Østlandene misbruges til at
nedkæmpe dansk demokrati
Øst-diplomaters krænkelse af Danmarks demokratiske frihed utænkelig, hvis der ikke forud har været forbindelse mellem danske ministerier og østlandene

Selvom modstanderne af euroen har særdeles god grund til harme mod nogle østeuropæiske ambassadører, så opfordrer jeg alligevel til overbærenhed. Ambassadørerne kommer fra lande, hvor der i flere slægtled ikke har været demokrati. De kender ikke til skik og brug, kun til misbrug. Og den misbrug af dem fortsættes nu af den europæiske union, hvor den sovjetiske union slap.

Ambassadørerne har blandet sig i den danske samtale forud for folkeafstemningen om euroen. Det er uhørt. Det er især gået ud over Socialistisk Folkeparti, men det hele er jo let gennemskueligt. Så lidt som selv den argeste modstander af Socialistisk Folkeparti et øjeblik tror, at partiet vil undergrave folkepensionen, sådan som statsminister Nyrup Rasmussen prøvede at fremstille det, så lidt vil nogen i Danmark for alvor tro, at Socialistisk Folkeparti har noget andet mål end de østeuropæiske landes deltagelse i EU, hvis landene selv ønsker det.

Det er lige så indlysende, hvor fremfarende de østeuropæiske ambassadører end selv er, at de bliver holdt som papegøjer af den danske regering. Ambassadørernes samtidige indblanding i dansk politik forud for en demokratisk afstemning skyldes ikke en vældig og tidsmæssigt helt sammenfaldende iver hos dem selv. 

De østeuropæiske ord kommer sent i den danske drøftelse. Østeuropæerne udtaler sig om synspunkter, der har været på det rene i månedsvis. Men de venter - så det ikke ligner statsmandsskab, men partitaktik - til sidste øjeblik, så der ikke er tid til folkelig ytring om indblandingen blandt danskerne. De har haft til hensigt at lade en bombe falde i valgkampen, og da de er udenlandske stater, er det selvsagt en alvorlig krænkelse af demokratiet i Danmark. At udenrigsminister Niels Helveg Petersen så ikke engang tager afstand fra fremgangsmåden viser, at han kun varetager EUs og euroens sag, ikke Danmarks og demokratiets sag. 

De østeuropæiske ord springer ikke vilkårligt. De er ikke blevet sagt, før der har været forbindelse mellem det danske udenrigsministerium eller statsministerium på den ene side og de østlige regeringer på den anden. Så meget ved østlandene om diplomati - og vi andre gør det til fulde. Åbenheden i de danske ministerier er ikke stor i den slags sager, så der vil gå et slægtled eller to, før sandheden kommer frem. Men den kommer for en dag - ligesom afsløringen af den socialdemokratiske statsminister H C Hansen, der uden om sin egen regering, uden om folketinget og på trods af folketings-flertallets politik alligevel sagde ja til atomvåben i Grønland.

Når vi andre ikke er i tvivl om, at den danske regering var underrettet på forhånd og måske endda lige ud har givet sin velsignelse til de fremmede staters angreb på dansk demokrati, skyldes det et mønster, som vi kender fra de fleste af afstemningerne om EU-spørgsmål. Østeuropæerne indgår altid som en brik i danske regeringers nedkæmpelse af EU-modstanden. Og østeuropæerne lader sig gerne misbruge. Det skal man ikke med det samme hidse sig op over. Det tager tid at komme ud af et halvt århundreds undertrykkelse i den sovjetiske union, hvor enhver diplomat og enhver politiker var tvunget til at snakke magthaverne efter munden. Også frihed skal læres, især at frihed medfører ansvar.

Jeg er derfor stemt for at se de østeuropæiske diplomaters indgreb i det danske demokrati som gentagelse - nøjagtig som det meste i disse ugers skrækskrigeri. Det er som at se en gammel film. Den er optaget på ny, men kører over den gamle opskrift. Og så er Marguerite Viby ikke engang med. Det er kedsommelige gentagelser, der kører over skærmen, alle genkendelige. Politikerne og redaktionerne har været i arkiverne - og bruger de samme medvirkende og handlingsforløb som de andre gange, vi har stemt om EU.

Vi nikker genkendende til den altid sikre meningsmåling, der viser, at det er de dumme, der stemmer nej. Og uden at få øje på krænkelsen hedder det lige efter som altid, at det er kvinderne, der stemmer nej. Det er de samme virksomhedsledere, der siger ja på skærmen i månedsvis - lige som sidst. En plastvirksomhed var på TV2 om morgenen og i TVavisen om aftenen. Man gider end ikke finde nye personer, bare der siges ja.

Det er altid de store banker, der bliver spurgt, men ikke de banker og sparekasser, som har stor fremgang i disse år, fordi de er små og kan klare sig selv. Der er altid en ja-politiker, som kan tolke, hvis nej-siden går tilbage. Og det er minsandten igen en ja-politiker, der udlægger, hvis nej går frem. Højdepunktet af fjernsynsk opfindsomhed er denne gang, at en ja-politiker er sat op mod en ja-politiker, Auken mod Ellemann. Den var godt nok ny. Og så holder Nyrup og Dybkjær i hånd på et par møder. Nyt er det dog denne gang, at Marianne Jelved har været til stjernetyder i et ugeblad, så ved man, at ja-siden for alvor er på den. Men ellers er mønstret strengt det samme, ingen opfindsomhed, arkivernes ja-folk på stribe. 

Og hen mod slutningen dukker østlandene så altid op og er mere regeringstro end de danske regeringspartiers tilhængere. Forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten blev Estlands præsident ført som en hund i snor gennem den danske ja-kampagne. Denne gang er det så ambassadørerne, der logrer ved hoveddøren. Og da de ansvarlige i Danmark bare klapper vovserne, så gror demokratiet til i moralsk korruption.

Gentagelser skal svares med gentagelser, for så opdager man, at sensationen bare er udspekuleret vane. 5. februar 1998 forud for afstemningen om Amsterdam-trakaten skrev Enmandsavisen:

"Estland havde i mange år Moskva-tid. Når klokken var 12 middag i magtens midte, Moskva, så var den også 12 middag i Sovjetunionens yderkant, Estlands hovedstad Tallinn. Sovjetisk flåde, ankret op ved Tallinns port, sørgede for, at klokken slog sovjetisk.

Siden har Estland stillet uret og den indre i tid i fælles slag med de andre nordiske lande, som Estland historisk er del af og nutidigt ønsker et selvfølgeligt fællesskab med.

Intet er mere indlysende, end at Estland i endnu højere grad end Finland med næsten alle midler søger at frigøre sig fra den magt, der voldeligt holdt landet i skak siden anden verdenskrig. Som skiftende lande har sat det estiske folk skakmat gennem syv hundrede år med danskerne som de første fra Valdemar Sejr og 126 år frem.

Det er også selvfølgeligt, at Estland ser på NATO og EU som midler, der kan frigøre fra Rusland. Derfor er der i Finland og Estland stor iver for EU, mens Sverige nu stik modsat sit ja til EU for kort tid siden har voldsom modstand mod unionen.

Det må siges rent ud til de kræfter i estisk politik, der lidt for hurtigt har glemt det estiske folks egen historie, at det er som et frit og selvstændigt handlende Estland, vi ønsker at værne landets plads i det nordiske fællesskab. Det er ikke en plads, Estland skal tilkæmpe sig eller politisk skabe sig for at opnå. Estland har førstefødselsret til folkenes fællesskab i Norden.

Jeg ser det derfor som den eneste værdige måde at tale med estere på, at samtalen indbyrdes er fri.  Derfor er der ord, der må siges rent ud. Nogle estiske politikere er i øjeblikket helt ude af pagt med nordisk skik og søger at påvirke den danske afstemning 28. maj i år om udvidelsen af EUs magt. Det er politikere, der rent ud gør deres eget folk til spytslikkere.

Vi har inden for den seneste tid først oplevet, at Estlands præsident i helikopter lod sig hente til Nymindegab for på Hjemmeværnsskolen at lade sig indlægge i partiet Venstres ja-sigeri til EU. Estlands præsident valgte ord, der ikke var et statsoverhoved værdigt, skønt enhver i Danmark vidste, at han ikke talte på sit samlede folks vegne. Han var ude i et taktisk ærinde.

Vi ser nu, at præsidentens kluntede fremgangsmåde ikke var enestående. Den er tilsyneladende del af en egentlig udenrigspolitisk holdning i Estlands politiske ledelse. Og i går fortsatte Estlands udenrigsminister, Toomas Hendrik Ilves, denne klynkende og uværdige optræden, som var han en livegen under EUs knut.

Estlands udenrigsminister sagde under et tilmed officielt besøg i Danmark, at det vil vække stor undren, hvis Danmark stemmer nej til Amsterdam-traktaten. Det gengives, at den estiske udenrigsminister har givet som grund, at "Danmark har spillet en afgørende rolle for at sikre udvidelsen mod øst, og I har ydet Estland massiv støtte i vores bestræbelser på at komme ind i varmen."

Udenrigsministeren krænker dermed på groveste vis det danske folks selvråderet. Det er en stil, der i Estland for få år siden blev kaldt moskvask. Udenrigsministeren er uden tvivl hoppet på den limpind, at Amsterdam-traktaten har noget at gøre med Estlands optagelse i EU. Det er ren svindel. Efter den gældende EU-traktat kan ethvert europæisk land optages i EU, selvsagt også Estland.

Efter mer end syv hundrede års undertrykkelse har det estiske folk fået sig en lærdom om, hvad frihed er. Det tjener ikke Estland til ære, at det frihedssyn, som vi har fælles, trædes under fode af en præsident og en udenrigsminister, der låner deres munde ud til den billigste propaganda.

Hverken præsidenten eller udenrigsministeren kan, hvor ringe deres munde end tjener deres land, på mindste vis skade den agtelse, vi som danskere har for esterne. Jeg har selv stor agtelse for, at mange estere vil flygte ind i EU. I hvert fald vil jeg lade esterne bestemme det.

Men det er umuligt, når man hører den estiske udenrigsminister trampe på det danske folks selvstændighed, ikke at lade tankerne vandre tilbage til tårnet "Pikk Herman" i Estlands hovedstad.

Det var her i februar 1989, at nogle få estere, flest skolebørn, for første gang turde hejse det estiske sort-blå-hvide flag efter først nazisternes, så kommunisternes undertrykkelse. De tog den sovjetiske unions flag ned og hejste landets eget.

Det er esternes afgørelse, om de vil opgive det sort-hvide i flaget og udelukkende gøre det EU-blåt. Men danskerne har hentet vort flags rød-hvide farver i Estland, ja, den estiske historie siger endog, at Dannebrog er det smukkeste flag i verden, for det er farvet med esternes blod. De politiske kræfter, som Estlands præsident og udenrigsminister låner mund, må se at lære sig, at selvom nogle estere åbenbart nu har travlt med at skifte til blåt blod, så er vi nogle, der mener, at blod har den farve, som blod skal have.

Danmark var sammen med USA blandt de lande, der aldrig anerkendte Estland som del af Sovjetunionen. Selv Sverige bøjede sig ind under den sovjetiske union og anerkendte Estland som del af den kommunistiske stormagt. Skylder Estland i hvert fald ikke danskerne, at vi selv frit må tage stilling til, om vi vil være i union eller ej, og hvor meget vi vil være i union?"

Nu har Estland så forud for euro-afstemningen stukket hovedet i lænken igen og logrer på det fremtidige herskabs bud for at slippe fra hundehuset ind på de bløde gulvtæpper. Estland og de andre europæiske landes politiske ledere stillede sig for kort tid siden på rad og række foran en mikrofon for at tale danske vælgere imod. Hele opstillingen og de enslydende ord bragte kun eet minde frem - den røde plads i Moskva 1. maj i den sovjetiske unions tid. Så rank dog skuldrene, Kalevs sønner, og lad os mødes som søskende, der kan snakke sammen - ikke som lyssky taktikere, der voldtager hinandens demokratier i ord.

© Poul Erik Søe – 23. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside