Ja-sigerne vil
ikke blive glemt
Partisystemet må gennemgribende fornyes for at svare til nutidigt demokrati

Der manglede nogen ord i partileder-samtalen sidst på afstemnings-aftenen. Statsministeren burde have sagt, at ja-sigerne ikke vil blive glemt. Det kan da ikke være sådan, at et mindretal på omkring 46 procent af det danske folk nu skal være ude i kulden. 

Når ja-siden tidligere har vundet EU-afstemninger, så er der altid blevet sendt hilsener til nej-sigerne som tabere med løfte om, at de ikke ville blive glemt. Samme krav på agtelse har selvsagt de dele af det danske folk, der har sagt ja.

Nu kan det imidlertid, især når det handler om løfte-, garanti- og grundlovs-bryderen Nyrup Rasmussen, forholde sig sådan, at han i virkeligheden vil følge ja-sigernes politik, ikke med euroen naturligvis, men i den øvrige EU-politik. I så fald må der nok stærkere midler til at overtyde ham om, at det nej, der er sagt nu, er et dansk nej, som nu efter hele flertals-synet i folkestyret ikke bare må agtes, men sikres indflydelse i hele EU-politikken.

Folk, der har stemt nej, har virkelig grund til at tro, at de ikke kun har sagt nej til euroen. De har jo dag efter dag i striden  før afstemningen hørt, at hvis de sagde nej, så var det første skridt ud af unionen. Ingen af ja-partierne har holdt sig tilbage med det synspunkt. En del af det danske nej er sagt i tillid til, at ja-partierne virkelig mener, hvad de siger. Ja-partierne er derfor pligtige til at tage skridt væk fra den europæiske union og lige ud modarbejde en europæisk stat.

Lige nu er det modetrælleri i tolkningerne af det danske nej at tale om et splittet, et opdelt nej, fordelt på yderligtgående partier og bevægelser. Det er tolkere, der ikke vil lytte til, hvad der blev sagt torsdag.

Herligst er det, når folk, der ivrigt kalder sig selv kyndige, med stor sikkerhed kan sige, hvem af de forskellige grupper, der vandt afstemningen. Sikkerheden i disse tolkninger springer formentlig af, at tolkerne ser sig selv højt hævet over vi lavtuddannede dumme, der tilsyneladende efter de taktfulde undersøgelser udgør en voksende del af folket.

Allerherligst var det på TV2s valgaften. De to studieværter var veloplagte og lykkeligt smilende, indtil de så de første resultater. Modsat Danmarks Radios værter genvandt de to på TV2 aldrig helse og fornuft resten af aftenen. Højdepunktet var, da Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kom til borgen, omsværmet af pressen. Nu kunne TV2s tolker fortælle os, at nej-sejren i langt højere grad var Pia Kjærsgaards end Holger K Nielsens. At både Kjærsgaard og Nielsen selv afviser, at sejren skulle være deres personlige, bliver end ikke hørt. TV2s mand hiver ud af luften og sine egne højtuddannede fordomme den påstand, at sejren er Dansk Folkepartis mere end Socialistisk Folkepartis.

Dermed gør TV2s tolker sig til en fremmed. For det er jo netop den tankegang, enhver ansvarlig prøvede at modarbejde hos den udenlandske presse. Det var jo tydeligt, at Nyrup Rasmussen - iøvrigt forståeligt nok - havde sine tanker ude af huset. Det var vigtigt, især da med Karen Jespersen blandt sine ministre, ikke at få det danske ja tolket som en ny gang Haider. Man skal være helt usædvanlig bundet af højtuddannede fordomme for som dansker at tro, at det lille Dansk Folkeparti skulle have haft eneindflydelse på det danske nej. Enhver ved, at mange har stemt nej netop på trods af dansk Folkepartis råd om at stemme sådan.

Det er i det hele taget med så stort et nej uden noget sagligt grundlag at tale om parti-delingen blandt nej-sigerne. Jan Sjursen fra Kristeligt Folkeparti og Frank Aaen fra Enhedslisten har efter mit skøn været de værdifuldeste og mest vidende blandt nej-sidens fortalere. De folkelige bevægelser mod EUs vækst har været talerør for mange flere, end de får stemmer ved EU-valgene. Men blandt skaberne af det danske nej er da også Marianne Jelved med sin manglende lydhørhed, Mimi Jakobsen og Lone Dybkjær i deres magtfuldkommenhed. Det ville være helt blåøjet at tro andet, lige som det har været kærkomment for mange at give Nyrup en ordentlig begmand for Østrig-sagen og andre brudte EU-løfter. Men hvad der nu end har været indbygget i det danske nej, så har det været fælles, at modstanden mod euroen var stor nok til, at folk kunne bruge den til at få sagt stop til det højtuddannede præsteskab i partier, medier og organisationer.

Nej-siden skiller sig på den vis ikke fra ja-siden, hvor en lige så dyb delthed er til stede. Nok er der ja-sigere så højtuddannede og internationaliserede, at de aldrig har lært ordet nej i flinkeskolen. De siger ja til hvad som helst. Men det er et fåtal af de mange, der har sagt ja. Der er med sikkerhed mange ja-folk, som har været fristet af et nej, men som ikke har villet være i stue med Pia Kjærsgaard. Borgerlige, der måske ville have stemt nej, ville ikke være sammen med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Mulige nej-sigere, som stemte nej, kan være blevet presset på deres arbejdsplads. Mange har troet på ja-partiernes trusler, nationalbankdirektørens husmoderlige ja eller Lise Nørgaard på forsiden af Marianne Jelveds foldere. Andre har troet, de måtte sælge huset ved et nej. Andre har været flinke folk, der trods eget syn ikke ville skade deres elskede parti. Men ikke engang halvdelen af de socialdemokratiske vælgere har stemt ja, så det er indlysende nok, at ja-siden er lige så sammensat som nej-sidens vælgere.

Og det er kernen i det, vi lavtuddannede dumme mener, man kan lære af danskernes nej-dag. Parti-systemet er brudt sammen. Hverken midtens partier eller de yderligtgående, som denne gang blev de inderligtgående, der noget særegent brugte hjertemusklen til at føre blyanten i stemmeboksen, er udtryk for de strømninger, der findes hos danske vælgere. Partisystemet må gennemgribende fornyes for at svare til nutidigt dansk demokrati. Og partierne må fratages de enerettigheder, de har tiltaget sig i forhold til opstillinger og folketingsvalg. 

© Poul Erik Søe – 29. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside