Hvem køber blommer,
mens de er rådne?
Ja-siden må gerne hævde, vi kan melde os ud af euroen, men nej-siden ikke, at vi kan melde os ind i euroen

Man står hos den handlende med fingrene nede i blommerne. Opdager så, at de er rådne. Hvem køber rådne blommer? Nej, man venter til senere, når den handlende har fået en frisk sending.

Alle ved, at euroen er rådden nu. Dens værdi er faldet med 25 procent. Selv dens fædre siger, den har skabt valutakrise. Euro-banken ligger på knæ i USA og Japan for bare at få en smule støtte.

Euroen fremkalder inflation, pengeforringelse, priserne skrues opad, og renten stiger, så det bliver dyrere at låne penge. Euroen fremtvinger politiske indgreb uden hensyn til de enkelte folks velfærd og samhørighed. 

Det er ikke euro-modstanderne, der siger det. Det er de ivrigste euro-tilhængere i de andre lande.

Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer har netop talt på universitetet i Georgetown i USA. Han sagde: "De mange små og mellemstore magter, som har dannet den europæiske søjle af vor transatlantiske alliance gennem de seneste årtier, bliver erstattet af en europæisk union, som ikke bare er økonomisk, men også politisk integreret."

Det er kun i Danmark, ja-sigerne hygger sig i smug, mens Europa er ved at brænde folkenes vugge. De tier om, at staten Europa er dagsordenen lige syd for vore grænser. Og at den dagsorden er åben og kendt. 

Men på dansk jord i disse timer er der stor opstandelse, fordi nogle modstandere af euroen har sagt, at man kan melde sig ind i euroen senere.

Det er jo, hvad modstanderne af euroen har sagt i alle måneder. Stemmer man ja, så er det uigenkaldeligt. Det siger også euro-bankens leder, Duisenberg. Stemmer man nej, kan man melde sig ind senere, hvis Danmark får lyst eller påvirkes af andre lande som Sverige og England.

Det fremstilles, som om det er nye ord. Det er rent vrøvl. Ordene fra nej-siden må nødvendigvis siges. På grund af statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Statsministeren hævder hele tiden, at vi kan fortryde, hvis vi siger ja. Vi kan melde os ud igen. det garanterer han, skønt alle i euro-landene siger det stik modsatte.

Det er latterligt, at det af ja-siden nu gøres til noget sært, at nej-sigerne peger på, at ved et nej kan vi senere fortryde. Det er jo det selv samme, som statsministeren siger om et ja. Forskellen er bare, at Nyrup er ene om garantien for fortrydelsesret ved et ja. Hele Europa griner ad ham.

Ordene både fra ja-folk og nej-folk om fortrydelse, om senere at kunne melde sig ud og ind, er selvsagt henvendt til tvivlerne, som ikke ved, hvad de skal stemme på torsdag.

Når ja-siden kan sige, at vi kan melde os ud af euroen, hvad i al verden skulle der så være galt ved, at nej-siden siger, at vi kan melde os ind i euroen.

Udmeldelse og indmeldelse er jo for de fleste ja-folk og nej-folk ikke, hvad de ønsker. Ja-folkene vil, at vi skal sige ja, blive i euroen og gå videre i samarbejdet frem mod den europæiske stat. Nej-folkene ønsker, vi skal sige nej, blive ude af euroen og kæmpe mod en europæisk stat.

Men begge sider ved, at der er vælgere, som ser rådne blommer og vil vente, til der kommer en ny sending. Det er dem, der tales til, og det skal begge sider selvsagt gøre med al den redelighed og styrke, de kan. Det er jo her, kampen står lige nu.

Det handler altså om, at statsministeren lover en ny sending blommer i stedet for de rådne, men er aldeles ene i Europa om at tro på, at de blommer kommer.

Nej-sigerne ved lige så sikkert som ja-folkene, at lige nu er euro-butikkens blommer rådne. Nej-sigerne lover så, at vi selv - ganske uanset England, Sverige eller de 11 eurolande - når som helst kan vælge, om vi vil have en ny sending. Hvis nogle vælgere kun vil købe blommer, når andre lande siger god for dem, så er det de vælgeres afgørelse. Men ved et nej kan Danmark aldeles frit selv lave en ny folkeafstemning og melde os ind i euroen. De andre lande kan end ikke hindre os i det. Det har vi ret til efter Amsterdam-traktaten. Selv den ivrigste ja-siger vil ikke nægte den sandhed.

Når vi køber en vare hos den handlende, har vi en fortrydelsesret, men den ret gælder ikke, når vi handler med Nyrup Rasmussen og ja-partierne. Men den gælder, hvis vi lader være med at købe katten i sækken nu, og senere mener, at vi vil være med.

Eller på dansk: - Spis ikke rådne blommer med de store, de spytter stenene ud i hovedet på dig.

© Poul Erik Søe – 26. september 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside