Nu skal Østrig overvåge
det danske demokrati
Dansk ja til at lade svindelens, bedrageriernes og demokrati-underskuddets EU overvåge demokratierne

Nu skal Østrig til at overvåge dansk demokrati. Det siger folkeafstemningens taber-partier ja til. Der skal oprettes en særlig overvågning, som kan fortsætte med indgreb af den slags, som 14 EU-statsledere gjorde mod Østrig. I fremtiden skal Østrig bare også selv være med, og overvågningen skal ske i EUs navn.

EU-kommissionens formand Prodi sagde ellers lige efter Østrigs-indgrebets fjernelse for at mildne nej-sigerne ved den danske folkeafstemning, at "i fremtiden ville man respektere demokratiske valg i alle landene". Det var jo en indrømmelse af, at man ikke havde agtet demokratiet, men nu ville til at gøre det. Med overvågningen som fremtid i EU er Prodis ord gjort til skamme efter kun halvanden måned.

Partiet Venstre er åbenbart kommet uden for folkeafstemningens rækkevidde og går pludselig ind for, at EU skal overvåge landenes demokratier, selvsagt også Danmarks. Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen var før folkeafstemningen så inderligt imod statsminister Nyrup Rasmussens grundlovsbrud, da statsministeren lod Danmark deltage i Østrig-indgrebet. Hele tiden gentog og gentog Fogh Rasmussen, at det ikke var EU, der greb ind. Nu bliver det så EU. Nu vil Anders Fogh Rasmussen gøre de fjorten EU-statslederes fejltagelse til reglen i EU.

I al stilfærdighed må der spørges, om folkeafstemningen ikke tilsagde taber-partierne, at det var alvor med det danske folks nej til mere EU-magt? Hvad bilder Venstre og regeringspartierne sig ind, når de nu med pisken løftet vil kuske det danske folk? 

Lige så stilfærdigt kan det siges, at enhver kan gennemskue, hvorfor det sker. Netop fordi danskerne i det, statsministerens selv har kaldt et folkeligt nej, tog afstand fra øget magt til EU, så skal danske politikere for endelig ikke at blive mistolket ude i EU gå imod deres eget folk og  være noget så europæiske.

Selv uden den danske folkeafstemning er det åbenbart, at EU er mindst egnet af alle til at overvåge demokrati. EU kendetegnes for alle ved at have underskud af demokrati i sit eget virke. OG EU har netop måtte skaffe sig af med en hel kommission, fordi EU-kommissærerne var fælles ansvarlige for svindel og bedragerier. Nu skal magt-hulen EU gøres til helligsted, der uden blusel sætter sig til at overvåge demokrati i de enkelte folk. 

Den, der er ren, kaster den første sten. Sådan noget gammeldags sludder. Nej, den, der er beskidt, sværter de andre for at hvidvaske sig selv. Det er nok det, statsministerens hvidbog om dansk politik i EU vil komme til handle om. Og ingen er nærmere til at skrive den end han, der krænkede dansk demokrati ved at bryde grundloven, selve demokratiets grundlag, for at kunne dømme Østrigs demokrati.

Det kan være svært nok at se, hvordan et Tyskland med så stærk en nynazisme, at forbud mod partier er på vej, kan optræde som dommer over andre landes demokrati. Det er måske endnu sværere at se Frankrig, som har det svært med menneskerettigheds-konventionen, optræde som duks. Eller et England, hvor regeringen for at redde handelen med oksekød løj om kogalskaben med tab af mange menneskeliv til følge. Måske er det allersværest at se os selv som andres dommere. Mon ikke enhver har mer end rigeligt at se til på hjemmebane?

© Poul Erik Søe – 28. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside