Marianne Jelved må
gå eller give efter
Regeringen kan ikke bære en minister, der end ikke kan læse stemmeresultater

Marianne har valgt sig en stil, som har givet pote. Hun optræder altid sejrsikker. Og der ikke tvivl om, at det har dragning på visse vælgere og åbenbart også giver knus og kram i Brüssel, hvor hun efter eget udsagn har "verdens bedste kolleger".

Det tilkommer ikke mig at rette stil på andre, men de fleste, faktisk alle undtagen Marianne Jelved, vil indse med sig selv, at det er en bitte skidt stil at være sejrsikker i en helt særegen stilling - nemlig når man har tabt. Tilmed i Jelveds tilfælde efter et nederlag så prægtigt som det, det danske folk tilføjede først og fremmest hende og statsministeren torsdag. 

Alle ord fra Marianne Jelved fredag  lyder - som de lød før torsdag. Men regeringen kan ikke bære en minister, der end ikke kan læse stemmeresultater. Marianne Jelved må gå eller give efter. 

Selvsagt skal hun ikke opgive holdningerne. Men hun skal skifte politik, fordi den politik, hun står for, ikke har ført til det, hun vil med sine holdninger. Det er en helt sædvanlig fremgangsmåde hos politikere i hele verden at lytte til vælgerne, især når de taler så tydeligt som torsdag i Danmark.

Marianne Jelved kan sagtens sidde i folketinget og kæmpe for sine holdninger. Og hvis hun ellers kan blive valgt på det synspunkt, kan hun tilmed stå fast på, at hun ønsker en ny folkeafstemning om dansk tilslutning til euroen inden jul. Det er selvsagt retten for ethvert medlem af folketinget og den, der vil prøve at blive valgt til folketinget.

Men Marianne Jelved kan ikke sidde i regeringen med de samme holdninger som før torsdag. Statsministerens udsagn er, at vælgernes nej vil få indflydelse på dansk EU-politik. Og til det synspunkt må Marianne Jelved skifte straks eller gå af. Hun kan med den plads, hun har haft som kvægdriver for et ja ikke nøjes med at tie, men må tilkendegive tydeligt, at hun er klar til et skifte.

Dansk demokratis lyseste dag i årtier blev for Marianne Jelved ifølge hende selv til den sorteste i hendes liv. Hun var ved at græde i Brüssel. Og følelser skal man hverken rette på eller håne. Alt det er menneskeligt forståeligt, men Marianne Jelved er ikke EU-kommissær eller minister for EU som helhed, men minister i en dansk regering, hvis statsminister har det med at give løfter, der ikke bliver holdt, og som nu har lovet en ny EU-politik, som i selv samme øjeblik bliver utroværdig, fordi økonomiministeren ikke helhjertet giver udtryk for, at hun har forstået afstemningens tal.

Marianne Jelved søger sin trøst hos kolleger i EU dagen efter, at danske vælgere har stødt hendes EU-politik ud i mørket. Men der i Det radikale Venstres fortid mer trøst at hente end i Brüssel. 

Forud for folketingsvalget i 1957 blev en af de radikale ledere, Bertel Dahlgaard, spurgt, om han efter valget ville danne regering med Danmarks Retsforbund - grundskylds-partiet frem for alle i dansk politik. Bertel Dahlgaard svarede, at "han hellere ville dø en naturlig død".

Efter valget dannede socialdemokrater og radikale regering - selvsagt med retsforbundet. Bertel Dahlgaard var i høj i grad i live, for han forstod at lytte og skifte. Lige netop i Marianne Jelveds tilfælde er Bertel Dahlgaard på mange andre måder et godt forbillede. Det er ham, der har skabt det økonomiministerium, hun i dag sidder i - og den lovgivning om økonomisk samordning, som var udgangspunktet.

Marianne Jelved står imidlertid stadig stædig og stamper i gulvet mod danskernes klare nej til netop hendes EU-politik. Og nu vil hun også hævne sig. Hun siger, at hun under ingen omstændigheder forhandler med Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Hun siger ifølge Danmarks Radios tekst-tv 29.9.2000: "Jeg kommer ikke til et møde i statsministeriet sammen med de andre partier, hvor Junibevægelsen og Folkebevægelsen også sidder med ved bordet".

Det er igen manglen på evne til at skifte politik, der ligger bag ordene. Enhver, også Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU, indser, at det mandat, regeringen skal have for eksempel til forhandlingerne om en ny EU-traktat i Nice til december, alene kan vedtages af folketinget. Men derfor kan regeringen da sagtens forud holde møder - også i statsministeriet - med andre end folketingets partier. Dansk Industri og Dansk metal samt mange andre EU-vilde, LO og arbejdsgiverne, render ind og ud ad dørene, når de har lyst. Selvsagt kan folkevalgte til EU-parlamentet også deltage i møder med ministre og folketingsmedlemmer. Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU har fire gange så mange valgte i EU-parlamentet som det radikale Venstre. 

Det var den tilkendegivelse, Marianne Jelved burde være kommet med. Hun skal agte danskernes nej ved at være rede til at drøfte EU-politik også med dem, der er talsfolk for så mange danskeres modstand. Og så kunne hun selvsagt have føjet til, at mandatet for regeringen i EU-forhandlingerne alene vedtages af folketinget.

© Poul Erik Søe – 29. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside