Nyd den sidste uge
Den syvende af en række muntre øvelser for førstegangs-vælgere og sidstegangs-håbere. Slap af, værn om dit standpunkt fra i onsdags og grin ad politikerne, der skriger som børn, der vil have slik ved kassen inden udgangen

Der er en uge igen til folkeafstemningen. Du kan vælge at blive skaltet og valtet med af alle de påfund, som tilhængere og modstandere vil byde på. Til sidst vil du føle dig som et jaget dyr, der hverken ved ud eller ind. Men selvom det er første gang, du skal sætte kryds, så lad, som om det er noget, du har prøvet igen og igen. 

Egentlig handler det hele jo ikke om, hvad de andre kan overtale dig til. Din stemme er ikke de andres stemme. Det er ikke de andre, der skal føre din hånd, når du sætter krydset. Det er ikke deres stemme, du skal høre inde i dig selv - men måske for første gang i dit liv din egen stemme. 

Det er demokratiets, folkestyrets grundtanke. Det hele handler slet ikke om, hvem du holder med. Sagen er ikke, om du synes, det ene eller det andet parti, den ene eller den anden politiker taler bedst for sig. Vi har ikke folkeafstemning for at måle, hvilke politikere vi foretrækker. Det er folketingsvalgets opgave. Nej, folkeafstemninger har vi, fordi dit land vil høre din egen mening, din egen stemme, din egen holdning.

Her til sidst går det hele i grynt, brøl, krigsråb og overdrivelser. Lad dig ikke slå ud af det. Hvis du har små børn, kender du til det. I går igennem en butik. Der er mange fristende tilbud til børn. Barnet plager og plager, eller hvis det er et uvornt barn, så smider det sig ned og skriger. Den slags går over hos børn, men aldrig hos partier. De smider sig ned og bliver ved med at skrige, hvis de er ved at miste magt. Til sidst er de ikke til at være i stue med.

Hvis det er et barn, laver du måske en aftale med det, mens I går gennem butikken. I bliver enige om, at det er en pose lakrids i dag, men at endnu en pakke med Pokemon-billeder ikke er, hvad du vil give penge ud på lige nu. Barnet stiller sig tilfreds, men du ved godt,. at trods aftalen så går det galt lige ved udgangen, lige før pengekasserne. Der er udstillet så megen slik, at barnet plager igen og igen. Måske kaster det sig endnu engang skrigende på gulvet. Du bliver sur på butikken og vred på barnet. Men du ved, at den tur skal du igennem, hver gang du nærmer dig udgangen. Og du ved også, at et øjeblik efter, så går du ud ad døren.

Tænk sådan, mens vi nærmer os udgangen af kampen før folkeafstemningen. Om en uge er det forbi. Politikere er ganske vist værre end børn. De plager lige til sidste øjeblik. De kaster sig skrigende på gulvet hele tiden og råber højt, hvad de nu vil have. Man kan tusind gange sige til dem, at det var en helt anden aftale, der blev gjort for et øjeblik siden. Men de er helt ligeglade med aftaler. De vil bare have deres vilje, og jo nærmere du kommer kassedamen, regningen og udgangen, jo mere skriger de op.

Men politikere skal opdrages, lige som børn skal opdrages. Politikere er vant til - endnu mere end børn - altid at få deres vilje. De er helt skamløse i deres skrigen og råben, hvis man tager magten fra dem. Men du ved, fordi du kender til børn, at giver du efter, så er alle fremtidige besøg i butikken lige så fyldt med vrede, raseri og uophørlig plageri. Derfor kan du lige så godt nu, første gang du skal sætte kryds, vedtage med dig selv, at du er nødt til at opdrage politikerne. Det er det, man har folkeafstemninger til.

Tænk over, hvad du mente, før du gik ind i butikken. Lad dig ikke rende over ende, hverken af de billige tilbud, de fristende slikposer eller barnets vilde skrig og råben. Hold fast ved det, du var rede til at give barnet, før I gik ind i butikken. Hold fast ved det, du mente i onsdag - og giv ikke på nogen måde efter for alle plagerier efter den dag. Sig til barnet og politikeren, at nu er det kassetid. 

På den måde kan du få en vidunderlig uge frem til afstemningsdagen. Sæt dig roligt ned og hør på alle skrigerierne, men vedtag med dig selv, at du ikke lader dig påvirke et øjeblik. Når regeringen pludselig siger, at det koster tyve milliarder at sige nej, så læner du dig bare grinende tilbage og kan pludselig huske, at for fjorten dage siden kom det frem, at det ville koste femten milliarder bare at omstille teknikken i banker, forretninger og automater til euroen. 

Når regeringen pludselig siger, at der bliver 20.000 flere arbejdsløse, hvis du siger nej, så tænker du på dit barn, der skriger efter bolcheposen i slikstativet lige ved kassen. Og inde i dig selv ved du fra i onsdags, at 67 procent af alle tyskere og mer end halvfjerds procent af alle englændere er imod euroen, så de vil tage fat på at købe dansk, når de hører, at danskerne tør sige det, som de ikke selv har lov til at stemme om lige nu. Det giver 40.678 arbejdspladser, hvis det ikke er 40.679. 

Når du ser fjernsyn, så prøv at lade være med at lytte mest til de ord, der skriges fra alle dem, der vil have slik. Kig i stedet muntert på de billeder, de sender ud til dig. Det er skrig efter slik ved udgangen. I morges kunne TV2 fortælle det med de 20.000, der pludselig bliver arbejdsløse ved et nej. De sagde, at det havde regeringen hentet fra Arbejdernes Erhvervsråd, som er rent socialdemokratisk. 

Men TV2 bragte samtidig et skilt, der viste bogstaverne AF, som betyder Arbejds-formidlingen og ikke Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Tv2 skriger på slik ved kassen, fordi de ikke kan lide deres seere, der vil noget andet end redaktionen. Men Arbejds-formidlingen har intet at gøre med reklame-skriget om de 20.000 arbejdsløse. Det skal bare se sådan ud. Lad være med at sende emails, breve og vrede ord til TV2. Læn dig tilbage og skraldgrin. Enten har de jo bare lavet en fejl, eller også er redaktionen ude på at narre dig. Grin og lad være med at skælde ud - for så bliver de ved med at lave den slags tåbelige fejl, og det er jo kun skønt, for der er jo hundredtusinder, der kan gennemskue hensigten, lige som dig. Og jo mere de laver af den slags, des mere er der at grine af.

Det skal indrømmes, at det er let at blive ophidset i den sidste uge. Men det er alt for sent at få indflydelse. Ophidselse skader sagen. Du kunne da sagtens skrive nogle latterliggørende ord om statsminister Nyrup, som lavede garanti mod folkepensionen, men som siden kom i tvivl og pludselig ville skrive rundt til alle statsledere i EU for at få dem til at give garanti. 

Men lad være med at skrive vrede ord. Gives der bedre underholdning end en statsminister, der først fordømmer Østrigs regering, fordi Jörg Haiders parti er med i den, derefter farer frem for at fjerne sin egen og alle de andre socialdemokratiske EU-statsministres fordømmelse, for til sidst at få det indfald, at han vil skrive til alle EU-regeringer, også den østrigske med Jörg Haiders parti for at få dem til at garantere folkepensionen. Kan du ikke høre, det er et barn, der skriger på lakridsposer ved udgangen? Den sidste garant for dansk folkepension er Jörg Haiders parti i den østrigske regering. Vil du virkelig have det sjovt den sidste uge, så tænk på, hvad den østrigske regering ville have svaret på det brev.

Måske synes du, at det er lige din opgave som førstegangs-vælger at sætte Ritt Bjerregaard på plads. Men lad være, for du har al magt om en uge. Du svarer med dit kryds - det er tusindfold mere værd end vrede ord. Jeg kan da sagtens indse, at du er bliver ophidset, når Ritt Bjerregaard siger, at nej bringer os i selskab med Jörg Haider. Jeg ved næsten, hvad du ville skrive, nemlig at vi med et ja er i selskab med Karen Jespersen, der gør Haider til en blegfis med tyrolerhat. Men jeg råder dig inderligt til at lade være. Grin hellere. Er det ikke herligt, at den socialdemokratiske kongres på grund af folkeafstemningen ikke turde gennemføre et gruppearbejde om flygtninge og fremmede. De er så rædde, at de ikke engang tør være uenige.

Jeg ved godt, du vil gøre vrøvl, når pludselig SFs jasigere kommer til orde i fjernsynet. Men de skal da også høres, og selvfølgelig har du ret når du siger, at ingen har set socialdemokratiets to nej-folketingsmedlemmer komme til orde på samme vis. Men lad hellere latteren gennemskylle dig ved tanken om, hvordan redaktionen har ment at kunne kue dig ved at sende netop det indslag.

Helt ærligt kribler det også i fingrene på mig. Jeg synes, jeg må skrive nogen ord, når pludselig nu - da alt andet er slået fejl - et nej også føre til 10 procent devaluering ifølge regeringen. Men det er alt for nemt at skrive, at foreløbig er euroen devalueret 30 procent i forhold til den amerikanske dollar og 40 procent i forhold til den japanske yen. Når euroen devalueres, så er det sund og velsignelsesrigt. Det er faktisk det bedste, der nogensinde er sket, siger regeringen. Men jeg giver afkald på harmen. Jeg skriver ikke om det. Jeg tror, folk er lige så kloge, som jeg er. Jeg tror, de skraldgriner.

Grin, lad kroppen gennemryste af sund latter. Sig til dig selv, at du udmærket ved, at bliver det et nej 28. september, får vi 28 millioner arbejdsløse danskere. Det er jo den sande sandfærdige sandhed. Det viser alle regeringens tal, som er faglige og saglige. Faktisk fører et nej til 28.657.432 arbejdsløse danskere. Vi bliver alle arbejdsløse mere end fem gange. Snarere nærmest næsten seks gange. Og det er endda kun i bedste fald.

Mit råd, kære førstegangs.vælger, er at slappe af den sidste uge. Nyd skrigene dag for dag. Lyt dig ind i det danske mørke. Hør, hvordan et helt folk, både ja-sigere og nej-sigere, jubler af grin. Om det så går hen og bliver et ja, så har folket allerede vundet. Parti-magten, den vilkårlige brug af staten som magtredskab mod folket, krymper sig som orme i gyllevædet jord. Har vi det ikke dejligt?

© Poul Erik Søe – 21. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside