Frihed, lighed
og djævelskab
Det, Tvind-skolerne ikke havde gjort, men blev lukket for med grundlovsstridig lov, klares med breve, når bare skolerne er socialdemokratiske

Arkitekten og digteren Poul Heningsen kunne rime gråspurv Skodsborg. Og store rimede flot på revisorer. De sidste rim-ord findes i verset:

Hav altid mistillid til de store -
vi alene er deres revisorer.

Tanken i det lille vers er ikke rar, men sand. Det urare i tanken er, at mistillid bliver grundlæggende for samfundet. Vi ønsker ikke et samfund, hvor vi har mistillid til hinanden. Fællesskabet i et folk bygger på tillid. Virkeligheden er en anden og døder vore drømme.

Poul Henningsens udlagde selv ordene sådan, at vi ikke skal have mistillid til de store, magthaverne, folkene på posterne, politikerne og embedsmændene, fordi de har gjort noget galt. Men fordi de har muligheden for at snyde os, at udnytte magten til egen fordel.

I forhold til Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen ligner PHs vers nærmest en underdrivelse. Der var en tid, da partiet og bevægelsen var på de svages side. Nu tales der kun om de svageste, rørende ord, der ikke har ringeste sammenhæng med hverdagen. Det var også for de svagestes skyld, statsministeren ville have os til at stemme ja til euroen. Flommefede vrøvleord, aldeles uden tråd til den gamle tanke om frihed, lighed og broderskab. Partiets og bevægelsens historisk vigtige kamp trækker gennem sølet af nutidsfolk, der har ændret det gamle slagord til frihed, lighed og djævelskab.  

I Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen er virkelighedens vrangbillede, at kan der presses penge ud af de svageste, så er der altid en socialdemokrat, som holder hånden frem. Der findes da med sikkerhed ordentlige folk også blandt socialdemokrater og i arbejderbevægelsen, men bliver de ved med at kunne kaldes ordentlige, hvis de ikke åbner munden og værner de svageste mod de svagestes værste fjende i nutiden, Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen?

Året igennem er det afsløret, hvordan folk, udpeget af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, udnytter medlemmerne i vidt forgrenede foreninger og sammenslutninger, udnytter folk fra vugge til grav, ja, endog gravfreden krænkede Arbejdernes Ligkistemagasin. Men hver gang en ny sag om udsugning af folk i boligforeninger, ungdomsklubber og andre foreninger dukker op, så er der stilhed i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen.

Ingen i partiet, og da slet ikke statsministeren, ingen i arbejderbevægelsen, og da slet ikke LOs top, griber om sagerne, skærer igennem, tydeliggør deres afstandtagen fra forbrydelserne, giver folket og især de udnyttede svage en undskyldning. Nej, der er dødsstille. Ingen frejdig debat, ingen selvransagelse, ingen væsentlig udskiftning af folk. I stedet blot denne godtagende, medvidende tavshed, som om det er den selvfølgeligste sag af verden, at Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens udvalgte og udpegede færdes de steder, hvor der er rige muligheder for svindel og korruption. Tavsheden er i sig selv en moralsk korruption.

Men sagerne handler ikke alene om de særlige berigelses-muligheder, som Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen skaffer sine folk, når der udpeges til ledende poster, og når der uddeles offentlige midler. Det handler også om selve friheden i samfundet - og om ligheden mellem samfundsgrupper.

Den nyeste sag handler om misbrug af offentlige midler i AOF, Arbejdernes Oplysnings Forbund, og i daghøjskoler, knyttet til AOF. De to journalister, Morten Asmussen og Christian Jensen på Berlingske Tidende, fortæller, at undervisningsministeriet nu skruer "bissen på over for det stormomsuste oplysningsforbund AOF, der i årevis har været under mistanke for misbrug af offentlige midler og kritisable personsammenfald i bestyrelserne".

Journalisterne kan fortælle, at "AOFs daghøjskole i Odense som den første skole har modtaget et brev fra ministeriet med krav om at betale 428.000 kroner tilbage for et kursus, som Odense Daghøjskole modtog støtte til, selv om det reelt var AOF Odense, der arrangerede kurset. I Odense kan det også komme på tale, at daghøjskolen skal tilbagebetale tilskuddet til en såkaldt "pædagogisk support", som skolen har købt af AOF Odense. Trods flere rykkerskrivelser har daghøjskolen endnu ikke givet ministeriet en fornuftig forklaring på, hvad pengene er brugt til. Ministeriet kritiserer samtidig daghøjskolen for at have købt en bygning af Odense AOF, selv om skolen ifølge ministeriet ikke havde brug for mere plads."  Ifølge chefkonsulent i Undervisningsministeriet Per Bitz Johansen tyder det på, at "daghøjskolen har brugt statstilskud til at lette AOFs økonomi".

Måske nogen synes, at hvor der handles, spildes der. Men den tænksomme vil sammenligne med den sag, der blev ført mod 26 Tvind-skoler. I halvandet år undersøgte politiet Tvind-skolerne. Politiet fandt intet. Statsadvokaten fra Aalborg opgav at rejse sag mod Tvind-skolerne. Rigsrevisorerne undersøgte også Tvind-skolerne. De fandt intet. Det viste sig, at det var undervisningsministeriet, der havde regnet forkert!

Men folketingets flertal gennemførte alligevel en lov, som lukkede skolerne. Siden dømte højesteret folketinget og regeringen for grundlovsbrud. Det er aldrig før sket i demokratiets historie.

Hvordan går det til, at skoler, som ifølge både politiet og rigsrevisionen ikke har krænket loven, bliver lukket med en grundlovsstridig lov? Jo, grunden er alene, at det politiske flertal ikke kan lide Tvind-skolerne. Det kan jeg heller ikke, men dansk ret går da ikke ud på at dømme folk, fordi man ikke kan lide dem. Tvind blev lukket på grund af sladder, rygter og undervisningsministerens regnefejl.

Men her står vi med en række skoler, hvoraf den store part er AOF-skoler, altså endnu engang under arbejderbevægelsens solskærm. Og så er der ingen stemningsbølge. Man kan elske at hade Tvind, men er der lusk i buksbomhækken hos socialdemokrater og i arbejderbevægelsen, så findes retssamfundet slet ikke. Så glider det hele stilfærdigt forbi, som om lovbrud og svindel er den selvfølgeligste sag - hvad den måske også er for Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens folk. 

End ikke, når der indrømmes lovbrud, sker der noget. I Berlingske Tidende kan man læse: "Jeg er enig i, at det var ulovligt, og derfor var det ikke skidesmart, men det har ikke været nogen dårlig forretning for Odense Daghøjskole," siger forstander på Daghøjskolen i Odense Peer Madsen til Berlingske Tidende om den bygning, som daghøjskolen købte af AOF.

Her siges det direkte, at daghøjskole-lederen selv ved, det var ulovligt, men når det handler om socialdemokrater og folk i arbejderbevægelsen, så er der skam hverken politi eller rigsrevision i nærheden. Kan det danske folk få andet indtryk, end at det i grunden er helt forståeligt og nærmest i orden, at man bryder loven, bare man tilhører det rigtige parti?

Undervisningsministeriet , der ifølge avisen har haft mistanke i årevis, har ikke luftet den mindste hund i sagen. Også nu glides hen oven det hele, som om det er småuheld i den danske dagligdag. "Om det er bevidst snyd, ved jeg ikke, men de har i hvert fald tilmeldt og modtaget tilskud til et hold, der ikke er berettiget til offentligt tilskud," siger chefkonsulent i Undervisningsministeriet Per Bitz Johansen til Berlingske Tidende.

Når nu undervisningsministeriet ikke ved, om det er bevidst snyd eller ej, så ved vi andre det heller ikke. Men da det åbenbart drejer sig om næsten lige så mange skoler som de Tvind-skoler, folketinget ulovligt lukkede, er det så ikke politiet og rigsrevisionen, der skal i gang? Kan man i det hele lade være med at lave en egentlig undersøgelse. Er blot det at glide hen over et så stort antal sager, helt svarende til dem, man påstod om Tvind, ikke i sig selv et forbryderisk signal til danskerne om, at er man socialdemokrat, så er man hævet over loven?

Og så gad man gerne vide, om de i undervisningsministeriet helt tilfældigt sender brevene til misbrugerne af sted her en uge efter folkeafstemningen, eller om de med omhu har sørget for, at den slags ikke kom frem i utide. Når man åbenbart har haft mistanke i årevis, er det nok ikke vilkårligt, brevene lige skrives nu.

© Poul Erik Søe 8. oktober 2000

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside