Gør nej til Nej
Udenrigsministerens letfærdige omgang med folkeafstemningen

Ord har det af og til med at skjule mere, end de røber. Diplomatiets ord har det som hovedmål. Og helt sært bliver det, når diplomatiets sprog bruges på det folk, som diplomaterne skulle være talerør for i udlandet, men som nu udsættes for, at deres eget lands diplomati vendes mod dem selv. Det danske udenrigsministerium er sådan et sted, der mere taler egne landsmænd imod end udtrykker det danske folks synsmåder i udlandet.

Engang imellem må man tage ordene for sig og gumle på dem, indtil deres smag eller smagløshed røber sig. Lad os prøve med dagens tekst fra udenrigsminister Niels Helveg Petersen, som gengives på TV2s tekst-tv uden at nævne kilden, der dog formentlig er Ritzaus Bureau. TV2 kan også selv have spurgt udenrigsministeren, men det fremgår ikke af, hvad man kan læse på siden. Ordlyden er:

'Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) er bange for, at EUs udvidelse mod øst kommer i fare, hvis det ikke lykkes at nå til enighed på topmødet i Nice. "Hvis vi ikke er færdige i Nice, så vil usikkerheden om udvidelsen brede sig, og det vil skabe store frustrationer," siger Helveg som begrundelse for, at den danske regering vil satse på kompromisløsninger. Det skal forhindre, at Frankrig og Tyskland trumfer en udsættelse af Nice-traktaten igennem.'

Ordet bange er det første, der fanger øjet. Den danske udenrigsminister er bange. Det har han jo da ikke grund til, da samarbejdet i EU efter hans og alle ja-partiers fremstilling har den bedste hensigt. EU vil fredens sag. Fred er det helt overordnede i EUs virke. Og intet er mere fred-fremkaldende end østlandenes optagelse i EU. Det er landene i EU enige om. Det har de været i ti år. Og da de solgte os Amsterdam-traktaten, var det på et løfte om østlandenes optagelse i EU.

Derfor er det sært, at udenrigsministeren er bange, og at han just er bange for, at EUs udvidelse mod øst kommer i fare. For alle EU-lande, store som små, har kun den ene tanke at fremme freden ved østlandenes optagelse.

Eller er det i virkeligheden os, der skal være bange og ikke udenrigsministeren. Siger hans ord om at være bange ikke, at i virkeligheden handler sagen om østlandenes medlemskab af EU slet ikke om fredens fremme, men om at udnytte optagelsen af østlandene til samtidig at skaffe de store lande mere magt og at udvide unionen?

Sammenlagt er ministeren bange for, at EUs udvidelse mod øst kommer i fare, hvis det ikke lykkes at nå til enighed på topmødet i Nice. Oversat til hverdags-dansk vil det sige, at store EU-lande er rede til at sætte fredens sag på spil, hvis de ikke til gengæld for østlandenes optagelse selv får mere magt. Fred er noget, man taler om. Magt er noget, man tager.

Topmødet i Nice handler i bund og grund ikke om østlandenes medlemskab af EU, men om at misbruge deres optagelse som tryllestav for en udvidelse af de store EU-landes magt og af unionen i sig selv. Østlandene kan optages i EU når som helst - i morgen om det skulle være. Sådan er reglerne - i Maastricht-traktaten og i Amsterdam-traktaten.

Der blev ikke lavet om på EUs magtdeling, da Danmark kom med i EU. Heller ikke da Portugal, Spanien og Grækenland kom med. Sverige og Østrig gled ind i EU som alle andre, og selv Finland, der var så afhængig af den sovjetiske union som de fleste østlande, blev modtaget med kyshånd.

Men de tidligere lande fra den sovjetiske union skal gøres til andenrangs medlemmer. De udgør en fare, som kan udnyttes til at give de store lande mere magt. De er for ti år siden sluppet ud af enemagtens vold, og straks mødes de med, at deres blotte tilstedeværelse må udløse store EU-landes magtvækst, så de kan tryne de små.

Dagens tekst fra udenrigsministerens mund siger, at "Hvis vi ikke er færdige i Nice, så vil usikkerheden om udvidelsen brede sig, og det vil skabe store frustrationer." Ordene skal læses sådan, at der i forvejen er usikkerhed i EU om udvidelsen med de små østlande. Men den usikkerhed er en krænkelse af alle løfter, der blev givet forud for Amsterdam-traktaten og især forud for folkeafstemningen om den traktat i Danmark.

Det er i de store lande, der er usikkerhed om udvidelsen med østlandene. Endog EUs egen kommissær for udvidelsen mod øst har talt for, at der i Tyskland skal være folkeafstemning om den sag. Den EU-kommissær er tilfældigvis tysker. Og tyskerne er bange på en anden måde end Helveg Petersen - de er bange for kriser af den slags, som Østtysklands optagelse i det samlede Tyskland har medført for samfundets fællesskab og for velfærden. Fredens sag - som det så smukt hedder - med vilje til at jævne kløften mellem europæisk øst og vest er pludselig ikke så vigtig, når den koster noget.

Niels Helveg Petersens ord i diplomat-frakke har ikke til hensigt at sige, at det danske folk i alle flertals-tilkendegivelser til nu går ind for østlandenes optagelse, selvom enhver dansker for længe siden har sagt sig selv, at det koster noget, og at det er i orden, det koster noget.

Niels Helveg Petersen taler ikke danskernes sag og Danmarks sprog, når han ytrer sig om den ny traktat i Nice. Han har allerede bøjet sig på forhånd for de store landes synspunkter. Spørgsmålet om mere magt og mere union som følge af en ny traktat i Nice er blevet vigtigere end selve det at fremme freden ved at gøre spang over sumpen af årtiers magtpåtvungen modstrid mellem europæisk øst og vest.

Med ordene "Hvis vi ikke er færdige i Nice, så vil usikkerheden om udvidelsen brede sig" spiller udenrigsministerens ikke Danmarks kort, men har gjort sig til makker med de lande, der stadig tror, de er stormagter. 

Usikkerhed om udvidelsen med østlandene kan ikke, hvis Niels Helveg skal udtrykke det danske synspunkt, have sammenhæng med, hvordan det går med stormagternes puslespil om en ny traktat og mere union i Nice. 

Niels Helveg Petersen burde have lånt myndighed og frejdighed hos sit eget folk og klart have sagt, at Danmark - med sin endnu værnede vetoret - ikke et øjeblik vil finde sig i, at de store landes drengedrømme om at blive større i EU på mindste måde skulle være vigtigere end selv optagelsen af østlandene. Kan der ikke nås enighed i Nice, så må magtspillets brikker væltes af bordet og armene straks åbnes for de lande, der vil være med.

Udenrigsministeren siger, at nås der ikke enighed i Nice, "så vil usikkerheden om udvidelsen brede sig, og det vil skabe store frustrationer." Ordet frustration vil sige "at blive skuffet i sine forventninger". Ordene bruges på udenrigsministerens diplomatiske levertrans-læber så løsagtigt, at det ikke fremgår, hvem der bliver skuffet, og hvem der har forventninger. Det farlige er, at det nok mest handler om Tysklands, Frankrigs og Italiens forventninger om at få mere magt og union, og de skulle jo nødig skuffes i deres forventninger.

Men minister-ordene er pløkket sådan sammen i deres tvetydighed, at de også kan gå på skuffede forventninger hos østlandene, der i årevis er blevet holdt ude af EU, skønt de vil gerne vil med. EU har ikke rakt hånd til folk, der vendte tilbage til friheden fra den sovjetiske union. EU har pålagt dem krav om, at de skal trække sig selv op ved hårene. Broderhånden var først en løftet pegefinger, nu tydeligere og tydeligere en nedadvendt tommelfinger.

Følgen af de byrder, EU ensidigt har lagt på østlandene, er en voksende vrangvilje mod EU i alle de østlande, der først var så ivrige efter at komme med. Østlandenes magthavere kan stadig, som den danske statsminister gjorde det, vises frem som lænkede ja-nikkere forud for en folkeafstemning, men folkene får mere og mere øje for, at selve magtdyrkelsen i EU rummer fremtidige muligheder for undertrykkelse og ufrihed. Derfor har østlandene ikke længere de samme forventninger, og derfor vil deres skuffelse måske være mindre. Og værst af alt - det er måske netop EUs håb, at østlandene selv vil afstå fra eller i en lang årrække udskyde at være med.

Virkeligheden er, at de store lande ikke ønsker at øge EUs vanskeligheder, tydeligst med euroen, med den åbenbare usikkerhed, østlandene tilfører EU, og som netop er grunden til, at de burde modtages hjælpsomt. De store lande kan uudtalt have det håb, at strid om Nice-traktaten kan bruges til at udskyde østlandenes optagelse - og de store lande vil så give de små EU-lande skylden for, at østlandene må vente.

Det ligger også i udenrigsministeren ord, når han siger, at den danske regering vil satse på kompromis-løsninger og fortsætter: "Det skal forhindre, at Frankrig og Tyskland trumfer en udsættelse af Nice-traktaten igennem."

Er det ikke sære ord i udenrigsministerens mund? Er det ikke det, nej-sigerne og EU-modstanderne siger. Er det ikke udtryk, vi ellers finder i munden på padderne, som omegnsdemokraternes Mimi Jakobsen kalder dem, der ikke lydigt siger ja til hvad som helst fra EU. Nu hører vi så fra Helveg Petersen, at Tyskland og Frankrig kan trumfe en udsættelse af Nice-traktaten igennem. 

Glemt er de smukke ord om dansk indflydelse. Nej, vi er klar med kompromis-politik. De store lande i EU trumfer deres politik igennem. Danmark lusker sig til at være med ved at sige det modsatte af, hvad vi er tilhængere af, fordi vi så kan kalde det kompromis og indflydelse.

Udenrigsministerens ordvalg skjuler, at Danmark også har en mulighed for at spille trumf - selvom trumf er et hidtil ukendt udtryk i puslespil. Danmark har stadig vetoret. Ene eller sammen med andre lande kan vi gøre det danske nej fra folkeafstemningen sidst i september til et Nej. Men regeringen vil lade, som om folkeafstemningen slet ikke skete. Regeringen og ja-partierne vil fortsætte, som om det danske folks vilje blot er et hændeligt uheld, der må bedes om tilgivelse for i EU.

© Poul Erik Søe – 10. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside