Gider du lige høre ordet
indflydelse sidste gang?

Ja-partierne, der siger, vi mistede indflydelse ved at stemme nej, vil nu sælge dansk vetoret i EU og miste den vigtigste indflydelse

De østeuropæiske lande burde, da de gerne selv vil, for længst have været med i EU. Men østlandene forstyrrer de store magtlandes plan om vækst hen imod mer union. Derfor er de blevet holdt ude. Og derfor holdes de ude længe endnu.

Østlandene kunne optages i dag, hvis der i EU var den fredens vilje, der ord-drypper fra de magtgriskes hule tænder. Der var intet i Maastricht-traktaten, der hindrede østlandene i at være med. Og der er intet i den ny Amsterdam-traktat, der spærrer. Ethvert østeuropæisk land, der selv ønsker det, kan komme med.

Men den opskrift, der bruges ved østlandenes optagelse, er den samme som altid i EU. Brødet skal altid stilles så længe til hævning, at unionen vokser. Opskriften er den genkendeligt politiske, at ændringer på eet område skaber egnede øjeblikke til at ændre på helt andre felter.

Men virkeligheden i EUs aftale-grundlag med de enkelte, selvstændige stater, som er medlemmer nu, er, at andre lande i Europa kan optages. Det er slet ikke nødvendigt med en ny traktat i Nice. Den ny Nice-traktat har ikke til formål at skabe plads for østlandene. Den har til formål at øge unionen - og især at gøre de store landes magt større end hidtil aftalt. 

Da Amsterdam-traktaten blev gjort, virkede gæret ikke som ønsket. De store brød hævede ikke op over den form, de havde i forvejen. Derfor blev der tilføjet den dejlægning, der skal ende med Nice-traktaten. For optagelsen af østlandene er det nye brød helt unødvendigt. Og nu har danskerne så sagt, at de ikke kan lide lugten i bageriet, og udtalelser i de fleste EU-lande siger, at mange er enige med danskerne. Just i dag meldes, at engelsk, skotsk og walisisk modstand mod euroen er vokset til 70 procent af folket. Nær halvdelen vil helt ud af EU.

De østeuropæiske lande på EUs venteliste bliver groft misbrugt. Det er ikke fredens sag, det handler om for magtlandene i Europa. Fred i EU-mund er et gejl-ord, der skal sikre lydighed hos folkene - magt-landenes egne folk og dem, der står på spring. Fred er et lille kønt ord, men i EU er det bare vandrørt flormelis som dæklag over de store brøds magt-spil. 

Endnu ti år efter den sovjetiske unions sammenbrud holdes de østeuropæiske lande ude. Fordi de store lande vil udnytte optagelsen af de tidligere kommunistiske lande til at sikre en udvidelse af deres egen magt. De store EU-landes griske griben ud efter mer magt og mer union er lykkedes så godt, at de østeuropæiske lande tilsyneladende tror på Nice-traktatens nødvendighed. De må se at lære sig, at Nice-traktaten blot er ny ovn til gamle brød, der skal spises til den pølsepindssuppe, som skal svække de små landes indflydelse i EU.

Selvsagt kan de østeuropæiske landes regeringer i dag se, at de har skadet deres egen sag grusomt ved i en sammensværgelse at lade deres ambassadører tale imod det danske folks selvstændige afgørelse i folkeafstemningen. Nu er de fleste danskere næppe i tvivl om, at østlandenes regeringer og ambassadører formentlig ikke kan regnes for så klodsede, at de har handlet, uden at der først har været forbindelse mellem den danske regering og deres egne regeringer. Der var så mange lande med i sammensværgelsen, at sandheden om den sag nok kommer for en dag.

Er der noget, der har fremmet det danske nej, så er det opstillingen af østlandenes statsministre på rad og række foran en mikrofon, hvor de blandede sig i den danske folkeafstemning på det møde, de havde med statsminister Poul Nyrup Rasmussen forud for danskernes nej-dag. Endnu engang handlede mødet ikke om deres egen optagelse i EU, men i stedet misbrug af dem til unions-formål. Hvis der var noget, danske vælgere kunne se af fjernsynets gengivelse, var det den klare fremstilling af, hvordan selvstændige stater i EUs forgård bliver til dikkende lammehaler.

Østlandene kan dog tage det med ro. Der er næppe hverken i det danske folk eller i partier og bevægelser nogen, som vil hævne den kluntede indblanding i dansk folkestyre. Der er snarere en følelse dels af medlidenhed, dels af taknemmelighed for så tydeligt at have fået vist, hvad unions-lydighed er.

Østlandene må derfor nu indse, at intet har gavnet deres drøm om optagelse i EU mere end danskernes nej ved folkeafstemningen. I hvert fald er det en kendsgerning, hvis ånden i folkeafstemningens krav om stop til mere union bliver ved med at brede sig så hastigt som i disse dage til de andre EU-lande. Og det er virkelighed, når den danske regering holder op med at være regering for et andet, frit opfundet folk end det, der sagde nej i torsdag.

Den danske regering vil lige nu på samme tid blæse, have rød-hvidt vadmel i munden og spise brød med de store. Den danske regering og de danske ja-partier, der før folkeafstemningen i Danmark ikke kunne åbne munden, før ordet indflydelse flød over læberne, vil i Nice helt af egen drift mindske Danmarks og de andre små landes indflydelse. Uden at lytte til det danske folk skal veto-retten, ethvert lands ret til at sige stop, sælges. Hele tankegangen er jo den groveste krænkelse af østlandene, der åbenbart ikke kan deltage på samme demokratiske vis som andre EU-lande. De østeuropæiske folk skal hindres i at kunne sige nej, og samtidig skal det hindres, at det danske folk kan gentage sit nej fra 1992 og fra i torsdags.

Hvis ja-politikerne blot et øjeblik troede på deres egne ord, ville det hjælpe en del. Hvis ja-politikerne virkelig mener, at det danske nej i torsdag førte til mindre indflydelse, så er det jo tåbeligt at sælge veto-retten og frivilligt give afkald på endnu mere indflydelse. Men i dag tror ingen, næppe heller ja-politikerne selv, hvad der blev sagt før folkeafstemningen.

Derfor holder vi vejret, mens de danske ja-partierne er til opvarmning på vælgernes endnu glødende brødrister. Hvad der var dansk EU-politik før folkeafstemningen, er ikke længere dansk EU-politik. Hvad ja-partierne forud for folkeafstemningen havde gjort af aftaler om EU og Nice-traktaten ligger som for hårdkogte klejner i skraldespanden.

Der bliver ikke ro i Danmark, før regeringen har forstået og selv udtrykker folkeafstemningens ånd. Hele Europa ventede på Danmark i torsdag. Nede i EU-kommissionen krøllede de tæer, mens statsministeren nødtvungent lod et rødt flag smælde. Sæt et kors på den grimme fanedug. Vi er danske og vi hjælper de andre folk i Europa ved at turde være danske, for så sikrer vi dem ret til selv at være et folk. Det, der skiller os, er ikke, at vi er selvstændige folk, for det er den stærkeste tråd mellem os. Det, der skiller os, er de hjemmegjorte blå klude med gule stjerner. Gå aldrig ind til den bager, der har EUs flag hængende uden for. Hans brød har hævet så længe, at der er mere luft end brød.

© Poul Erik Søe – 2. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside