De første dages lange lys
Tanke- og tidsbillede fra Uldum Højskole sidst i halvfjerdserne - Artikel i festskrift til sognepræst Jens Bruun, Løjt Kirkeby, 1. oktober 2000

På en måde var vi alle under låg på Uldum Højskole, ikke under åg. Men skolens historie, som er noget andet end traditionen, havde fastsat en loftshøjde, som hovedet havde godt af at holde sig under. Det er selvsagt sådan alle steder, der bærer på en historie, og udpræget på højskoler, hvor tidligere elever og gamle medarbejdere ikke kun holder historien i hævd, men også i live. 

Lige før jeg sagde ja til Uldum Højskole, havde forfatteren Tage Skou-Hansen i et af Danmarks Radios studier advaret mig om, hvad det vil sige at træde ind i traditionen, Han gjorde det meget klart, hvad det vil sige at videreføre i modsætning til at nyskabe. Han gjorde det selvsagt ud fra den erfaring, han selv havde fra kredsen omkring det nyskabte Wivels forlag, som af Martin A. Hansen blev skyndet til at træde ind i Gyldendal og videreføre det gamle forlag, og det handlede også om Tage Skou-Hansens selvoplevelse af som ung så at sige at stille sig til rådighed for Askov Højskoles tradition. 

- Begynd i et hjørne for dig selv, mente Tage Skou-Hansen, hvad han havde inderligt ret i, men hvad jeg dengang umuligt kunne gennemskue. Senere valgte jeg mit eget ringhjørne, men gjorde det først, da jeg havde gjort samme erfaring som Tage Skou-Hansen. Det sære er selvsagt, at det er meget lettere at begynde i et hjørne for sig selv, når man først har lært, hvad historien er. Man kan svært nyskabe uden at kende til videreførelse. Man kan også sige, at oprør er latterlige, hvis de er historieløse og derfor uden anelse om, hvad der gøres oprør imod. 

Jeg havde været på højskole, før jeg kom til Uldum Højskole, nemlig på Krogerup Højskole, skabt af Hal Koch som samtale-skole med folkestyre-samfundet som kerneemne. Hal Koch var ”begyndt i et hjørne for sig selv”, men oprøret havde en klar historisk baggrund, ikke som videreførelse, men som genopdagelse af det folkelige syn hos Grundtvig. Da jeg kom til Krogerup, var skolen så gammel, at dens hverdag var videreførelse. Netop i ungdomsoprørets år viste det sig, at Hal Kochs tydning af den grundtvigske folkelighed var bæredygtig. 

Uldum Højskole, som jeg så den ved min tiltræden, var en videreførelse, men sært nok var det ikke skolens oprindelige grundlag, som blev ført videre. Den historie-forlængelse, der var Uldum Højskoles grundlag, var snarere det andet slægtled af højskolefolks - for dem selv nødvendige, men for de følgende slægtled snærende – højskolesyn, Grundtvig omskabt til en ufarlig, vennesæl og altfavnende faderskikkelse. 

Det var i et opgør med det skolesyn, jeg først opdagede Jens Bruun som en værdifuld medspiller, mere afklaret end jeg, men lige så søgende. Jeg mødte ham, lige da han var i sit livs store skifte til den præstegerning, der blev hans egentlige livsvirke. Folk, der er ude i det store skift, kan enten være kolde som hugorme i hamskifte, eller som Jens Bruun være varme, fordi deres liv har fået retning af deres mål.  

Jens Bruun vidste, hvor han ville hen, og sliddet med ”at læse til særpræst”, som vi kaldte det dengang, ved siden af arbejdet på højskolen var vældigt. Med Bruun gik det som de fleste, der er under kraftigt arbejdspres, at viljen til det eneste ene som et under giver overskud til alt det andet. Jeg tog ham aldrig i at opfatte højskolen som blot en nyttig beskæftigelse, mens han læste teologi. Han havde mere end fuld arbejdsdag på højskolen og mægtigt overskud til at medforme det opbrud, vi selv følte, vi var ude i. Det er jo en af sindets muntre måder at holde os gående på, at vi ser vor egen nutid som vigtig. I hvert fald mente Jens Bruun ikke et øjeblik, at vi stod over for eleverne med ”tomme hænder”. De nærmeste krav var vigtige, og på en højskole er eleverne altid nærmest. Tror man ikke selv på, det er vigtigt, hvad man gør i mødet med eleven, skal man holde sig væk. 

Det kunne give et stik i hjertet i de år, når Jens Bruun selvsagt tog farve og retning af sin målrettede læsning. Jeg havde selv, indtil jeg blev opfordret til at blive forstander på Uldum Højskole, været i gang med særuddannelsen for at blive præst. Jeg nåede aldrig længere end til at blive eksamineret i kirkehistorie, for jeg så det som et valg mellem forstander-stillingen og præste-uddannelsen, men jeg kunne ikke lade være med at kigge Jens Bruun om ikke over skuldrene, så gennem linierne i hans optagethed af den stærke påvirkning, som varig omgang med det religiøse sprog giver. 

Det var netop ved at følge Jens Bruuns tumlen med de teologiske spørgsmål, at jeg første gang gjorde det klart for mig selv, at religion før alt andet er sprog – det sprog, hvori vi kan udtrykke det, som ikke kan måles eller vejes, alt det, som videnskabeligt ikke er til, men som er de vigtigste kræfter i tilværelsen alligevel – mod, håb, lyst, tro og kærlighed. Selv for den, der kalder sit liv ikke-religiøst – vil det altid være nødvendigt med et sprog, der kan udtrykke det, der er skjult for os, men alligevel mægtige kræfter i tilværelsen. Jeg så det som en stor fare, at psykologien gik ind med sit langt snævrere sprog og overtog religionernes gamle sprog. Jeg så psykologiens magt-overtagelse, som i de år skete de fleste steder uden indsigelse, som et vældigt tab af frihed.  

Min skjulte dagsorden var, at Uldum Højskole skulle være et psykologi-frit sted. Ikke fordi psykologien i sig selv er farlig, men fordi dens brug, misbrug og magt-udbredelse gjorde samværet ufrit og svækkede det frie ord i samtalen, fordi psykoliogi-dyrkelsen i de år ofte ikke tog ordene og dermed det andet menneske for pålydende værdi, men hele tiden gjorde mennesket til en ting, der var under iagttagelse. 

Når samtaler om den slags emner med Jens Bruun var særligt givtige, skyldtes det, at han var ude i sit livs skifte. Det var igen ingen iagttagelse, sådan at hans dagligliv alt efter den fremadskridende læsning var Abraham, Job, Peter og Maria Magdalene, tværtimod lå det aldeles i dagens lys, at Jens Bruuns i sit selvopgør som de fleste i den stilling var en blanding af en drejeskive og en skydeskive, hvor pilene kom fra alle sider, og pilene var de skabende ord. Kun dummerhovedet tror, den oplevelse ender i usikkerhed og tvivl. Ordene overtager een og gør sikker. Han havde desuden sikkerhed fra sit mangesidede møde med litteraturen og havde i høj grad formet sig selv gennem påvirkningerne, måske skal man sige i valget af ord, når han fremlagde litteraturen for eleverne. Han tog for sig af tænkningens retter, han tog tankerne til sig, men han gav dem selv nye ord, som omdannede ham så sikkert som selve ordenes skabende evne.

Det var den sikkerhed, Uldum Højskole havde brug for på det tidspunkt – i hvert fald jeg. Derfor glemmer jeg aldrig den åbenhed, Jens Bruun mødte mig med, da jeg første gang talte på Uldum Højskole, endnu før jeg var tiltrådt. Hans sikkerhed gav ham overskud til at komme det i møde, som han selv stod fremmed over for, da ordene blev sagt. 

Mit udgangspunkt var det syn, jeg lagde til grund for mit arbejde på Uldum Højskole. Jeg mente, vi skulle bag om skolens historie til dens udspring, nemlig til Rasmus Sørensen, skolens første forstander. Vel var Uldum Højskole verdens anden højskole og Rødding den første, men Rødding var de første 11 år ingen grundtvigsk højskole, ville ikke se en grundtvigsk lærer inden for dørene, og Rødding var ikke i førstningen, men blev sandelig siden, en folkelig højskole. Rødding var de lærdes udspil for at oplyse de dumme bønder. 

Uldum Højskole var derimod de dumme bønders egen skole, de oprettede den og fandt skolelederen. Uldum Højskole var dermed landets første folkehøjskole og den første grundtvigske højskole. Ordene ”dum” og ”folkehøjskole” her brugt helt som Grundtvig selv gjorde det, da han 1847 udgav en lille bog med titlen ”Lykønskning til Danmark med Det Danske Dummerhoved og Den Danske Høiskole”. Jeg anede intet om, at bogen fandtes. Jeg var jo så grøn, og de fleste samtidige højskolefolk søgte på alle måder at skjule, set fort fra eller krybe uden om det skrift, der sjældent nævnes blandt de grundlæggende højskoleskrifter. Hvem fik jeg bogen af - tilmed i den oprindelige udgave? Af Else og Jens Bruun. Jeg gemmer den endnu i det lille brevomslag, jeg fik bogen i 18. september 1977, det år, jeg tiltrådte. Og jeg ser i dag skriftet som det vigtigste af Grundtvigs højskoleskrifter – indeholdende netop det, nogle højskolefolk helst vil springe over. Jeg er ikke i tvivl om, at Jens Bruun havde en særlig hensigt med gaven – han ville give mig svar på det, jeg søgte efter. 

I den første tale lagde jeg også megen vægt på, at Uldum Højskole foruden at være den første folkelige og grundtvigske højskole var en sørensensk højskole, byggende på Rasmus Sørensens tolkning af Grundtvigs højskole-syn. Rasmus Sørensen var foruden at være den første grundtvigske folkehøjskoles forstander også skaberen af landets første parti, Bondevennernes Selskab, skoleplan-forbillede også for Rødding Højskole, vækkelsesmand og det af 1800tallets almue-mennesker, der har efterladt sig mest skriftligt. 

Da min kone og jeg siden oprettede Lønne Højskole, så havde vi samme udgangspunkt. Vi ville ikke lave en grundtvigsk-koldsk højskole, men en sørensensk højskole. For det var meget afgørende for os, når Jens Bruun og jeg talte om den slags, at Uldum Højskole ikke bare var den første grundtvigske folkehøjskole, men at den arbejdede uden kendskab til Christen Kolds skoletanker, fordi Kold endnu ikke var i gang. Kold blev lærer på Uldum Højskole. Og han har selv fortalt, hvordan han allerede på Mors fulgte efter Rasmus Sørensen for at lære Sørensens skoletanker. Skal det siges frækt, så var Kolds højskole en videreførelse, nemlig af den sørensenske højskole, for det var Rasmus, der var ”begyndt i et hjørne for sig selv” i det syn, han havde allerede som dreng, at Grundtvig var ”Danmarks store hjerte”. 

Rasmus Sørensen var den første, der talte om sammenhæng i højskolernes undervisning. Han vendte igen og igen tilbage til ordet sammenhæng - højskolen skulle være for det hele menneske. Det er den tanke, der gør ham nutidig. Hans virke er stadig et svar til nutidens modetrælleri, og det var netop de ord, der først bragte mig i samtale med Jens Bruun. Han var ikke tillukket over for de nye ord-drejninger, men slikkede sig om munden som en sulten kat, ivrig efter at veksle ord, undrende sig over, at stedet ikke før havde tænkt lige det udgangspunkt. Enhver kan sige sig selv, at det er en værdifuld måde at blive modtaget på. De første dage med Jens Bruun kom til at kaste langt lys ind over den tid, vi fik fælles og hver for sig.

© Poul Erik Søe – Skrevet 30. maj 2000 til festskrift på sognepræsten i Løjt Kirkeby, Jens Bruuns 60årsdag 1. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside