Folkenes fælles nødråb
Græsk strejke mod euro-tilpasningens lidelser og litauisk tilbagevenden til socialismen i EU-vrede

Mens euroen i skrivende time dalrer omkring den kurs, som på ny vil koste 70-80 milliarder at rette op, har to andre folk sluttet sig til danskernes nej,. De gør det bare med andre midler, fordi magten nægter dem en folkeafstemning.

I Grækenland er en storstrejke i gang. Grækerne har valgt strejke-våbnet mod de store vanskeligheder, der er skabt for deres velfærd, fordi de tvangsmæssigt skulle tilpasses eurolandenes optagelses-krav. 

Forud for folkeafstemningen i Danmark hørte vi jubel over, at grækerne ville være med i euro-møntunionen. Men det var magthavernes ja, der var årsag til jublen. Nu rives sløret fra fjæset, og vi ser, hvordan den jævne græker må ty til strejkens indsigelse mod det nedslag, euro-tilpasningen skaber for hverdags-pengepungen. 

Også i Grækenland handler det om, at netop på de fælles områder, hjælpen til de svageste, er der skåret dybest for at tilpasse sig euroen. Det er jo også grunden til, at euro-landene ligger, som de har redt, med omkring 10 procent arbejdsløshed. Euroens forberedelse og indførelse har fastholdt euro-landene i en socialt skæv stramhed, som tilmed ikke har været umagen værd. I Irland har de længe haft kraftig pengeforringelse som følge af euroen, men de har solgt Irlands egen ret til at gribe ind. De er i EUs bur.

I Litauen ser vi ved det lige overståede valg et sving tilbage til den socialisme, som Litauen gjorde op med for ti år siden. Ingen i Litauen lægger skjul på, at drejningen tilbage til fortiden skyldes EUs optagelses-krav. I Litauen har EU-kravene lige ud ført til nød, og folket gør oprør ved at skifte magthaverne ud.

Set med danske briller er det væsentlige, at de små lande er kuet af EU, og at folkene må finde andre måder at sige nej på, da de ikke har folkeafstemninger. I forvejen er der ingen tvivl om, at væksten i nazisme og andre kraftfulde yderligtgående bevægelser i Tyskland har samme baggrund, alt for mange års fravær af sociale muligheder på grund af euro-tilpasningen. At euroen så tilmed forberedes med mindsket social indsats netop i det tiår, da de to tysklande genforenes, har kun styrket de udemokratiske kræfter.

De små folk er harme og vælger hver deres sprog at udtrykke vreden i. Men der bliver ikke lyttet i Brüssel, heller ikke af de danske EU-partier og regeringen. Med største selvfølgelighed taler udenrigsminister Niels Helveg Petersen om, at på baggrund af et dansk nej kan vi ikke hindre de andre i at gå videre. Det er en sær selvfølgelighed. 

Når små lande udtrykker deres modvilje, og når de ikke vil mere union, så skal der ikke lyttes til dem, og EU skal ikke være et spejl af de faktiske holdninger i unionens folkegrupper. Men når magthavere i store lande vil have mere union, så skal de skam have lov til det. Det er kun så selvfølgeligt. Niels Helveg Petersen vil ikke være det danske folks talerør i EU, men vælger at være EUs talerør i Danmark. Han har nedlagt udenrigsministeriet og gjort det til EU-kommissionens ambassade i Danmark.

Og EU er da også ved at overtage indenrigspolitikken. Dansk demokrati skal i fremtiden overvåges af EU. Det, EU-statslederne gjorde mod Østrig, endnu før en regering var dannet efter et demokratisk valg, skal i fremtiden være en mulighed, som EU kan gøre brug af når som helst og over for alle EU-lande. 

12 EU-stater vil i den ny Nice-traktat indføre, hvad de kalder "en permanent overvågningsmekanisme inden for EU-systemet". Historien må være hurtigt glemt, når lande som Hitlers Tyskland, Francos Spanien og Mussolinis Italien et slægtled senere mener at kunne opkaste sig som demokratiske dommere også over for Danmark. Vrangen vendes endnu mere ud af billedet, når man tænker på, at tyskerne netop nu har mere end nok at gøre hjemme, hvor de er ved at forbyde et nazi-parti.

Ivrig for overvågning af landenes demokrati er også Frankrig, der i øjeblikket har den praktiske ledelse af EU. Det er heller ikke den yderste ydmyghed, Frankrig stiller med. Frankrig bruger statsterrorisme selv mod en fredelig bevægelse som Greenpeace. Det var den franske efterretningstjeneste, der bombesprængte Greenpeaces skib i New Zeeland. Mon ikke Frankrig har rigeligt at gøre med at overvåge sit eget demokrati og sin egen statsterrorisme?

EUs folk er i oprør. De bruger forskellige sprog og forskellige virkemidler. Men grænsen er nået. Folkene har oprettet deres egen overvågning af EUs magt og vækstdrøm. Danskerne vil hurtigt opdage, at deres nej på stemmesedlen sidst i september ikke rækker. Også vi kan hurtigt som folk i de andre små lande være nødt til at finde andre udtryksformer - og vigtigst er den årvågne overvågning af magthaverne, som uden hensyn til demokratiet gør os til trælle under unionen.

© Poul Erik Søe – 10. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside