Ebbe Kløvedal Reichs bog "Solskin og lyn"
Bogen om hvorfor
netop danskerne har
folkeafstemning
om euroen
Sangbar Danmarks-historie fra Ebbe Kløvedal Reich

I dag er Ebbe Kløvedal Reichs nye bog "Solskin og lyn - Grundtvig og hans sang til livet" på gaden. Det er ikke en bog om folkeafstemningen og euroen, men den fortæller med Grundtvigs liv og digt som kerne det danske folkestyres særegne historie, der er baggrunden for, at netop danskerne holder folkeafstemning om euroen, ikke på grund af fjendskabet, som findes alle vegne, men fordi vi grundlæggende gør hinanden stærkere gennem kampen og i Grundtvig fandt en læst for samvær på trods og i kraft af modsætninger.

Ebbe Kløvedal Reich har for mange år siden skrevet hovedværket om Frederik, den digteriske fremstilling og forståelse af Grundtvig. Det er rigt, at han nu også for Forlaget Vartov har skrevet den let tilgængelige og dybe bog, der styres af Grundtvigs digtning, sådan som Grundtvig selv fik ord og tanker ved at give dem form i digte og sange, i snit et digt eller en sang hver fjortende dag.

Bogen henter sin titel i et vers, der kom med i seneste udgave af højskolesangbogen. Verset skildrer - som Reichs bog - modsætningerne i Grundtvigs liv. Grundtvig ser livet som modsætninger, som modstykker - det onde og det gode, det døde og det levende, ja, selv fred og ro er modsætninger. Kun ikke sjæl og legeme, som er forenet i et guddommeligt eksperiment. Verset er fra sangen "Nu skal det åbenbares" og handler om lys og oplysning:

Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn;
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,

det andet slår ihjel!

Ebbe Kløvedal Reich er selv i sit liv og i sit livs store værk, den samlede fortælling om folket og menneskeheden i sammenhæng, ind til marven præget af modstykkerne i dette vers og har kunnet fastholde i alle kampe, at al sand oplysning er mild og blid. Ebbe Kløvedal Reichs varemærke er "Gladest ved det milde", ikke i det vege, men som våbenskjold i politisk og folkelig kamp. Det er oplysningens sande, sarte tone, der gennemlyser den ny bog.

Fortællingen er indrammet af ord om, hvad Grundtvigs digt og mål blev omsat til i verden og i Danmark. Den er et nærgående svar til dem, der lige nu vil gøre Grundtvig til indavlsdansker i sivsko og folkedragt. Grundtvig skrev ikke Danmarkshistorier, selvom han selv er Danmarks-historie. Han skrev universal-historier. Han er optaget af folket som del af den fælles menneskehed, søger Guds fodspor i hvert folk for at finde Guds samlede plan, der for Grundtvig, Reich og alle andre lykkeligt forbliver en gåde. 

Reich har udtrykt det samme også længe før denne bog med spørgsmål om, hvad det var vi begyndte på som danskere og som del af den samlede menneskehed. Bogen her er svaret på den danskhed, der i sig selv er ligegyldig og kun vigtig, fordi den er nøglen til samtidig forståelse af folkenes fælles virkelighed og os selv. Undervejs fatter man, at det at være et folk ikke er det, der skiller os fra de andre, men den vigtigste tråd til fællesskabet.

Bogens højre-sider er ligetil, en grundtvigsk digtsamling, noget af det bedste, der kom fra hans hånd. Venstre-siderne er Ebbe Kløvedals Reichs fortælling om Grundtvig i sammenhæng med det digt, der står lige over for. Det hele kan læses i sammenhæng, men siderne hver for sig er også skildringen af, hvilket nu digtene er blevet til i. Arbejdsformen skaber en ny strenghed, velgørende i sin korthed, men samtidig åbnende og indtrængende i Grundtvigs sang til livet.

Med bogen følger på to cd'er  mange stykker skiveskåret fra Grundtvigs hånd, i nye toner, skabt og virkeliggjort af Ole Kock Hansen og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Det meste af det nye tonesprog stiller sig til rådighed for ordene, skubber dem i overraskende øjeblikke frem på scenen og muliggør ny klarhed. Det hele oser af, at bogens og skivernes kunstnere har haft et rigt og skabende fællesskab undervejs, som smitter af på det fælles værk. Det er gammelt og nyt i lykkelig forening - og grundtvigsk: - Loven for folkelivet - som for alt liv - er uophørlig bevægelse.

Folkeligt skal alt nu være
trindt om land fra tå til top,
noget nyt der er i gære,
det selv tosser kan forstå;
men kan alt, hvad brister, bødes
med det ny, som først skal fødes?
Ved man også, hvad man vil,
mer end "brød og skuespil"?

Folk! hvad er vel folk i grunden?
hvad betyder "folkeligt"?
er det næsen eller munden,
hvorpå man opdager sligt?
findes, skjult for hvermands øje,
folket kun i kæmpehøje
eller bag hver busk og plov,
i hver kødklump før og grov?

Folk der var i gamle dage,
både store folk og små,
om der end er folk tilbage,
gøres nu her prøver på:
Folkeånder alle vågne,
som de vævre, så de dovne,
hvad de alle kan og vil
er at sætte alt på spil.

Til et folk de alle høre,
som sig regne selv dertil,
har for modersmålet øre,har for fædrelandet ild;
resten selv som dragedukker
sig fra folket udelukker,
lyse selv sig ud af æt,
nægte selv sig indfødsret.

Rive løs sig rigets stænder
fra den fælles folkeånd,
da går hoved, fødder, hænder
latterlig på egen hånd,
da er riget sønderrevet,
fortidsalderen udlevet,
folket mødig sover hen,
vågner vanskelig igen.

Får vi ægte danske love,
danske skoler splinterny,
danske tanker, danske plove,
rinder op vort gamle ry:
"Dansken, lykkelig begavet,
bor med fred og fryd på havet";
da er folkets dåd og digt,
da er alting folkeligt.

Folkeligt er her i vangen
endnu eet af hjertens grund,
folkelig er elskovssangen,
ægte dansk i allen stund,
ej på val og ej på tinge
agtes børn og kvinder ringe,
hvad der end går op og ned,
dansk er immer kærlighed!

Grundtvig

© Poul Erik Søe – 26. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside