Politiet må gøre oprør
mod politistaten
Hverken folketing, justitsminister eller domstole har mod til at træde op imod politifolks lovovertrædelser

Det er lidt sært i sine tanker at være endt der, at jeg opfordrer folk i politiets egne rækker til at gøre op med den udvikling frem mod politistaten, som er åbenbar. Politifolk slipper let om ved deres egne forbrydelser, for hverken folketing, justitsminister eller domstole har mod til at træde op imod politiets lovovertrædelser.

I sag på sag er politiet sluppet helt gratis eller meget billigt om ved lovovertrædelser - det gælder fra de politifolk, der 1993 nøjagtig som demonstranterne på Nørrebro kastede med brosten, til en række andre sager.

Den seneste dybe krænkelse af samfundets retsbevidsthed er slutningen på den uhyggelige Hjørring-sag. Politifolk anbragte uden lovhjemmel en radiosender i en bil, som de på groveste vis skaffede sig adgang til ved at snyde den, der ulovligt skulle aflyttes.

Enten forhales undersøgelser af sager mod politiet, indtil de er forældede, eller indtil der foreligger en ny politisk situation. Eller som i Hjørring-sagen idømmes der så milde straffe, at latteren breder sig på enhver politistations kantine.

Mens politiet flere steder er begyndt at sætte butikstyve i varetægtsfængsel, ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, så førte Hjørring-politifolkenes grove krænkelse af privatlivets fred til ti dagbøder på 500 kroner. Dommen faldt ved retten i Hjørring, der selvsagt er aldeles uafhængig af politiet i samme by. Politifolkene blev ifølge Jyllands-Posten dømt for grov skødesløshed i tjenesten, men frikendt for forsøg på dokumentfalsk og embedsmisbrug.

Men sagen blev ikke anket. Politifolkene gjorde det ikke, og det var klogt. Men statsadvokaten i Viborg ankede heller ikke. Og det er en stinkbombe mod demokratiet.

Jeg altid har talt imod, at politifolk længe selv undersøgte de sager, politiet er sigtet i. Det var jo de tilstande, som til sidst tvang politikerne til at laveste den seneste Nørrebro-undersøgelse. Men politikerne var så rædde for politiet, at de ikke turde lave en dommer-undersøgelse. Derfor fik vi det mudder, som den seneste rapport efterlod oven på brostenene. Den hele sag endte som en skamplet på et demokrati, der ikke har vilje til at sætte sig igennem.

Men skønt jeg stadig fastholder, at politifolkene ikke skal undersøge de sager, de selv er sigtet i, så er der i demokratiets nuværende tilstand ikke anden udvej, end at folket knytter tråd til den store del af politifolkene, der nøjagtig som borgerne må være skræmte over at se demokratiet truet af fremgangsmåder som i en politistat. 

Det er endnu vigtigere, fordi dansk politi om kort tid bliver del af Schengen-aftalen, som regeringen og folketingets flertal uden at spørge folket tilmeldte Danmark i sammenhæng med Amsterdam-traktaten. Det er uundgåeligt, at dansk politi derved kommer i samhørighed med politifolk, der ganske anderledes farligt end i Danmark driver deres virke som en stat i staten. De mange politi-overgreb i Hamburg er blot et eksempel.

Men fra det selv samme Tyskland, som kender politi-overgrebenes farlighed historisk og nutidigt, er der også demokratiske tanker at hente. I Tyskland er politifolk gået sammen for at finde modtræk til en udvikling i retning af politistaten. 

Den demokratiske del af politikorpset bør se et forbillede i en sådan bevægelse. Og de vil dermed ikke bare øge agtelsen for deres egen tjenesteområde, men også værne det demokrati, der langsomt visner på grund af rædde folketingsmedlemmer, en bangebuks af en justitsminister og dommere, der ikke selv er hjemme.

© Poul Erik Søe – 25. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside