De skamløses
sammensværgelse
På fredag vil ja-partierne takke euro-modstanderne - og statsministeren vil endnu engang tårevædet udtrykke, at nej-sigerne ikke vil blive glemt

Skønt udlandet har den bedste tillid til dansk økonomi, uanset om vi stemmer ja eller nej, så prøver ja-partierne nu lige ud at bestille mistillid fra udlandet. Man kender ikke et land i verden, der nogen sinde, mens mønten er stærk, priserne i ro, renten faldende og aktiesalget stigende, giver sig til at tale om devaluering, tvungen opsparing, ekstra skatter og afgifter.

Det har altid været skik på Christiansborg, at kun i een situation må en minister lyve, uden at hans politiske modstandere prøver at vælte ham af den grund, nemlig når det handler om devaluering. Ingen minister i folkestyrets historie kunne drømme om at tale om nedskæring af møntværdien, før det var sket.

Men skønt Danmark har de bedste erfaringer med folkeafstemninger, både når der er sagt ja og nej til EU-udvidelser, og selvom der nærmest ikke er økonomiske udsving efter hverken ja eller nej, så er regeringen og ja-partierne så ødelagt af folks mistro til deres tale om større dansk indflydelse, at de nu ikke kender andet middel end at bryde alle uskrevne økonomisk-politiske love.

Det er daglige meningsmålinger, der opildner regeringen og ja-partierne til stadig at love os flere plager efter på torsdag. Hvis de ser et lille sving i retning af flere ja-vælgere, så bliver skrækskrigeriet om fem milliarder kroners tab til tyve, og hvis meningsmålingerne to dage i træk giver pote, så er der devaluering og fra og med søndag også tvangsopsparing. Det varer kun endnu et døgn, før de helt har glemt sidste uges ord om folkepensionen, og så ryger den også sammen med børnechecken, efterlønnen og barselsorloven.

Det er skamløs optræden. Men den også ansvarsløs. Samtidig med, at Marianne Jelved taler om ja-partierne som de ansvarlige og nej-partierne som dem uden ansvar. Netop derfor holdt ja-partierne pressemøde sammen søndag. Skulder ved skulder, som de siger på TV2, der ellers havde mest travlt med at så mistillid til TV2s egen, nyeste meningsmåling, der siger 51 procent nej og 40 procent ja ved folkeafstemningen. Redaktionen var ikke ganske lykkelig ved dens egne tal, kunne man høre.

Men ja-partiernes pressemøde var de skamløses sammensværgelse. Det er et partipolitisk fællesskab, der ikke bærer vand syv sekunder efter valgstedernes lukning torsdag aften. Vi er i et folketings-valgår, og der vil ikke være det svageste kit, der binder de fem partier sammen. De går ud i benhård kamp mod hinanden.

Marianne Jelved optrådte som biskoppeligt sandhedsvidne, da hun talte om ja-partierne som de ansvarlige. Hun glemmer aldeles, at regerings-ansvaret for hende og Nyrups socialdemokrati alene bygger på nej-partierne Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Den socialdemokratisk-radikale regering er alene holdt oppe af folkesocialisterne og Enhedslisten, der ganske enkelt er del af regeringens ansvarlige, parlamentariske grundlag.

Den, der bedst ved, at sådan er det, er selvsagt den omegnsdemokratiske Mimi Jakobsen. Hun og hendes parti forlod regeringen, netop på grund af regeringens samarbejde med folkesocialisterne og Enhedslisten. Alligevel sidder hun i dagens sammensværgelses-møde og lader som ingen ting.

Det er aldeles utænkeligt, at Venstre eller de konservative på fredag går ind og udgør regeringens parlamentariske grundlag. Hverken Venstre eller konservative vil røre regeringen med en ildtang. De skal ikke have lavet politisk borgfred med regeringspartierne i et valgår. Vi ved det allerede fra forspillet til finanslovs-forhandlingerne. Venstre og konservative er tvunget til, hvis de ikke vil ligne nyrupske socialdemokrater i den kommende valgkamp, at ride langt fra regeringen. De både hyppe og heppe på hestene for at komme længst muligt væk fra ordene på det fælles pressemøde i dag.

Pressemødet var rent skuespil, og anden akt udspilles, når Venstre og konservative heller ikke kan danne regering efter et valg uden Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard og hendes fæller vil være nødvendige som parlamentarisk grundlag for en venstre-konservativ regering. Det er i virkeligheden nej-partierne, der på begge fløje har nøglen til regerings-magten. Det er nej-partiernes ansvar, hvem der bliver landets statsminister, ligesom de bliver afgørende for finansloven - som så ofte før.

Ingen tror vel for alvor på, at venstrefolk og socialdemokrater finder sammen i en regering, som det er sket en eneste gang før. Venstre-folk bliver hvert efterår vaccineret mod deltagelse i socialdemokratiske regeringer - som andre bliver det mod influenza. Anders Fogh Rasmussen som Nyrups udenrigsminister er helt utænkeligt. Den skamløse sammensværgelse i dag har intet med virkeligheden at gøre. 

Alle de taktiske grusomheder, der ifølge skrækskrigeriet venter os, er glemt på fredag. Så tilpasser partierne sig de faktiske forhold, ikke i jernindustrien som i gamle dage, men i vælgerskaren. Samtlige ja-partiers ledere vil allerede torsdag aften, når afstemningstallene foreligger, skubbe alt skræk-vrøvlet fra disse dage til side og vil med levertran om munden smiske efter nej-sigernes stemmer ved det kommende folketingsvalg. Poul Nyrup Rasmussen vil som sædvanligt sige, at nej-sigerne ikke vil blive glemt - og ud på morgenen er det kammerat Holger og kammerat Frank og kammerat Poul igen.

Ja-politikerne er nemlig nu så tæt på afstemningsdagen, at de ikke kan nøjes med at kigge os i øjnene og som Nyrup sige, at nu er det dyb alvor. For den dybe alvor hos vælgerne er skræmmende for politikere, der tænker fem dage frem. Den dybeste alvor for ja-politikerne er selvsagt, at de slet ikke har deres egne partier med i deres ja. Ja-partierne er hver for sig revet midt over. Og for hver gang de jager vælgerne skræk i livet, jager de måske flere parti-tilhængere væk, end de skaber euro-tilhængere.

På fredag vil ja-partiernes ledere takke de danskere, der sagde nej torsdag. Sådan har det altid været - og sådan vil det især være denne gang. For det er ikke lykkedes Venstre og konservative at fremstille euro-modstanderne som støtter af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Og det heller ikke lykkedes socialdemokraterne at få de borgerlige euro-modstandere til at være i bås med Pia Kjærsgaard i Dansk Folkeparti. Enhver ved, at den danske modstand har greb om hvert eneste parti og er en fælles folkelig sag. 

Et dansk nej vil endda i løbet af kort tid blive lovprist også af EU og EU-kommissionen. Som det også skete efter det danske nej i 1992, der senere fik EU-kommissionens talsmand, Klaus von der Pas, til at sige: "I dag er der faktisk grund til at takke for det danske nej i 1992. Man kan godt sige, at EU havde fjernet sig for langt væk fra befolkningen og ikke fokuserede nok på eksempelvis beskæftigelsen. Det er der nu rettet op på - i høj grad takket været det danske nej."

© Poul Erik Søe – 24. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside