MultiGud

Knap har kirkerne mod øst så småt rejst sig efter 70 års undertrykkelse og overgreb i den sovjetiske union, før den vesteuropæiske unions danske talsmænd i Socialdemokratiet er rede til overgreb på den danske folkekirke. Multireligion skal sluses ind ad bagdøren.

Socialdemokratiet har i dag vedtaget et nyt arbejdsprogram, der som virkning vil gøre den danske folkekirke til statskirke. Socialdemokratiet spænder sig dermed for den vogn, der ivrigt skubbet af pavestaten kører hurtigt i EU frem mod en sammensmeltning af religionerne.

Det lyder ellers hyggeligt nok. Socialdemokraterne opfordrer ifølge dagbladet JydskeVestkysten landets præster til at åbne præstegårde, sognegårde og menighedslokaler for andre religioner end kristendommen. Men ordene røber en uvidenhed, der nu i helliggørelsen af unionen genoptager Socialdemokratiets gamle slagord "bryd altret" fra dengang, da også tronen skulle styrtes.

Det var statsminister Viggo Kampmann, som brød med socialdemokraternes gamle kirkefjendskab. Han var den første socialdemokratiske statsminister, som også var medlem af folkekirken. Under ham blev ordene mod kirken fjernet fra det socialdemokratiske ideprogram. Nu genopstår de i et arbejdsprogram.

Staten selv og Socialdemokratiet som parti har aldeles intet at gøre med præstegårdene, sognegårdene og menighedslokalerne. Det er sognenes ejendom. Præstegården er tilmed præstens private bolig, og det er er selvsagt en krænkelse af privatlivets fred, hvis et parti vil bestemme, hvem præsten skal byde som gæster.

Socialdemokratiets opfordring til præsterne om at åbne deres hjem lyder yderst skingert, når man husker, at danske præster har åbnet deres hjem for flygtninge uanset flygtningenes religion. Det blev en præst slæbt i retten for og dømt. Men ikke nok med det. Den socialdemokratisk-radikale regering lod sin kirkeminister som overpave tilføje en irettesættelse til dommen.

Uvidenheden om folkekirkens indretning må være grænseløs i den socialdemokratiske top. Det er ikke præsten, der kan bestemme, hvem der kan bruge sognegårde og menighedslokaler. Præsten er ansat, og hvis den socialdemokratiske ledelse blot havde spurgt de socialdemokratiske vælgere, som helt anderledes er kendt med folkekirkens indretning, ville de have fået oplyst, at sognekirkerne med tilhørende huse styres af menighedsråd, som tilmed er folkevalgt. Hvor meget end socialdemokraterne opfordrer præsterne, så er adressen ganske enkelt gal. Man kan trygt overlade til de folkevalgte menighedsråd selv at forvalte deres huse - også i forhold til andre religioner.

Åbenheden er tusindfold større i folkekirken end i Socialdemokratiet og regeringen. De flygtninge, regeringen ikke ville huse i Danmark, men som en præst åbnede sin dør for, er endt på Færøerne, fordi færinger ved, hvad gæstfrihed er. Det er politikere, ansvarlige for den slags grove handlinger, der nu vil gøre sig til herrer over, hvem andre skal åbne dørene for.

Det skingre i Socialdemokratiets mange sidsteudkalds-redninger her op til folkeafstemningen ligger også i forslaget om at gøre præstegårde, menighedslokaler og sognegårde til multikulturelle mødesteder. Socialdemokratiets egen indenrigsminister Karen Jespersen har just taget afstand fra det multikulturelle ved sine udtalelser om muslimer, og nu skal så en hurtig sætning i et arbejdsprogram rette op på ministerens ordvalg.

Der ligger i Socialdemokratiets skiftende ordvalg ikke kun rodløshed og forvirring, men en skjult drøm i den valgte ledelse fra gammel ideologisk tid om at komme den historiske danske kirke til livs. Afløseren skal åbenbart være en MultiGud, der inden længe i stil med fællesmønten vil blive kaldt fællesguden for bedre at glide ned. Det skal godskrives socialdemokraterne, at de ikke er ene om det synspunkt, for mange i EU, især mange katolikker, mener det samme.

Særest er det dog at høre den slags tanker fra et parti, der først fra og med Viggo Kampmanns tid ville vedkende sig at være en del af det danske folk og af det folkelige liv i fællesskab. En Socialdemokrat skulle spise smør og drikke mælk fra det socialdemokratiske mejeri Enigheden. En socialdemokrat skulle drikke socialdemokratiske bajere fra det socialdemokratiske bryggeri Stjernen. En socialdemokrat skulle hente viden i det socialdemokratiske Arbejdernes Oplysnings-forbund. En socialdemokrat blev socialdemokratisk konfirmeret og holdt socialdemokratisk solhvervsfest i stedet for jul. En socialdemokrat gik på socialdemokratisk højskole for endelig ikke at møde andre synspunkter. En socialdemokrat stod i socialdemokratisk fagforening, lejede sig ind i et socialdemokratisk boligselskab, handlede i en socialdemokratisk bybrugs, lånte penge i Arbejdernes Landsbank og endte sit liv i Arbejdernes Ligkiste-magasin.

Sådan ville socialdemokraterne - og var ofte tvunget til det af partidisciplinen - stå uden for alt folkeligt fællesskab. Det meste af det fællesskabs-fjendtlige sammenrend endte med svindel, korruption, bestikkelse, pamperi, parti-kammerateri og udenlandsrejser for arbejdernes penge. Og det fortsætter. Nu holder et boligselskab for lejernes penge dyr privat fødselsdagsfest for en leder. Ingen, ingen, ingen har så groft udnyttet den danske arbejder som folk, der kalder sig socialdemokrater.

Af det nye arbejdsprograms ord om sognemenighederne ses det, at socialdemokraterne ikke vil bruge deres dyrt vundne historiske erfaring, men udbreder fejltagelserne på danskerne som helhed. Det sker for at rette op på ord i en udlændinge-drøftelse, der skulle lokke vælgerne til at stemme ja 28. september, for noget måtte man stille op med Dansk Folkeparti og overtog så synspunkterne fra Pia Kjærsgaard. Det gav bagslag. Og Socialdemokratiet har på sit møde i disse dage ikke kunnet finde på andet end at sende sorteper videre til de danske præstegårde.

Det er ikke i pagt med det overvejende flertal af socialdemokratiske vælgere, hvis partiledelsen dermed vil gøre sig til talerør for den europæiske unionstanke også på kirkens område. Socialdemokratiets ledelse kan roligt regne med, at den, for hvem kirken er af værdi, også agter, at andre har det sådan, skønt de er med i andre kirker. Det er kun den, der selv har mistet alle værdier, som hele tiden er nødt til at tale om værdier og er uden agtelse for andres værdier.

Og Socialdemokratiet kan roligt regne med, at det danske folk, også de danske sogne, på alle måder er langt mere velegnet til at møde folk fra andre religioner end Christiansborg og samtlige partier. 

Det er ingen løsning at sammensmelte religioner, sådan som EU-folk drømmer om det. Værdien i Europas kirkeliv stammer grundlæggende fra kirkernes forskellighed. Kirken og religionen er ofte langt mere end et trosfællesskab. Mange religioner, tydeligt katolicismen i Polen og Irland, er også et sprog, folket færdes i, når undertrykkerne i århundreder hindrer folkets fællesskab. Religionen er, når russere og tyskere vil nedlægge Polen, et våben mod undertrykkerne, som katolicismen var det i irernes kamp mod engelsk besættelse i århundreder. Vi skal ikke komme rendende i bedreviden og rette på polakkers og ireres tro. Vi skal agte den værdi, andre tillægger deres religion, der for nogen også er tro. Men vi skal også selv kræve agtelse for det, der har værdi for os.

© Poul Erik Søe – 16. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside