Folkeafstemningen i den
trykte og elbårne presse
Der er lys forude for et journalist-fag, der tør være sig selv, uræd og i ordets egentligste forstand fri

Det er nødvendigt for oplysning og demokrati, at journalister stiller deres krop, fag og evne til rådighed for en samtale som den, der føres i et folk forud for en folkeafstemning. Nok påvirkes vi mindre af den trykte og elbårne presse end før, henter oplysningerne flere steder end tidligere og er selvsagt ikke så tillidsfulde, fordi vi er blevet snydt så mange gange. Men der er i hvert fald tilsyneladende stadig mange, der har det som vane at føjte frem og tilbage mellem meningerne efter det sidste ord, de har hører.

Drømmen om demokrati ville ytre sig i en uvildig journalistik, men dens slags journalistik findes ikke. Det er uundgåeligt, at journalistens eget synspunkt spiller ind i formidlingen. Det er knap nok ønskeligt, at det er anderledes. Mikrofonholdere skader uvildigheden mere end den journalist, der har farve, holdning og derfor har valgt ord. For mere end den durkdrevne eller ligefremme påvirkning er det i ordvalget, journalisten røber, hvilken side han eller hun selv står på. Som da TV2 Nyhedernes udspørger mandag sagde til Holger K Nielsen: "Selv en SF'er må kunne se, at forsvars-forbeholdet er forældet". Journalisten har sikkert af faglige grunde ville stille et såkaldt udfordrer-spørgsmål, hvad der er rimeligt nok, men i kampens hede bliver han i stedet talsmand for den ene side i striden.

Nogle dømmer umiddelbart den journalist, der lægger krop og mæle til. Det er forståeligt nok, for hver enkelt af os læser og hører selvsagt helst journalister, vi har tillid til - eller har grunde til at have tillid til. Det er sjældent journalister, vi er enige med i politik, men som i deres fremfærd urokkeligt vil vedstå, at tilhængere og modstandere af et standpunkt er lige vigtige, lige værdifulde for samtalen. Jeg kender fremragende journalister, som hjælper også deres politiske modstandere til at finde form og udtryk - i agtelse for, at også synspunktet modsat journalistens skal frem i den bedste skikkelse.

Men den hurtige dom over en journalist er ikke noget værd, for journalisten er sat i en sammenhæng - en redaktion. Ledelsen i redaktionen sætter grænser for journalisternes frihed, enten fordi journalisterne mangler selvagtelse og bøjer sig ledelsens syns med tab af frihed til følge, men snarere og farligere helt upåagtet, fordi holdnings-stemningen i en redaktion overvejende går i een retning, og den, der så er på skærm, ved mikrofon eller skriver artiklen, glemmer eller fortrænger seeren, lytteren og læseren - for i stedet at træde frem med ordvalg, der henter bifald i redaktionen. 

Især dagbladet Politiken har længe været redigeret og skrevet ud fra en sådan stemnings-holdning på redaktionen og nærmeste omegn. Havde jeg været enig i holdningen, ville jeg nok have frydet mig, men nu virker det som en bedreviden, der mases ned over mig. 

Jeg taler slet ikke om de ledende artikler, der helt selvfølgeligt altid må være skrevet i et rum af den ufrihed, som enøjethed og kampvilje skaber. Enøjethed og kampvilje i denne sammenhæng set ikke som noget dårligt, men som aldeles nødvendige for udtrykke holdninger, læseren kan snakke med og måle egne meninger mod. Jeg foretrækker langt en modstanders rene og åbne ord frem for vammelt vatnisseri, der oser af at angst for at støde og at miste bladkøbere på en holdning.

Det skal heller ikke læses sådan, at dagbladet Politiken ikke har bragt nej-sigernes synspunkter i månederne, der er gået. Men det er en afgørende forskel, at synspunkterne er bragt som kommentarer og læserbreve. Man har ikke indtryk af en levende avis, hvor også medarbejdernes holdninger brydes. Selv almindelig formidling ligner i Politikens oplysning om folkeafstemningen en stikling af den ledende artikel - altid med en tanke af den slags, husmødre kunne lugte før køleskabets tid.

Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har ganske anderledes, indtil de seneste dage, været åbne for ja-sigere og nej-sigere - også i nyheds-formidlingen. Man kan så tage fat på at gennemlyse grunden til den større alsidighed. Dels kan det spille ind, at de store partier, de store organisationer og hele den trykte og elbårne presse med deres ensidige ja i 1992 var med til at fremkalde det danske nej, fordi det så ud som en sammensværgelse. Det er formentlig nok så vigtigt, at Jyllands-Postens og Berlingske Tidendes kernelæsere denne gang er stærkt splittet i ja-sigere og nej-sigere.  Derfor har de to aviser også i langt mindre grad prøvet at gøre nej-sigere til folk på yderste højre og venstre fløj. Redaktionerne ved, at det er fra midten, det øjeblikkelige nej til euroen udstråler.

Der skal ikke lægges i mine ord, at jeg ønsker mig redaktioner, der er delt i to, som hver for sig passer ja-siden og nej-siden. Dagbladet Information prøvede forud for en afstemning at bringe to ledende artikler, en for og en imod. Det var ikke lykket, som sprognævnet nu tillader os at sige. Og Information udgav også engang modstander-synspunkter som tillæg. Som forsøg kunne det være godt nok, men om der end kommer skævere ud af det, så er enhver læser, ja-siger eller nej-siger, bedst tjent med redaktioner, der tør være redaktioner, og som vel at mærke sætter det faglige journalistiske skøn over afsætningsmulighederne for eget standpunkt.

Bruges dette faglige journalistiske skøn på nyhedsformidlingen og forvaltningen af det frie ord forud for folkeafstemningen, så vil enhver med faglig indsigt se, at Juni-bevægelsens Drude Dahlerup har ret, når hun klager over de folkelige bevægelsers undertrykkelse i den skrevne og elbårne presse, aldeles samtidig med sandheden i den gennemgang, som en gransker har gjort af hyppigheden i partiers og bevægelsers fremkomst på tryk, på skærm og i højttaler. 

Uvildighed i formidlingen af det frie ord på begge sider lader sig ikke måle, og da slet ikke som valg-granskeren har gjort det blot ved at tælle. Man må først gøre sig klart, hvad der i sammenhæng med folkeafstemningen er det retfærdige grundlag for udvælgelsen af medvirkende og viderebringelse af nyheder og slagord. Her gør jeg straks selv en fejl ved her at skrive "begge sider", som om der kun er et entydigt ja eller et entydigt nej. Jeg burde skrive "alle sider".

Der er ikke bare to fløje, ja og nej, i kamp, men hver af de to holdninger er et mødested for de mest forskellige synspunkter og drivkræfter. Pressefolk, som kan deres fag, ved selvsagt det til fulde, og kun politikere kan derfor slippe af sted med at fremstille ja-siden som Glistrup-tilhængere eller maj-røde socialdemokrater, nej-siden som pianister og holgerister. Al spørgen til, hvem man bringer sig sammen med ved at sige ja eller nej, er meningsløs, fordi afstemningen ikke er en partidannelse, hvor man deler sig efter anskuelser, og fordi ingen af partierne hver for sig  til fulde dækker den holdning, partiet udadtil har.

Det er tydeligt, at Danmarks Radio og TV2 denne gang har valgt at tage folketinget som udgangspunkt for sin tildeling af ytringsfrihed og nyhedsformidling. Det er sket før, men aldrig så tydeligt. Jeg tænker ikke her på, at Danmarks Radio efter vanen fra dens fortid som socialdemokratisk styret statsradiofoni tilsyneladende stadig har et overtal af kilder i socialdemokratiet. Det er også umuligt andet, end at netop Danmarks Radio og TV2 bevidst og ubevidst må skele til, at de store folketingspartier er næsten eneafgørende for de to huses pengeforsyning. Journalisterne er sikret frihed fra den slags tankehensyn, men det er umenneskeligt at kræve det samme af husenes og redaktionernes ledelser. Det kan der næppe laves om på, hvis ikke udlandet skal rende med al nyhedsformidling, så det er seeren selv, der ved hvert ord og billed inde i sig skal huse den kritiske skærmtrold, der hedder  Licens til fornavn.

Hvis folketingets sammensætning er uskreven målestok for tildeling af ytrings-muligheder, så kommer den folkelige drøftelse som denne gang til at ligne et folketingsvalg. Men det er jo netop ikke meningen med en folkeafstemning. Der er ingen følger for folketinget eller regeringen af en folkeafstemning - i hvert fald ikke andre følger end dem, folketing og regering selv drager. Folketinget har jo netop taget stilling til folkeafstemningens emne, denne gang euroen, forud for folkeafstemningen. Folketinget er færdigt med sin del af arbejdet. Folkeafstemningen har intet med folketingets sammensætning og partierne at gøre. Folkeafstemningen er hver enkelt danskers sag. Og vi holder jo folkeafstemning, ikke fordi vi er et forkælet folk, men fordi politikerne selv med grundloven af 1953 har indsat folkeafstemningen som demokratiets nye selvkontrol ved afskaffelsen af landstinget, folkestyrets gamle andet kammer. 

Store dele af den trykte og elbårne presse vælger imidlertid at lade, som om folkeafstemningen er et folketingsvalg ved først og fremmest at lade partierne for og imod komme til orde. Det er et vrangbillede, men jo netop det vrangbillede, som store dele af pressen bedst kan skjule egne hensigter i. Og da folketings-valgkampe som form og stil er kendte for danskerne, så glider form og stil ned. Kun det fagreste træ, journalistens ære, er visnet undervejs  - fordi ytringsfrihed og mindretalsdemokrati kommer i klemme.

Tydeligst bliver ved folkeafstemningen her i september den fraværende journalistiske faglighed i den trykte og elbårne presses overtagelse af de fire store Christiansborg-partiers borgfred. Politikerne vedtager, at de for at fremstå som enige skal høre op med at være politikere. Oppositionen, hvis pligt det er at være opposition, tier stille. Regeringen holder igen med lovgivning og afgørelser. Ingen kan hindre magten i at træde et skridt tilbage, ja, nogen nyder lige frem stilheden, mens de ser olympiade. Men alle former for presse svigter ved at gøre borgfreden også til pressens sag. Nyhedsformidlingen lægger sig i læ ved borgfredens rod. Pressen tilpasser sig magthavernes tøven, og en gang mente vi i hvert fald ikke, at netop det var pressens vigtigste opgave.

Målestokken for pressens tildeling af ytrings-muligheder kunne i stedet for folketingets sammensætning, der ikke har noget med folkeafstemningen at gøre, være det danske folks valg til EU-parlamentet, da nu euroen netop er et EU-spørgsmål. I hvert fald ville det være mere i pagt med de store partiers egen opfattelse, når vi holder folketingsvalg, hvor de selv af al kraft prøver at holde EU-spørgsmål ude. Den slags emner afgøres jo ved valg til EU-parlamentet, siger de så. Eller ved folkeafstemninger. De fleste kan huske det nyeste eksempel, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen netop for at slippe for indflydelse fra danskernes EU-holdninger ved seneste valg kaldte sig selv for garant for de fire forbehold, hvoraf det ene altså skal falde allerede nu.

Partierne bruger altså valg til EU-parlamentet og folkeafstemninger i flæng, efter eget forgodtbefindende. Det kan ingen hindre magthavere i. Men det burde give overvejelser for en presse, der vil være fri - og blive troet som en fri presse. Især må det føre til overvejelse netop hos de redaktionsledere, der selv mener, at Europa-parlamentet er vigtigere end folketinget, eller at det i fremtiden bør være sådan. Men selvsagt også hos dem, der mener, at Europa-parlamentet bestemmer alt for meget.

Drude Dahlerups Juni-bevægelse har lige så mange mandater i Europa-parlamentet som socialdemokraterne og tre gange så mange som det andet regeringsparti, de radikale. De to folkelige bevægelser mod udvidelsen af EUs magt har tilsammen lige så mange mandater som regeringspartierne. Det er selvsagt mere end sært, at den kendsgerning slet ikke er spejlet netop i de store dele af pressen, der mener at EU er vigtigere end Danmark og folketinget.

Efter mit syn er det imidlertid lige så galt alene at lægge styrke-delingen i EU-parlamentet til grund for oplysende og formidlende journalistik.  Det er hverken folketingets parti-sammensætning eller danskernes valg til Europa-parlamentet, der bør være udgangspunkt for en uvildig journalistik ved en folkeafstemning. Det grundlæggende er derimod journalist-fagets egen natur, dets stræben efter redelighed og dets agtelse for demokratiets form, der i Danmark i hundred år kun består af mindretal.

Uvildighed har haft bedre kår denne gang end tidligere, også i den skrevne presse, der før ofte tog til orde med ført pen. Aviserne er trængt af, at færre vil købe og læse dem, og en dag vil også avisredaktører opdage, at det ikke alene er fjernsyn, radio og internet, der truer dem, men også deres skødesløse omgang med læsernes holdninger og følelser.

I radio og fjernsyn er der taget lidt ved lære af manglende åbenhed ved tidligere folkeafstemninger, selvom både radio og fjernsyn de seneste dage i ly af olympiaden synes mere og mere at give efter for magthaverne, mindre agtpågivende over for journalist-fagets indbyggede redeligheds-krav end i de foregående måneder.

Men nogle af de store klumper er gledet godt gennem halsen. Reimer Bos ene-udspørgen i Danmarks Radio fandt en varig og holdbar form undervejs. Han var meget bukkende og skrabende i den første udsendelse med udenrigsministeren og økonomiministeren, men det er set før ved indledningen til den slags serier, fordi den redaktionelt valgte form og stil må tilpasses virkeligheden. Faktisk er det kun Mette Fugl, det til nu er lykkedes at holde samme stil over for tilhængere og modstandere en hel serie igennem. Reimer Bos form og udsendelsens præg skiftede helt undervejs, retfærdigvis hurtigt efter det første program. Men det er nok mere givende, at der er to spørgere, og at de vælges med vægt på forskellighed - både i faglighed og holdning.

TV2s vælgermøde-stil havde den svaghed, som hører stilen til, at spørgsmålene synes vigtigere end svarene. Men at det er en helt godtagelig journalistisk form, skal der ikke være tvivl om, fordi vælgermøder altid mere har været slagord end oplysning, mere brøl end brikflytning. Derfor skal det dog ikke agtes ringe, slet ikke i den historiske form, hvor der var tid til holdninger.

Mere dybtgående har Danmarks Radios "Deadline" på fjernsyns-toeren været. Her så vi et godt eksempel på, at en journalists frihed kan vokse med de redaktionelle sammenhænge, journalisten bringes i. Poul Smidt, i lang tid Danmarks Radios Brüssel-medarbejder, var forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten knyttet til morgenernes radioaviser og blev  dag for dag mikrofonholder for statsministeren. Allerede inden vi nåede frem til krydsets dag den gang, havde Poul Smidt rebet sejlene. I et radio-opgør om Danmarks Radios udsendelser forud for Amsterdam-traktaten var det netop Poul Smidt, der stod som bolværk for alsidighed og ytringsfrihed. I hans nye rolle som redaktør af de sene nyheder og kommentarer på toeren så vi ham frigjort af redaktionelt pres, og det var en glæde, lige som Conny Hedegaard i samme vært-rolle, netop fordi vi kender hendes ja-holdning, på fremragende vis spurgte dybt, så både ja-folk og nej.-folk fik noget ud af det.

Værst har enmandsmiraklet Kaare R Schou på TV2 været. Man kunne sende elpost med spørgsmål til ham, og han valgte så et spørgsmål ud, som en fra hver side svarede på, hvorefter Kaare R Schou optrådte som overdommer. Oftest var hans ord værre end dem, der myldrede fra partikontorer hos tilhængere og modstandere. Han optræder, som om han alene i kongeriget sidder inde med den endegyldige sandhed - og han skræver længere, end bukserne og snæversynet kan holde. Værst da han på Nyrups store nederlags-dag kunne slå fast, at folkepensionen var sikret, hvad den jo så ikke var. Og sagligt helt ved siden af, da han sammenlignede flexlån efter et ja eller nej. Hans V Bischoff havde forud gjort sagligt rede for samme sag i Danmarks Radios fjernsyn, sagligt dybtgående og journalistisk med ynde.

Selvsagt ryger der en finke af panden i så mange måneders pressedækning. Det skal der også være plads til, og kun smålighed tæller op, når det er nødvendigt for fjernsynet at dække to ja-sigere - Auken og Ellemann - i kamp med hinanden, min salighed gentaget af TVMidtVest, der dækkede et møde i Sahl, hvor der kun var to ja-sigere som talere samt en sandsiger, der kunne give os resultatet forud. Retfærdigvis var der dog mest humor i TVMidtVests indslag. Men hvorfor de netop i Sahl lader sig nøje med det enøjede, forbliver en gåde. De synes at være, hvor vi alle var for blot få år siden - i partiernes og partipressens vold.

Vel er overmagten ude. Vel er formidlingen af ytringer og nyheder stadig vind og skæv. Dybest set tror jeg ikke, skævvridningen er til magthavernes fordel. Den skader også journalistfagets omdømme. Men der er mange lyspunkter denne gang, ikke til nej-sidens fordel, for det ville være lige så vindt og skævt, men lys forude for et journalist-fag, der tør være sig selv, uræd og i ordets egentligste forstand fri.

© Poul Erik Søe – 26. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Tilføjelse 27. september 2000 kl. 23,30: Udsendelsen "Deadline" fik sidste aften før afstemningen hele sit fine værk ødelagt af Barbara Gram, der misbrugte øjeblikket efter politikernes sidste ord i debatten til at slæbe tre kvindelige ja-sigere på stribe ind for at nedgøre modstanden mod euroen, ikke på de sagsområder, de var indbudt til, men i alle tre tilfælde som rene parts-politiske indlæg. Ikke den mindste indsigelse var der plads for, ingen agtelse for, at det danske folk i dette øjeblik står delt efter alt, hvad vi ved, og at det nu er vælgernes tur. Det kunne virke som bestilt propaganda, grov undervurdering af seerne - og man kan kun  håbe, at det giver alvorligt bagslag. 

Tilføjelse 28. september 2000: Glæden ved skiftet til redelig journalistik i flere af Danmarks Radios redaktioner synes i tiden efter, at politikerne er frarøvet mulighed for at komme til orde, at måtte afløses af harme. En af landets mest redelige journalister, Kjeld Koplev, solgte sig på selve valgdagen til magthaverne. Han faldt for den fristelse på den efter hævdvunden skik debatfri valgdag at samtale med den danske EU-kommissær Poul Nilssons kabinetchef Claus Haugaard Sørensen", som "fortalte historier fra hverdagen i EU-kommissionen". Om man er ja-siger eller nej-siger i dag, så vil ethvert kendskab til dansk skik og brug i omgangen med agtelsen for vælgeren på valgdagen helt selvfølgelig få een til at afstå fra den slags billige kneb. Kjeld Koplev må være uden den agtelse, eller hans forbillede er de tyveknægte, vi foragter mest her ude på landet - dem, der misbruger de ulåste døre og sniger sig ind midt i høsttiden, hvor alle hænder er på marken.
Lige så rablende er udsendelsen Synsfeltet, når der over middag på valgdagen er plads for det EU-kritiske medlem af EU-parlamentet Herman Schmid fra Sverige i en snak om kampen mellem enkeltstaterne i EU og Ministerrådets med embedsmænd. Uanset holdningerne er det en krænkelse af valg-freden, når denne journalistiske uskik breder sig - og Danmarks Radios forestillinger fra den tid, da der var pligt til alsidighed, og hvor en udsendelse for kunne opveje en udsendelse imod, er langt fra nutidens virkelighed. Det handler her ikke om alsidighedens vægtskål, men om agtelsen for valgfreden. De to udsendelser på radioens program 1 vil sikkert dække sig ind under, at der var tale om genudsendelser. Men det fritager selvsagt ikke for ansvar, for hvis nogen ved, hvornår bringes anden gang, må det dog være journalisterne selv. Der må i den samlede programlægning være hensyn til det overordnede, at man ikke et øjeblik kan mistænkes for med snuhed og kneb at ville liste sig med ind i stemmeboksen på selve valgdagen.

Enmandsavisens forside