Det tildelte
demokrati
Partierne vil ikke bare sidde på magten, men nu også dele den vilkårligt ud

Det radikale Venstres medlem af EU-parlamentet Lone Dybkjær har det med at rende efter det magtfulde - for så at overhale inden om og selv tage magten. Det viser sig på ny i hendes seneste forslag om, at Juni-bevægelsen og Folkebevægelsen mod EU skal skaffes plads i folketinget.

Indtil hun blev taget på sengen, havde Lone Dybkjær held med at fremstille de folkelige bevægelsers indsigelse mod EUs vækst og magt som uansvarlig. Da de to bevægelser ikke sidder i folketinget, så har de overladt partierne i folketinget at virkeliggøre det nej, danskerne sagde ved folkeafstemningen 28. september. Det er Lone Dybkjærs synspunkt, og mange af taber-partierne ved folkeafstemningen har sunget med på hendes nidvise.

Imidlertid er der intet overraskende i hverken folketings-partiernes magt og de to bevægelses mangel på magt i folketinget. Hverken Juni-bevægelsen eller Folkebevægelsen på EU havde ringeste indflydelse på, at der blev udskrevet folkeafstemning. Deres standpunkt var, at det af alle partier lovede forbehold mod dansk deltagelse i euro-møntunionen skulle stå ved magt. Det var alene ja-partierne, der nu står som taber-partierne, som gennemtvang folkeafstemningen.

Det er følgelig snu snak, når de to bevægelser nu fremstilles som uansvarlige, da de netop ikke har ansvar for udskrivningen af folkeafstemningen og derfor heller ikke kan have ansvar for følgerne - ikke i anden mening, end at enhver dansker har ansvar.

Der ligger desuden i Lone Dybkjærs tankegang det særegne, at Juni-bevægelsen og Folkebevægelsen mod EU skulle være særligt skyldige i, at det blev et nej. I forhold til de to bevægelsers tilslutning ved valget til EU-parlamentet, om end de tilsammen er fire gange så stærke som Det radikale Venstre, har det ingen rimelighed alene at give de to bevægelser skylden - eller æren - for det tydelige danske nej, forstærket af vælgernes ivrige fremmøde.

Selvsagt har de to bevægelser samt nogle af folketingets partier fra Enhedslisten til Kristeligt Folkeparti været mere i pagt med det danske folk end folketingets partier. Men ingen får nogen sinde klaring på, om det danske nej skyldes de to bevægelsers ordvalg, eller om Lone Dybkjærs magtfuldkomne og arrige råben sludder efter indsigerne har haft lige så stor virkning. Og da ingen af os kender den egentlige baggrund, gør vi nok klogest i alle at gå ud fra, at danskeren har ment, hvad danskeren satte kryds ved.

Men Lone Dybkjær er groet fast i den holdning, at taber-partierne i regering og folketing har lidt nederlag på grund af de to bevægelser. Det kan bevægelserne godt være tjent med, men ikke danskerne. Hele holdningen spejler et syn på danskerne som et umyndiggjort folk, ude af stand til selvstændig tænkning, vildledt af alle andre end taber-partierne.

Det vil så Lone Dybkjær rette op på ved at tildele Juni-bevægelsen og Folkebevægelsen mod EU plads i folketinget. Så vil de rigtigt få ansvar, mener hun. Men oprigtigt talt er det svært at indse, hvorfor de to bevægelser skulle være uansvarlige, mens de ikke er i folketinget, for pludselig at blive dybt ansvarlige, hvis de kom i folketinget. 

I hvert fald vil de fleste skrive under på, at pladser i folketinget ikke just har fremmet ansvarligheden hos de partier, der allerede sidder på tinge, og det uansvarlige hos regering og folketingets ja-partier er vel aldrig malet så tydeligt for øje som netop forud for folkeafstemningen. Det har vist sig, at ikke et ord om alle katastroferne kan tages for pålydende værdi. Faktisk kan selv enhver ja-siger se, at det var nej-sigerne, også i bevægelserne, der havde ansvarlig og voksen omgang både med økonomien og politikken.

I følgeord til Lone Dybkjærs holdning skrev jeg i Kristeligt Dagblad allerede 22. september 2000, altså forud for Lone Dybkjærs seneste forslag om at give adgang til folketinget for de to danske bevægelser, som i forvejen er med i EU-parlamentet:

"Et parti er en forening. Et parti er en forening som en skakklub eller en sangforening. Hverken mer eller mindre. Foreninger er mødested for folk, der er optaget af det samme. Og det gælder, ligegyldigt om emnet er frimærker, dans eller politik.

Derfor kender grundloven ikke til partier. Et folketingsmedlem er efter grundloven sig selv, kun bundet af sin samvittighed. Grundloven er ligeglad med, hvilke foreninger folketingsmedlemmet har kort til. Et parti er ikke en forening af folketingsmedlemmer, men af vælgere...

Tidligt i euro-striden gentog den radikale Lone Dybkjær, hvad vi har hørt tit. Bevægelserne mod EUs vækst burde stille op til folketinget og tage medansvar for dansk politik. Men ordene er et vrangbillede på det danske folkestyres nutidige vilkår.

Man kan med lige så stor ret vende det om og sige, at partierne burde åbne sig for den kendsgerning, at halvdelen af kongeriget er imod, hvad partierne gør i EU. I 25 år har vi ikke haft en EU-modstander som minister i Danmark, fordi halvdelen af folket holdes uden for indflydelse. ..

De to folkebevægelser imod unionens vækst har handlet klogt. De kunne være gået i den fælde at bruge tiden på at blive partier. Igen og igen skulle de så have været ude at samle 60-70.000 underskrifter. De havde aldrig fået tid til at føre politik.

Og det er jo kernen, at det er partierne ved fadet, der sætter de andre til som trælle at slæbe retten til at opstille hjem. Det er ikke grundloven, der kræver indsamling af underskrifter. Det er valgloven, som magtens store partier har strikket sammen i fællesskab.

Det kan sagtens forsvares, at der skal samles underskrifter. Men i så fald skal alle partier til hvert valg samle underskrifter, også partierne i folketinget. Et valg sletter alle spor. Når valget er udskrevet står alle lige. Et parti kan ikke arve en fortrinsstilling, fordi det tidligere har været i folketinget. Hvis det var meningen, havde det stået i grundloven.

Meningen er den modsatte, at på valgdagen er alle aldeles lige. Men de store partier har i magtfuldkommenhed langsomt tiltaget sig rettigheder, de ikke har. De kan ikke kræve noget af andre partier, som ikke gælder for dem selv. I hvert fald ikke, hvis de vil kaldes demokrater."

Nu tydeliggør Lone Dybkjær med sit forslag om, at bevægelserne mod EUs vækst, skal kunne opstille til folketinget uden at samle underskrifter, partiernes misbrug af folkestyret. Hun burde indse, at hendes eget parti sammen med de andre taber-partier er skyldige i, at mere end halvdelen af danskerne ses som uduelige og ubrugelige til at sidde i regering - nøjagtig som Estrups Højre i 52 år havde magt til at holde bønderne, 80 procent af det danske folk, uden for regeringen.

Lone Dybkjær forsvarer med en tankegang som den, at da partierne netop er foreninger, og da de fleste parti-foreninger har flertal af ja-sigere blandt medlemmerne, så må der blive overtal af ja-sigere i politik. Men kortslutningen hos Lone Dybkjær er, at et lands regering ikke er nogen forening. Hvis der er noget parti, der gør sig til af at ville skille regering og folketing, så er det netop Det radikale Venstre. Men den rigtige tanke får ikke de radikale til at godtage EU-modstandere i regeringen, så vi fortsætter med den tilstand, at Danmarks regering er regering for mindre end halvdelen af danskerne. Det er ikke en tilstand, der får Lone Dybkjær eller andre i taber.-partierne til blot et øjeblik at tænke, at de måske skulle luge i egen urtegård, før de dømmer andre som uansvarlige.

Lone Dybkjær er på gal vej, når magt i demokratiet nu er noget, som de siddende magthavere kan tildele andre part i. Det er jo, hvad det handler om, når der skal skaffes særlig adgang for de to bevægelser mod EU-vækst. Lone Dybkjær taler ligefrem om, at det er en håndsrækning til de to bevægelser.

Men i demokratiet er magt ikke et spørgsmål om tildeling af nådegaver fra de øjeblikkeligt magthavende. Ingen over og ingen ved siden af vælgerne. Det vil være endnu en grov krænkelse af den lige og almindelige valgret, hvis folketingets partier, som i forvejen har tilranet sig arveret til opstilling af folketingskandidater, nu også kan testamentere den udemokratiske arveret - at kunne opstille uden at indsamle underskrifter - til fjernere slægtled. Det er slet og ret en genindførelse af adel og privilegier, som man så under øjeblikkets pres deler under bordet med slægtninge, født uden for parti-ægteskabet.

Der er kun een vej til et demokrati, som i ordets oprindelige ånd er for folket. Vejen er at fjerne de adelsrettigheder og privilegier, som partierne har tildelt sig selv gennem valgloven og lovgivningen om tilskud til partierne selv. Lone Dybkjær er talskvinde for magtens vilkårlighed. Hun er vedligeholder af en opdeling i overklasse og underklasse i demokratiet. Hun kender intet til den ørkesløse vandring for at samle underskrifter ind. Hun har aldrig været nødt at tage et skridt, som var påtvunget af magtens udøvere, men har i sin tennis-verden holdt sig på den banehalvdel, hvor andre har tromlet gruset.

© Poul Erik Søe – 19. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside