Mange ja- og nej-vælgere
er i samme båd og kan
sætte den danske kurs

Det hævner sig, at statsministeren har gjort Venstres, Konservatives, Kristeligt Folkepartis og Centrumdemokraternes vælgere til legetøj for sin egen partitaktik

Det er en særlig gruppe vælgere, der afgør Folkeafstemningen om euro-møntunionen 28. september. De findes på begge sider, nogle er ja-folk og andre nej-folk, skønt deres hovedsyn er fælles. Jeg kan ikke finde andet navn for dem end våge-vælgere.

Det er de vælgere, der våger over euro-møntunionens udvikling. Deres grundsyn er, at Danmark først skal sige ja, hvis det er tydeligt, at euro-møntunionen ikke kommer på usikker grund ved den første krise.

Våge-vælgerne holder øje med euroens kurs og har set den skrante i forhold til verdens øvrige valutaer og værst i forhold til den amerikanske dollar. Euroen har haft nedtur lige siden dens første dage for godt et år siden. Blandt våge-vælgerne både på ja- og nej-siden er der mange, som ønsker dansk deltagelse udskudt, indtil det er tydeligt, om euroen i et vedvarende tidsstræk kan klare sig. Derfor ønsker de ingen afgørelse nu.

En anden del af våge-vælgerne holder især øje med arbejdsløsheden med blik for, om ledigheden, der i hele EU rammer femten millioner mennesker, fortsat som i det første år vil stige i de lande, der er med i euro-møntunionen. Det er også disse våge-vælgere, der har blik for, at arbejdsløsheden er halveret i Danmark uden for euro-møntunionen, men steget i euro-landene. Vågevælgerne, om de siger ja eller nej, ønsker mere end godt et års møntunion, før de tager stilling på Danmarks vegne.

Der er andre våge-vælgere blandt tilhængere og modstandere af euro-møntunionen, som især følger euroens indflydelse på renterne og pengeforringelsen. To renteforhøjelser i det første år med euroen og et stadigt fald i euroens styrke over for verdens valutaer har skullet modvirke den voksende inflation. Våge-vælgere ved, at en stor del af prisstigningerne på benzin og den nye oliekrise ikke kun skyldes olie-landenes aftale, men at euroen klarer sig ringere og ringere over for dollaren, og Danmark er jo ved at binde sig til euroen tvunget til at følge med.

Våge-vælgerne vil vide, om rentestigningerne, den urolige euro-valutakurs og inflationen som følge af euroen er kommet for at blive den ny europæiske orden i møntunionen, eller om det vil bedres med tiden.

En del af våge-vælgerne er især optaget af, om euro-møntunionen virkelig har økonomisk formål og kan nå målet, eller om dens indhold først og fremmest er politisk, således som euroens igangsættere og den danske økonomiminister siger.

Våge-vælgere, der lader deres endelige stillingtagen afhænge af, om møntunionen har til formål at flytte mere politisk magt til EU, ønsker at se, om den indtil nu kurs-svage euro kan klare sig blot de nærmeste år, når EU skal udvides med østlandene. Og de vil også vente på EUs nye traktat, der skal laves sidst på året, og som med en ny magtdeling med mindre indflydelse til de selvstændige stater kan føre til uro, der smitter afgørende af på økonomien.

Endelig er blandt våge-vælgerne folk, som vil vente på svensk og engelsk stillingtagen til euro-møntunionen. Sverige og England er ikke med i møntunionen. I Sverige vokser kravet om en folkeafstemning, der ikke i Sverige er en selvfølge som i Danmark. Tre af fire svenskere kræver en folkeafstemning. Englænderne er lovet en folkeafstemning, men 69 procent af englænderne er imod møntunionen, så afstemningen menes først at komme om seks eller syv år.

Våge-vælgerne som helhed fordeler sig blandt tilhængere og modstandere af euro-møntunionen. Men de har det fælles, at deres stemmer bliver afgørende 28. september. Det er jo langt fra sådan, at alle danskere, der i dag siger, at de vil stemme nej, er afgjorte modstandere af EU eller møntunionen. Blandt nej-sigerne er mange, som blot ikke vil finde sig i hastværket.

Og blandt ja-sigerne er der mange vælgere, som ud fra et oprigtigt ønske om et økonomisk fællesskab mellem landene er tilhængere af euro-møntunionen, men som er usikre på, om møntunionen virkelig indeholder økonomi. De har en frygt for, at møntunionen i virkeligheden er et nyt politisk redskab.

For våge-vælgernes stillingtagen vil det formentlig spille en rolle, at de er sikre på at få endnu en afstemning, hvis det bliver et dansk nej i september. De ved fra 1992, at hvis danskerne siger nej, så bliver der en ny folkeafstemning, indtil magthaverne får deres vilje. Våge-vælgerne på både ja- og nej-siden kan opnå deres hensigt ved at vælge et nej 28. september, ikke for at jorde møntunionen, men for at vinde tid og erfaring, før danskerne slutter sig til.

Denne tankegang hos våge-vælgerne styrkes selvsagt af statsminister Poul Nyrup Rasmussens meget omdrøftede udsagn om, at Danmark når som helst kan melde sig ud af euro-møntunionen igen. Når vi altså efter statsministerens tankegang kan gå ud og ind af euro-møntunionen, så kan vi efter våge-vælgernes afventende synspunkt også uden skade lade være at deltage nu, men lige så sikkert vente nogle år. Især da fordi Danmarks økonomi uden for euro-møntunionen er så langt bedre end de 11 euro-medlemslande.

Våge-vælgerne er ved at opdage, at de - modstandere og tilhængere - har stærke fælles interesser. Og i de kommende måneder vil de opdage, at de netop som våge-vælgere har den egentlige magt over, hvad der skal ske 28. september.

Den store gruppe af våge-vælgere kan endda få tilslutning fra andre vælgere, der ville have sagt ja til euro-møntunionen, men som harmes over, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen lige nu bruger afstemningen af møntunionen, de andre partier og deres vælgere som legetøj for sin egen partitaktik.

Datoen for folkeafstemningen blev fastsat ud fra socialdemokratisk taktik, for at redde regeringen ud af dens øjeblikkelige vanskeligheder og for at dæmpe de andre partiers indsigelse mod regeringen. Datoen blev fastsat sammen med den socialdemokratiske hovedstyrelse, og datoen er endog ikke sikker, for den afhænger af et ja på en særligt indkaldt kongres i Socialdemokratiet.

Enhver må få det indtryk, at folkeafstemningens dato ikke er valgt, fordi det er det bedste tidspunkt for Danmark og folket som helhed. Datoen er ikke valgt for alvorligt at tage stilling til, hvornår det bedst kan overskues, om Danmark bør deltage i euro-møntunionen eller ikke. Datoen er hensynsløst fastsat, fordi den passer i statsministerens partitaktiske kram.

Det kan hævne sig grumt, at statsministeren gør vælgerne i Venstre, Det konservative Folkeparti, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti til sit eget legetøj, der tages ned fra hylderne, trækkes op i ryggen og sættes til at spille, men statsministeren på gyngehesten teer sig, som om han er på den høje hest.

© Poul Erik Søe – 10. marts 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside