EU-kommissær Nielson
ramt af storhedsvanvid
Den danske EU-kommissær mener, de danske vælgere er dumme

Poul Nielson, den danske EU-kommissær, udpeget af den siddende regering, må være ramt af storhedsvanvid. Han sidder i Brüssel på afstemningsaftenen og føjer spot til den skade, det i Danmark har gjort, når Mimi Jakobsen fra centrumdemokraterne kaldte nej-sigerne for "padder", og når hun og Lone Dybkjær i særegen magtbrunst råbte "nonsens" efter nej-sigernes synspunkter, som det danske folk nu klart har tilsluttet sig.

Dagbladet Politiken kan til morgen skildre den danske EU-kommissær Poul Nielsons aften i Brüssel. Ifølge bladet sad han i pressesalen og fulgte Danmarks Radios dækning af afstemningen. Politiken skriver: "Det var en sammenbidt kommissær, flankeret af et par af sine embedsmænd, der konstaterede, hvordan den ene kreds efter den anden kunne melde om nejflertal."

Politiken skildrer videre, at EU-kommissæren "lod sig tydeligt irritere, efterhånden som nejpolitikerne Pia Kjærsgaard og Holger K Nielsen dukkede op på skærmen. Da Politiken lidt før kl. 22 spurgte, om Nielson ville kommentere resultatet, svarede han: "Det er almindeligt, men ikke obligatorisk at være dum".

Nielson er jo ikke folkevalgt til sin stilling som EU-kommissær, men udpeget af regeringen, efter at Ritt Bjerregaard måtte tage hjem, da hun og de øvrige kommissærer fik stemplet "fælles ansvarlige" for svindelen og bedragerierne i EU.

Nielson er urørlig. Regeringen kan ikke afskedige ham, for han er som kommissær pligtig til at være EU-menneske, hvad han synes at leve op til i skyhøj grad, og må ikke varetage danske interesser. Men blandt de store udskiftninger, der må være helt selvfølgelige blandt ordførere og andre i partierne, burde regeringen som den første se at få Poul Nielson gjort klart, at han er bedst tjent med selv at trække sig. Regeringen og ja-partierne kan næppe forestille sig, at de blot kan køre videre, som om intet er sket. Og forstår Nielson ikke et praj, så må regeringen og ja-politikerne tydeligt tage afstand fra den uhørte overlegenhed, EU-kommissæren lægger for dagen.

© Poul Erik Søe – 29. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside