Folket på pension
Det var Europas førende industrier, der skabte tvivl om folkepensionen og nu har ført til en dansk hovsa-garanti

Det er forfatteren Fay Weldon, der har set rigtigt på det danske tillidstab. Som gæst i landet sagde hun, at tilliden til politikerne er så ringe, at ingen længere kan nøjes med et løfte, men må have en garanti.

Det er endda en tand ringere. Ingen tror længere heller på garantier. Efterløns-garantien blev det stik modsatte af, hvad der var garanteret. Og socialdemokratiet gik sidste gang til valg som garant for de danske EU-forbehold.

Danske vælgere er ikke så tossede endda. De har fundet ud af, at de hellere selv må sørge for garantien. Politikere havde længe regnet med, at folket var gået på pension, og at danskerne bare ville nikke ja. Det er der i hvert fald ikke garanti for i øjeblikket.

Men vi har fået en ny garanti. Den må vist hedde hovsa-garantien. Først var det lagt stort op fra Dansk Metal, der ville have en fællesgaranti fra regeringspartierne samt Venstre og Konservative. Det kunne man ikke enes om. Og så kom statsministeren og Marianne Jelved med hovsa-garantien. De vil skam skrive i regerings-erklæringen engang efter folkeafstemningen, at folkepensionen skal vi da blive ved med at have, uanset hvordan vi stemmer om euroen

Sagkyndige har med det samme sagt fra. Den slags garantier er ikke juridisk holdbare. En regerings-erklæring binder ikke folketingets flertal - og da slet ikke efter nyvalg. Hovsa-garantien er at regne for et valgløfte, og dem har man for at bryde.

Men mest hovsa har der været, fordi ingen kan finde ud, hvorfor ja-partierne pludselig ville give garantier. I skræk for meningsmålingerne har ja-partierne ment at måtte fare ud med et eller andet. De har ikke hørt efter, hvad modstanderne af euroen sagde. De påduttede dem synspunkter om folkepensionen, som ingen havde i sammenhæng med euroen.

Det er ikke i september,. den danske velfærdslæst er truet, men i december, når der skal laves ny traktat. Et dansk ja til euroen giver EU frie hænder til en ny traktat, hvor dansk selvråderet også over velfærden er truet. Men der er jo meget lang tid til december.

Jamen, nogen må da have talt om folkepensionens forsvinden? Ja, ikke bare talt, men krævet. 48 førende industrier har krævet voldsomme ændringer i pensioneringerne. 

De sidder i en organisation, der hedder ERT - en nedkortning af EUROPEAN ROUND TABLE. Disse 48 riddere af det runde bord ved, hvordan det kommer til at gå bedre i Europa, hvis deres tanker bliver fulgt. Og det gør de noget ved.. På deres hjemmeside kan læse, at de selv mener siden 1983 at have gjort en bemærkelsesværdig indsats for en øget samtale mellem industri og regeringer. Fra Danmark er en mand fra Carlsberg med om industriens runde bord, måske en af forklaringerne på, at Carlsberg pludselig siger ja til euroen.

Rundbords-ridderne har vedtaget en udtalelse om europæiske pensioner. De kalder den selv "En appel for reform". Det er skam ikke noget, de skjuler. De udsendte en pressemeddelelse om det 14. februar 2000, og lige siden da har da også EU-politikere i alle landene talt om ændring i de offentlige pensioner. Undtagen i Danmark selvsagt, for vi skal jo have folkeafstemning. Det særlige er imidlertid, at ifølge pressemeddelelsen så var formanden for EU-kommissionen, Romani Prodi med, og han var skam ikke imod. Han sagde tak til. Og det er med garanti.

Men lad nu rundbords-ridderne selv få ordet, for det er dem, der strikker Europas nye socialpolitik sammen. I deres presse-meddelelse står der:

"Europas førende industriledere bad i dag (14.2.2000) nationale og europæiske politikere om at få styr på de offentlige pensionsprogrammer og advarede om, at konkurrenceevnen, væksten og befolkningens tillid til regeringerne er i fare, hvis Europa fortsat ignorerer den lurende krise.

Morris Tabaksblat, formand for ERT, og Carlo de Benedetti, vice-formand for ERT og leder af ERT's arbejdsgruppe vedrørende pensionsreformer, præsenterede formelt ERT's rapport om "Europæiske pensioner: En appel om reform" for formanden for EU-Kommissionen, Romani Prodi.

Kort efter blev der afholdt en pressekonference. Romani Prodi udtrykte glæde over ERT's initiativ og sagde, at Kommissionen arbejder på at lave et udkast til et direktiv inden sommer, og at dette ville bringe det indre markeds fordele til de supplerende pensioner og fjerne de hindringer, som ligger i de nuværende ordninger.

 "De offentlige pensioner kan ikke længere bære byrden af folkepensioner. Vi alarmerer nu regeringerne og siger, at kun en øjeblikkelig og samlet aktion vil hindre alvorlige skader på de fremtidige generationers livskvalitet og økonomiske forventninger. Man kan ikke længere behandle pensionerne som udelukkende et nationalt problem", sagde Morris Tabaksblat.

"Selvom der ikke findes en bestemt reformpakke, der kan bruges til de forskellige pensionssystemer i Europa, mener ERT, at der er basis for fælles målsætninger og og fælles aktioner.  ERT-rapporten indeholder klare anbefalinger til de nationale og de europæiske politikere, som sammen kan være med til at hindre de nuværende pensionssystemer i at trække økonomierne ind i en nedadgående spiral med lav vækst, stigende budgetunderskud samt højere skatter og sociale sikringsbidrag."

Gad nu vide, hvem der har magten i Europa? Er det EU-kommissionens formand sammen med 48 førende industrier - eller Nyrup og Jelved med den der garanti, der skal skrives, når folkeafstemningen engang er veloverstået?

Jeg tænkte, nogen måske ville have glæde at se, hvem der sidder med om det runde bord. Jeg har taget deres firmaer med, og købmanden i Ølgod er ikke på listen:

Richard Schenz, Østrig, OMV
Etienne Davignon, Belgien, Société Générale de Belgique
Daniel Janssen, Belgien, Solvay
André Leysen, Belgien, Gevaert
Flemming Lindeløv, Danmark, Carlsberg

Jean-Louis Beffa, Frankrig, Saint-Gobain
Bertrand Collomb, Frankrig, Lafarge
Thierry Desmarest, Frankrig, Total
Jean-René Fourtou, Frankrig, Aventis
Alain Joly, Frankrig, Air Liquide

Gérard Mestrallet, Frankrig, Suez Lyonnaise des Eaux
Franck Riboud, Frankrig, Danone
Louis Schweitzer, Frankrig, Renault

Jorma Ollila, Finland, Nokia
Gerhard Cromme, Tyskland, Thyssen-Krupp

Ulrich Hartmann, Tyskland, Veba
Heinrich von Pierer, Tyskland, Siemens
Manfred Schneider, Tyskland, Bayer
Ron Sommer, Tyskland, Deutsche Telekom
Jürgen Weber, Tyskland, Deutsche Lufthansa
Mark Wössner, Tyskland, Bertelsmann

Dimitris Daskalopoulos, Grækenland, Delta Holding
Michael Smurfit, Irland, Jefferson Smurfit

Roberto Colaninno, Italien, Olivetti

Carlo De Benedetti, Italien, Cofide-Cir 

Paolo Fresco, Italien, Fiat
Marco Tronchetti Provera, Italien, Pirelli
Cor Boonstra, Holland, Philips
Antony Burgmans, Holland, Unilever
Cees van Lede, Holland, Akzo Nobel
Morris Tabaksblat, Holland, Reed Elsevier
Egil Myklebust, Norge, Norsk Hydro
Américo Amorim, Portugal, Amorim
Alfonso Cortina, Spanien, Repsol
José Antonio Garrido, Spanien, Iberdrola
Percy Barnevik, Sverige, Investor
Lars Ramqvist, Sverige, Ericsson
Peter Brabeck-Letmathe, Schweiz, Nestlé

Fritz Gerber, Schweiz, F. Hoffmann-La Roche
Göran Lindahl, Schweiz, ABB

Jak Kamhi, Tyrkiet, Profilo Holding
Peter Bonfield, England, BT
David Lees, England, GKN
Charles Miller Smith, England, ICI
Mark Moody-Stuart, England, Royal Dutch/Shell
Nigel Rudd, England, Pilkington
George Simpson, England, Marconi
Peter Sutherland, England, BP Amoco

Skal vi vædde en bajer, ikke nødvendigvis en Carlsberg, på, hvem der garanteret har magten - de 48 virksomheder eller Nyrups og Jelveds underskrifter engang efter folkeafstemningen?

© Poul Erik Søe – 17. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside