Mariannernes
tid er forbi
Det radikale Venstre har valgt EU som religion og kan ikke være regeringsbærende parti

Det danske nej er folkets nej, siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen - i samme tonefald og med samme mening som nej-partier, der afviser hver for sig at være sejrherre og ser det klare nej ved folkeafstemningen som udtryk for folkelig modstand.

Der er folk i det radikale Venstre, som har samme syn, men ikke økonomiminister Marianne Jelved og nu heller ikke Det radikale Venstres landsformand, Johannes Lehbech. Den politiske leder og formanden for de radikale vælgerforeninger har valgt at gå den stik modsatte vej af det, der i dag kan læses i den radikale avis Skive Folkeblad. Her siger den ledende artikel: "Mange vælgere stod med en følelse af, at selvom ja-partierne afviste al tale om Europas Forenede Stater, så var det alligevel nødvendigt at trække i nødbremsen nu for en sikkerheds skyld. Ja-siden har klart undervurderet den frygt, som befolkningen har for, at EU skal udvikle sig i helt forkert retning."

Men Marianne Jelved er aldeles uden indtryk af, at der er trukket i nødbremsen. Hun bar det stolte danske nej ned til det fællesskab, hun foretrækker for fællesskabet med det danske folk, kollegerne i økonomi- og finansministrenes råd. Men hun bar ikke det danske folks nej til EU med stolthed, i samhørighed med folkets flertal og som talerør for det ny grundlag for dansk EU-politik.

Klynkende fortalte hun de andre landes økonomiministre om sine egne personlige følelser ved sit eget personlige nederlag, men hun var ikke som udsending for det danske folks regering i stand til at udtrykke den følelse, som var gennemgribende hos vælgerne - at de havde reddet Danmark fra undergang.

Ånden i folkeafstemningen blev båret til EU-hovedkvarteret af en tudende lillepige, der ville have de stærke drenge til at give knus og til at finde den mistede hønsering. Og stædigt trampende fortalte hun verden, at euroen er et mirakel, og EU er et mirakel. For Marianne Jelved og hendes parti er EU ikke politik, men religion. Fanatismen er glødende som den værste nationalisme. 

Det skal indrømmes Marianne Jelved, at folkeafstemningen er et udsagn om, at miraklernes tid ikke er forbi. Men Mariannernes tid er forbi. Det radikale Venstre kan med sit standpunkt, der lader hånt om ånden i det danske folks nej, ikke være regeringsbærende parti.

Selvsagt har Det radikale Venstre som partipolitisk forening og dets folketingsmedlemmer ret til at ville være endnu mere europæisk og kræve endnu mere sammensmeltning af de europæiske stater, sådan som den radikale landsformand gør det ifølge lørdagens første radioavis,. Men partiet kan ikke samtidig sidde i regering.

Det er indlysende, at den lovede ny EU-politik må bæres til EU ikke med tiggerstav og grædeklud, men med rank ryg, der viser et selvstændigt lands ret. Det radikale Venstre vil ikke påtage sig den opgave. Dermed lyser partiet sig ud af det folkelige fællesskab og regeringen.

I øjeblikket er Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten del af regeringens parlamentariske grundlag. Men et nej koster, som statsministeren sagde før folkeafstemningen. Det havde han ret i. Kronen svingede i snit 1 øre dagen efter danskernes nej. Men det danske nej koster også politisk. Det må være umuligt, at Marianne Jelved kan fortsætte sin mirakel-holdning til euroen og EU blot en uge endnu, uden at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tilkendegiver, at de kun er parlamentarisk rygdækning for regeringen, hvis Det radikale Venstres ministre træder ud.

© Poul Erik Søe – 30. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside