Partierne er endt med at
være i vejen for folket
Snakken om rygende uenighed blandt nej-partier er løsagtig underholdning, for ingen ville lytte, hvis de var enige

Det er lige nu alment modetrælleri i pressen fra Politiken til Kristeligt Dagblad at skrive nedladende om nej-partierne, der efter folkeafstemningen om euro-møntunionen er rygende uenige. Fjernsynets forskellige udgaver synger også godt med på den sang.

Det er jo blot pressens valg, at den rygende uenighed er ny og værd at skrive om. Pressen kunne med samme grund og lige så stærkt hævde, at ja-partierne er rygende uenige, hvad de er.

Det var endog nødvendigt for ja-partierne at holde hemmeligt møde forud for deres stævne med nej-partierne ved det påståede forsonings-møde i statsministeriet. Det er en sær og indelukket måde at forsones på, men uenigheden har været så åbenbar blandt ja-partierne, at de måtte hugge en hæl og skære en tå for at finde fælles træsko-nummer, inden de mødte nej-partierne.

Der er intet usædvanligt, intet nyt i den rygende uenighed, hverken i nej-partierne eller ja-partierne. Hele det danske folk er indbyrdes rygende uenige. Det kan jo læses af tallene.

Enhver fra statsministeren til Venstres Anders Fogh Rasmussen ved, at ja-partiernes uenighed i måneder før folkeafstemningen var voldsom. Men man tvang sig selv til at tie. Derfor skynder Venstre sig nu sammen med de konservative og omegnsdemokraterne at ride langt væk fra forhandlingerne om finansloven.

Efter måneders falsk samklang mellem ja-partierne er de rygende uenige, ikke bare om EU og dansk EU-politik, men om de daglige gøremål. Konservative og Venstre skælder ud på et delforlig om finansloven og kalder det rødt. Venstre siger endda ræverødt. Den gamle kommunist-forskrækkelse varmes op til ny valgkamp.

Omegnsdemokraternes Mimi Jakobsen var endda skingert i gang, allerede før folkeafstemningen. Hun ville mistænkeliggøre Enhedslistens Frank Aaen, fordi han er gammel kommunist. Det var åbenbart meget vigtigt i hendes vejledning om at stemme ja. Hun kunne som så ofte før været gået hjem til far Erhard, der som ung socialist gik rundt og hev folks dannebrogsflag ned fra flagstængerne, fordi han hellere ville se et rødt flag smælde. Og hun kunne tænke på Norge, hvor to socialdemokratiske statsministre og en konservativ statsminister har været tidligere kommunister.

Men vi er, hvor vi var. Dansk politik har ikke ændret sig. Og det er ikke overraskende. Hverken for ja-partier eller nej-partier. Det er jo folkestyrets egentlige krise, at partierne som magtfulde foreninger har sat sig på demokratiet og med valgloven gør alt for at hindre nye i at komme til. Derfor er folketinget ikke et spejl af folket – og det gælder på aldeles samme måde for ja-partier som nej-partier.

Når der nu kan slås partipolitisk mønt (i danske kroner) på den såkaldte rygende uenighed i nej-partierne, så lader det sig kun  gøre, fordi ja-partiernes talsfolk før folkeafstemningen lod, som om nej-partierne var en blok. Vælgerne lod sig ikke skræmme af den påstand. De vidste udmærket, at der var langt fra Dansk Folkeparti til Socialistisk Folkeparti – og fra Kristeligt Folkeparti til Enhedslisten.

Økonomiministeriets øverste sagkyndige i spørgsmål om møntunioner, forfatteren Lise Nørgaard, talte om nej-partierne som ”den uhellige alliance”. Men der var ingen alliance, hvad ingen heller i sandhed kunne tro. Lige som der selvsagt ingen alliance var mellem ja-partierne. Partierne på begge sider opførte et spil demokrati. På den ene side gjorde de, hvad man kunne ønske sig, rådgav vælgerne ud fra deres eget syn på ja og nej. På den anden side brugte de den politiske propagandas form, som om de ejede demokratiet. Men partierne er ikke folkestyret, de valgte har kun demokratiet til låns.

Folkeafstemningen viser, at folkestyret virker – når det ligger i vælgerens hånd. Striden bagefter viser, at folkestyret ikke virker, når partierne lægger magtens hånd på det.

Det er aldeles ikke overraskende, at partierne er i strid efter folkeafstemningen. Partierne har aldrig haft vilje til at spejle folkets EU-politik. Partierne har villet belære os og belure os, snyde sig igennem med et syn, der aldrig har været danske folks i fællesskab.

Desværre har vi end ikke grund til håb om, at partierne kan høre det danske nej til EU-magthaverne også i de ja-stemmer, der blev krydset - eller det danske ja til mellemfolkeligt fællesskab i de nej-krydser, der blev sat.

Det er ikke de modstridende syn i det danske folk, der er noget galt med. Den strid er det mest frugtbare, vi har. Det gale er, at partierne i et kvart århundrede har undertrykt samtalen og modsætningerne.

Ved to folkeafstemninger har det danske folk sagt til parti-politikerne, at de er uduelige til at føre EU-politik på Danmarks vegne. Folkestyrets krise skyldes ikke de danske vælgere, der rundt i Europa uanset EU-standpunkt agtes for mod, indsigt og vilje til at handle og møde frem, når der skal siges til eller fra. Folkestyrets krise skyldes, at partierne, hvor værdifulde de end var et stykke af vejen, er forældede. Partierne er endt som lukkede kredsløb. Vi må ganske enkelt finde demokratiske former og en valglov, der mindsker partiernes magt. Partierne er endt med at være i vejen for folket.

Tænksomme folk vil nok sige til mig, at det nu alligevel ville være bedre, om nej-partierne ikke var rygende uenige efter folkeafstemningen. Men lad os tænke tanken til ende. Hvis både det kristelige, det socialistiske og det danske folkeparti plus Enhedslisten var enige, hvad så? Ville det ændre noget som helst? Ja-partierne sidder på et helt overvældende flertal, som de indtil nu har brugt og misbrugt efter lyst. Om så Pia Kjærsgaard, Jan Sjursen, Holger Nielsen og Frank Aaen dannede parti et fællesskab, så var det revnende ligegyldigt for den danske EU-politik.

Derfor er det kun gøgleri, når det dag for dag fremstilles som skæbnesvangert, at nej-partierne er uenige. Om de så hang sammen som ærtehalm, så ændrede det ikke en tøddel. Hele snakken om den rygende uenighed er underholdning og samtidig den trykte og elbårne presses stræben efter at skjule også sit eget nederlag ved folkeafstemningen.

© Poul Erik Søe – 13. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside