt Folkeparti ved dagens læsning af Morgenavisen Jyllands-Posten. Nu vil statsminister Poul Nyrup Rasmussen sætte militæret ind ved et dansk nej. Det sker formentlig under stærk påvirkning af ja-sidens hidtil stærkeste taktiktræk, da vi forleden i fjernsynet kunne se en uniformeret kvindelig premierløjtnant og ja-siger så skøn, at nej-siden straks mistede flere procent af sine tilhængere.

Enmandsavisen erfarer, at netop kasketkvinden skal stå i spidsen for den nye militære afdeling, som skal oprettes under regeringen. Det er regeringens hensigt at være alene i stue med kasketskønheden. Der må kun være ministre med.

Statsministeren er sikker på, at der bliver økonomisk krise, om ikke dagen efter afstemningen, så måske et halvt år efter. Derfor er det rart at have samlet ministrene og ugens kasketpige - klar til udrykning. Statsministeren forklarer Jyllands-Posten, at der skal nedsættes en "task force". Ifølge Gyldendals engelsk-danske ordbog er "task force" et militært udtryk for "en afdeling med særlig opgave".


Statsministerens beslutning om en militær løsning på et dansk nej fik straks de andre ja-partier til at sammenkalde til et fællesmøde mellem alle ja-partier i dag. Ifølge Jyllands-Posten er det aldrig sket før, men grunden er jo indlysende. Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendsen vil være med i Nyrups nye, særlige militære afdeling til nedkæmpning af nej-sigere. Anders Fogh Rasmussen har allerede fået sig en ny uniform, som ses her til højre. Hverken han eller Bendtsen, der tror, der er tale om en præmie-løjtnant, som tildeles de bedste ja-sigere, vil lade regeringen alene et øjeblik med kasketpigen.

Dagens sammenstimlen omkring den kvindelige officer med en frit opfundet krise som påskud fik dog straks fra morgenstunden økonomiminister Marianne Jelved til at rykke ud. Kvinde er kvinde værst, også i folkeafstemninger, og der bliver slet ikke brug for premierløjtnanten. Marianne Jelved kunne stik modsat statsministeren meddele, at hun ikke tror, der umiddelbart vil blive pres på den danske krone ved et nej.

Efter hvad Enmandsavisen erfarer skyldes modsætningen mellem statsministeren og økonomiministeren, at Marianne Jelved ikke har Gyldendals engelsk-danske ordbog. Hun oversætter statsministerens "task force" til taskemagt, og Marianne Jelved fastholder, mens hun hanker op i dametasken, at taskemagten er hendes ene og alene. Derefter skal Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen straks have meddelt, at de alligevel ikke er så vilde med at være med, og Anders Fogh Rasmussen har sat sin nye uniform til salg.

Har vi det ikke dejligt?

© Poul Erik Søe – 24. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside