Til sidst kun danskere,
der vil have euroen
Tyskerne og englænderne lige ivrige efter at sige nej til euroen - Den manglende folkelige opbakning skaber alvorlig europæisk krise

Der truer en frygtelig nedtur. Og det er efterhånden ligegyldigt, om danskerne siger ja eller nej til euroen 28. september.  For i de store lande, som har magten i EU, er den ikke bare gal – men nær afgrunden.

Der truer et folkeligt oprør i de store EU-lande. Ikke i Danmark, for danskerne har vitterligt kunnet sige til eller fra, efterhånden som EU tiltog sig større magt. Selv den, der ikke kan lide folkeafstemninger, vil indse, at vi i hvert fald vinder ved, at vi drøfter sagerne og stemmer om dem.

Men i store EU-lande er der nu så lidt folkelig opbakning, at selv politikerne har angst. Og de ser en orkan nærme sig, fordi folkene er imod, hvad politikerne gennemfører uden at spørge vælgerne.

Det er frygt for en bølge af folkelig vrede, der nu får selv en tysk EU-kommissær til at tale om folkeafstemninger om EU-spørgsmål også i Tyskland. Det er ikke nogen ligegyldig kommissær, der er ude med ønsket om folkeafstemning blandt tyskerne. Forslaget kommer fra Günther Verheugen, der er EU-kommissær for unionens udvidelsesplaner, altså optagelsen af østlandene.

Den tyske EU-kommissær mener, at der burde have været holdt en tysk folkeafstemning om euroen. Han siger det selvsagt, fordi han ved, at tyskernes modstand mod euroen er kraftig og vedvarende. Tyskerne vil have deres D-mark, som før euroen var stabil og pengemæssigt roskabende, Han prøver med sine alt for sene ord at imødekomme en folkelig strømning, der hader euroen.

En ny meningsmåling fra Forsa-instituttet i Tyskland viser, at 63 procent af tyskerne hellere ville beholde deres D-mark frem for at indføre euromønter og eurosedler om halvandet år.

Vi ved også selv, hvorfor den tyske EU-kommissær er ræd for den vedvarende, voldsomme tyske modstand mod euroen. Tyskerne har oplevet, hvordan deres penge pludselig ikke var noget værd. Pengeforringelsen mellem verdenskrigene gjorde, at det kostede millioner at købe et brød. Man kørte med trækvogn til bageren, fordi man ikke kunne fragte de mange pengesedler på anden vis.

Det handler om følgerne af to slægtleds angst for pludselig fra den ene dag til den anden at se alle værdier svinde ind til nul. Det er den angst, der røber sig i tyskernes nej til euroen, et nej de ikke kan komme af med, for de får ingen folkeafstemning. Der er ikke et øjebliks tvivl om, at den stadigt tiltagende vold i Tyskland netop har sammenhæng med, at vælgerne ikke kan komme til at udtrykke sig demokratisk imod EU-sammensværgelsen.

Tyskerne ser nemlig euro-møntunionen som en sammensværgelse. Og de finder sig ikke i, hvad danskerne må tåle. De godtager ikke tavsheden om, at euroen er faldet mer end 27 procent i forhold til dollaren. Og de oplever trods løfter om det stik modsatte rentestigninger, som vi gør det i Danmark, hvor renten på grund af euroens svaghed er steget hele syv gange bare i år. Samtidig truer danske politikere med rentestigning, hvis vi siger nej. Enhver, tysker eller dansker, ved på sin pengepung, at rentens stigning og stigning ikke har med ja eller nej at gøre.

Tysk presse kunne så sent som søndag melde om stadig flere røster, der anklager de to tyske regeringspartier, socialdemokraterne og de grønne, for ikke at gribe ind mod den stadige pengeforringelse og de stadige renteforhøjelser, dikteret af den ny europæiske centralbank. Regeringen har siddet med tomme hænder – uden politisk evne til at øve indflydelse. Netop når et så stort land som Tyskland nu vredes over manglende indflydelse, så er det et vrangbillede, når danskerne samtidig loves indflydelse, bare vi siger ja. Tyskerne har euroen – de ved, hvad de taler om.

Endnu farligere er det selvsagt, når den tyske EU-kommissær  Günther Verheugen foreslår tysk folkeafstemning om udvidelse af EU med østlandene – netop det område, han er EU-ansvarlig for. Det er indlysende, at Günther Verheugen ikke siger det af lyst til mer demokrati, men i nød, fordi han, den tyske regering og de tyske politikere i forvejen ikke kan styre den stadig meget høje arbejdsløshed i Tyskland, den nynazistiske uro og frygten for et pres på arbejdsmarkedet fra østlandene som medlemmer af EU.

Det er i sig selv uhyrligt, hvis tyskerne lige netop skulle stemme om EUs udvidelse med østlandene, når vælgerne aldrig i en folkeafstemning har haft mulighed for at tage stilling til de stadige magtudvidelser i EU. Det er ikke noget tilfælde, at netop det forslag kommer – og det ser mest ud som et forsøg på at vaske politikernes store vanskeligheder med østudvidelserne af på vælgerne. EU-kommissær Günther Verheugens ord lyder som et nødråb, som om han ønsker at få udvidelsen standset af vælgerne – fordi de tyske politikere i EU har bundet sig til mere, end de kan holde til politisk i hjemlandet.

Samtidig er det ganske klart, også af de nyeste målingerne i Danmark, at danskerne forudsætter udvidelsen af EU med østlandene, når de skal stemme 28. september. Det er jo også, hvad der blev lovet os, hvis vi sagde ja til Amsterdam-traktaten. Vi er rent ud blevet narret, hvis den tyske EU-kommissærs ord om tysk folkeafstemning er varsel om, hvad de venter os og østlandene. Ikke engang dagens udtalelser fra den tyske regering om optagelsen af østlandene er samstemmende. Regeringschefen siger, at optagelsen vil ske fra om tre år. En minister fra partiet de grønne taler om fem år.

Når samtidig englænderne som det andet store EU-land fastholder deres modstand mod euro-møntunionen, så er der ikke længere folkelig opbakning til det, EU og lige nu Danmark er i gang med – ganske uanset danskernes ja eller nej sidst på måneden. 69 procent af briterne vil ikke erstatte pund med euro. Til sidst er det kun de danske ja-partier, der vil have den euro indført.

© Poul Erik Søe – 4. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside