Sidder de der endnu?

Hele alarm-apparatet går i gang. En eller anden drøm handler om en rutebil, der kører ud over den største skrænt i Legind Bjerge på Mors, hvor jeg er født. Jeg når at råbe til vognstyreren, at han skal passe på, men så vælter vi. I en glidende, langsomt gengivet bevægelse styrter vi mod afgrunden.

Jeg vågner med et sæt. Måske to. Glemt er rutebilen. Jeg er allerede halvt i søvne i gang med at tage bukser på og at knytte snørebåndene, fordi jeg har været så dum at løse dem, da jeg tog skoene af. Jeg har ikke været spejder, men FDFer, og dog er jeg beredt, klar, rede, vagtsomt og agtsom. Jeg ved, det er nu. 

Min første tanke er: - Sidder de der endnu?

Jeg var velforberedt og vagtsom, allerede da jeg gik i seng. Jeg tog en albyl, som jeg har mere tillid til end magnyl. Jeg ved godt, de indeholder det samme. Men jeg har tillid til albyl, som har fulgt mig siden min barndom. Jeg er lidt på vagt over for noget så nymodens som magnyl, men albyl skal snart afskaffes, hvis det ikke allerede er sket. Jeg har overvejet at købe restoplaget på Nørre Nebel apotek. Jeg har svært ved at give slip på det, der står vagt om min tilværelse - og albyl kommer ind i første række.

Men ikke kun albyl. Også en hostesaft, som jeg ikke kan huske, hvordan staves, men som jeg kan smage endnu, og som alene ved sin tilstedeværelse hindrer mig i at blive forkølet for slet ikke at tale om noget så udenlandsk som influenza. Kinadekokt. Eller måske kinadekogt. På en eller anden måde smager det norsk. Man tager det ikke for smagens skyld som al den saft med lakrids, men fordi den afskyelige smag er et udsagn om kraften i væsken. Lige meget - det hjælper. Det smager som en advarsel til enhver virus. De fleste influenzaer er nemlig fra Asien, og det er sikkert derfor, kinadekokt eller kinadekogt hjælper. Det er indkogt kraft i beredskab mod alt, der vil løbe storm mod det, der nu hedder immunforsvaret, men som i gamle dage blev kaldt for livskraft.

Jeg tog den ene albyl, ikke fordi jeg havde ondt, men fordi mine gigtplagede led, som har drillet mig, siden jeg var atten, skulle være klar i det øjeblik, mit land havde brug for mig. Jeg ville ikke vågne med smerter, som hindrede mig i at styrte landet til hjælp. Jeg var rent ud sagt klar, parat og rede. 

Lige siden folkeafstemningen har jeg gjort det til skik at tage brusebad ikke bare om morgenen, men også om aftenen, fordi jeg ikke ville stinke, hvis mit fædreland havde brug for mig. Jeg har hver aften siden 28. september lagt rent undertøj frem, strøget en skjorte, hvad der ellers er afskaffet for længst, og tilmed redt mit hår, før jeg sov, så der ikke skulle spildes tid på overflødige sager i det afgørende øjeblik.

Nu vågner jeg altså med et sæt. Og som sagt er min første tanke: - Sidder de der endnu?

Jeg tænker selvfølgelig på det beredskab, som statsministeren og økonomiministeren indkaldte den selv samme nat, da danskerne havde stemt nej. Statsministeren og økonomiministeren, hvis omsorg for fædrelandet kun overgås af nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, vidste med sikkerhed, at en økonomisk katastrofe var på vej mod Danmark. De troede på, hvad de selv havde sagt.

Beredskabet i statsministeriet og økonomiministeriet vågnede op den første dag og opdagede, at kronen kun flyttede sig 1 øre. Men de opretholdt sig selv. De blev siddende, de var beredte, og det samme var jeg, for selv om jeg har stemt nej, så ville jeg ikke svigte i det øjeblik, der skulle løbes stormløb mod kronen, og hvor alle spekulanterne ville rende med den danske nationalbank. Jeg vedtog med mig selv ikke at skifte strømper, før stormløbet mod dansk pengevæsen var nedkæmpet. Min erfaring er, at netop det at tage strømper på kan være yderst forsinkende i min alder.

Da spekulanterne pludselig optrådte forklædt som investorer, der var helt vilde med at gavne Danmarks økonomi ved at købe obligationer, så vidste jeg, det var en fælde. Da den danske rente faldt, og da den kort efter faldt igen, så vidste jeg, at det blot var stilhed før stormen. Jeg gik over til at sove med tæppe i stedet for tung dyne. 

I dag, en måned efter folkeafstemningen, er det, jeg er vågnet med et sæt. Måske to. I dag er det, jeg spørger: - Sidder de der endnu?

Er beredskabet trukket tilbage, eller sidder de der endnu? Og kan vi almindelige borgere, der vil værne landet, igen tage strømperne af, når vi går jo seng om aftenen?

Jeg har ikke set, at beredskabet er afblæst, så jeg spørger bare. 

Katastrofen, der skulle komme, er det den 1 øre? Jeg spørger bare, for i længden er det træls at gå rundt og stryge skjorter til ingen verdens nytte.

© Poul Erik Søe – 28. oktober 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside