I kvæld blev der banket på fru Jelveds port
En vise om danskernes kronede dage

I kvæld blev der banket på fru Jelveds port,
og luften begyndte at gløde.
- I natten klam og kold og sort
hvem volder mig den møde?

Helt bitterlig sad sig fru Jelved på seng,
i lovbogen plettedes tårer.
Så greb hun sin maske så streng
og svulmed sine årer.

Ved nyt slag på porten hun rejste sig brat,
og kinderne tog til at rødes.
Tanker om magt og mål er sat
til i fru Jelved at mødes.

Hun letter på klinken og retter sit hår.
- O, hvem vil mit sortsind forsøde?
- Jeg, Mor Danmark, for døren står
mit folk har rejst mig fra døde.

- Vig bag mig, din kælling, gå bort fra min gård,
vi rø’r ikke folkepensionen!
- Jeg hente vil smykket til hår,
giv mig tilbage nu kronen.

Da tabte fru Jelved sin krone af hånd.
Mor Danmark gik bort med sit smykke.
Nu har vi mindre af euro end ånd,
så folket synger til lykke.

Fru Jelved til syden alene på sti
trasked til trøst i Bruxelles,
hendes spor er kun tårer, fordi

hun ej blandt kronede tælles.

© Poul Erik Søe – 2. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside