Staten er partiet
Marianne Jelved gør sig til propagandaminister

Kun en pige. Sådan har de tænkt i økonomiministeriet. Kun en pige kan skaffe et ja til euroen. Der har været mange meldinger om, at kvinder stemmer ivrigere nej end mænd. Hvad gør man ved det? Kun en pige kan klare det - og hvilken pige. Selvsagt forfatteren Lise Nørgaard, der siger ja til euro-møntunionen.

Så nu er Lise Nørgaard kommet på forsiden af en tryksag fra økonomiministeriet. Overskriften på tryksagen er "Hvad er den store forskel". Det er et nyttigt spørgsmål, men netop økonomiminister Marianne Jelved kender ikke svaret.

Der er nemlig forskel på, hvad et parti kan tillade sig - og hvad et ministerium og en regering har lov til. Hvis forfatteren Lise Nørgaard havde stillet sig til rådighed for Det radikale Venstres kamp for et ja, så var alt i orden. I et folkestyre skal netop kendte og ukendte ytre sig, fordi vi ud over egen stillingtagen styrkes ved at se andres synspunkter. Mest lærerige er de meninger, ens modstandere har. De er ganske enkelt ikke til at undvære.

Partierne har på alle måder sikret sig, at deres synspunkter ikke glemmes. De har siden seneste folkeafstemning firedoblet deres egne statstilskud, så skatteydernes kroner mere end nogen sinde før bruges til at påvirke os selv. Desuden ved vi, at partierne har været ude at knæle med den fremstrakte tiggerhånd hos de virksomheder og hos de pengefolk, der tjener mest på at få mindre Danmark og mere union. Netop Det radikale Venstre, folketingets fremmeste røgfri parti, har selv søgt tobaksindustrien om penge og fået dem.

Det er altså ikke sådan, at partierne ikke kan komme til orde, og da slet ikke Marianne Jelveds radikale parti. Den danske krone i store mængder er af partierne sendt ud at arbejde for at fjerne sig selv. Alligevel advarer retskyndige nu om, at Marianne Jelved udnytter statens embedsmænd og yderligere skattekroner til en ja-kampagne. Økonomiministeriet fører krig mod vælgerne for vore egne penge og med embedsmænd, der skal være uvildige og redelige. Det er en krig. Morgenavisen Jyllands-Posten ved det. I en overskrift i avisens internet-udgave er ordet kampagne blevet til kamppagne. Avisens overskrift lyder "Jelved beskyldes for at udnytte ministerium til ja-kamppagne".

Afsløringen af økonomiministeriet som propagandaministerium stammer fra Ritzaus Bureau og gengives i mange aviser. Professor i offentlig ret Jens Peter Christensen, Aarhus universitet, siger, at "der findes en grænse for, hvor "farvede" pjecer, et statsapparatet kan tillade sig at udgive op til en folkeafstemning. - Man kan ikke sige, at vi er derude, hvor det handler om urigtige og direkte vildledende oplysninger, men vi er dér, hvor det handler om, hvad der er rimelig anvendelse af offentlige midler".

Nogen skal nok undre sig over ordene. Når nu regeringen og Marianne Jelved mener, vi skal med i euro-møntunionen, har de så ikke lov til at kæmpe for det? Og er det ikke at være for nærtagende at anke over forfatteren Lise Nørgaard som ministeriets stævngudinde på forsiden af en tryksag?

Vi har haft en tidligere sag i Danmark om samme misbrug. Sagen førte til voldsom indsigelse mod den daværende statsminister Jens Otto Krag. Han sendte i en valgkamp et brev til alle danske vælgere. Det havde han selvsagt ret til. Krags brev var håndskrevet med blæk til hver enkelt, i hvert fald skulle det se sådan ud. Det havde han selvsagt også ret til. Men statsminister Krag havde sat statsministeriets bomærke øverst i et hjørne på brevet. Han havde sendt det som statsminister. Han misbrugte sit embede i valgkampen. Havde han gjort det som partileder, var alt selvsagt i orden.

Danske regeringer og de enkelte ministerier har altså god erfaring med, hvad der er god og dårlig moral i en valgkamp og forud for en folkeafstemning. Men man har en moral, indtil man skifter den ud med en ringere - for nu næsten at tale jensottokragsk. Marianne Jelved forveksler parti og stat. Hun gør partiet til staten. Og pludselig taler staten på partiets vegne.

Professor i offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegård Christensen, Aarhus Universitet, og professor i EU-ret Peter Pagh, Københavns Universitet, stiller sig bag professor Jens Peter Christensens indsigelse mod tryksagen fra økonomiministeriet. Peter Pagh mener - ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten -  ikke, at der er tale om en saglig og lødig pjece, men at den bevæger sig ind på et felt, der hører til den politiske agitation.

Nu vil jeg indtil videre nægte at tro, at forfatteren Lise Nørgaard har givet tilladelse til den misbrug, der her finder sted af staten, statens embedsmænd og skatteydernes danske kroner. Selvom jeg må indrømme, at økonomiministeriet ved en tidligere lejlighed pænt spurgte dronningen om lov til at bruge de nye vægtæpper på en anden tryksag om euroen - hvad væveriet så skulle der?

Lise Nørgaard har fra sine dage på en provinsavis og som mangeårig medarbejder ved dagbladet Politiken særdeles god erfaring med, hvad der moralsk går i et folkestyre som det danske - men hun kan være kommet derud, hvor så mange er for tiden, at der slet ingen grænser er.

Ifølge dagbladet Politiken vil Marianne Jelved ikke sige noget til de retskyndiges indvendinger, "men oplyser, at pjecen skal ses som en information til borgerne om, hvordan hverdagen vil blive i tilfælde af et ja". Dermed får hun sagt, hvad vi kan vente os. Hverdagen bliver mere og mere statsmagt, hvor staten er de herskende partiers.

Vi ved, hvor det ender. Såvel kommunismen som nazismen gjorde staten til et redskab for partiet. Det er netop med den erfaring, vi siger så voldsomt fra, når misbrug finder sted som i Marianne Jelveds tryksag. Landets nye propagandaminister - kun en pige ved navn Marianne - skulle bare vide, hvilken vrede, den slags handlinger fremkalder. Overgreb mod folkestyret, netop mens en alvorlig meningsdannelse forud for en folkeafstemning er ved at ske, bliver til sår, der ikke vil heles.

Om man siger ja eller nej, så er det folkestyrets vilkår, at vi bøjer os for hinanden, når stemmerne er talt op. Vi har slet ikke demokrati, hvis agtelsen for hinanden ikke er til stede, når hverdagen indfinder sig efter en folkeafstemning. Men sjofler man undervejs med det dyrebareste, selve folkestyrets uskrevne love om redelighed mod hinanden, så sår man splid og høster vold.

Helt stille vil jeg råde Marianne Jelved til i løbet af dagen at trække den tryksag tilbage og indrømme, at hun har krænket folkestyret. Det er klogere at gøre det nu end at vente på kravet om en undersøgelse af tryksagens fremstilling, aktindsigt i en mulig brevveksling med Lise Nørgaard og forhør af embedsmændene. Marianne Jelved gør sig selv og sin sag en tjeneste ved at indse det nu. Vel kunne modstanderne af euroen de sidste uger leve højt på ministerens misbrug af staten, men i et folkestyre er der noget fælles, som er vigtigere end at vinde.

© Poul Erik Søe – 5. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside