Danmark gjorde færingerne
til rigsfællesskabets østrigere

De nordiske lande i fællesskab kan give færingerne den nødvendige overgangs-sikring - og USA kan se en fordel i at gøre det alene

Færingerne kom forslåede hjem fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen. De blev behandlet som østrigere - tålt, men mødt uvenligt og med kulde. Statsministeren havde noget at hævne, og det lykkedes - med sikker forvisning om bagslag siden hen.

Det er først og fremmest den danske statsministers skyld, at der overhovedet er et flertal, som netop nu ønsker færøsk selvstændighed. Tanken om at være en fri stat har været på atlant-øerne i mere end hundred år. Flertallet har altid skiftet, og det skyldes, at der er løsrivelses-sind hos dem, der mest ønsker samhørighed med Danmark. Og der er samhørigheds-sind hos dem, der vil skilles fra rigsfællesskabet.

Det er denne dobbelthed. statsministeren ikke forstår. Vi skal tilbage til Viggo Kampmann for at finde en statsminister, der havde forståelsen, som i øvrigt også var udtalt hos tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Men ellers ser danske politikere stort set på Færøernes ønske om selvstændighed som politik, der skal svares med taktik. Og derfor gik det galt.


Knivspidsen i det åbne sår
Statsministeren har krænket de færinger, der vil selvstændighed, men det er lykkedes ham endnu engang alene ved sin form at krænke også de mange, der ønsker fortsat samhørighed med Danmark. Statsministeren har med den snilde, der er ham særegen, trukket knivspidsen i det åbne sår efter hans sidste alvorlige sammenstød med færingerne.

Den færøske krise på grund af pludseligt svigtende fiskefangster førte til, at hver tiende arbejdsduelig måtte forlade øerne. Midt i det hele reddede danske bankfolk deres egne gysser, og det blev aldrig til bunds undersøgt, hvor meget statsministeren spillede med i redningen af danske interesser. Der burde have været en dommer-undersøgelse, men i skræk efter Erik Ninn Hansen-sagen kom det ikke så vidt. Dermed blev færingernes ønske om undersøgelsens form og alvor også krænket.

I hvert fald skjulte statsministeren endog over for sin socialdemokratiske partifælle, der var lagmand, at et indgreb til fordel for danske penge-interesser var på vej. De drak morgenkaffe sammen den dag, det skulle ske, men statsministeren tav. Det er grunden til, at der heller ikke blandt hans partifæller er egentlig tillid til statsministeren og det danske socialdemokrati.

Pludselig penge på bordet
Siden hen kom der milliard-penge på bordet, da færingerne fik godtgjort krænkelsen af dem. Tilfældigvis skete det samtidig med, at Nyrup Rasmussen ved sidste regerings-dannelse havde brug for det socialdemokratiske folketingsmedlem, Joannes Eidesgaards stemme efter folketingsvalget. Stemmerne ved folketingsvalget gav kun flertal for at fortsætte Nyrup Rasmussens regering, hvis også den færøske socialdemokrat, valgt til folketinget, ville være del af Nyrups Rasmussens parlamentariske flertal.

Det færøske landsstyre, som er færingernes regering, havde forud for mødet i sidste uge hos statsministeren sagt, at de ønskede en folkeafstemning om øernes selvstændighed gennemført allerede i år. De ønskede også, at selvstændigheden kunne være en kendsgerning i det nye år. Det ville derefter være et åbent spørgsmål, om Færøerne fortsat skulle have medlemmer i det danske folketing. Men det blev der ikke forhandlet om i første omgang, og der blev heller ikke sagt noget om, at i så fald fald var statsministerens og regeringens flertal i folketinget i virkeligheden væk.

Statsministeren havde altså mer end sædvanlig grund til at undgå en hurtig færøsk selvstændighed. I første omgå ser det ud til, at planen lykkes. Tilsyneladende er både de danske partier og færingerne gået i den danske socialdemokratiske fælde.

Burde have været bisiddere og vidner
Dybt ansvarligt for forløbet er også regerings-partneren, Det radikale Venstre. Det er på baggrund af den kolde luft mellem Færøerne og statsministeren uhyrligt, at man lader Nyrup Rasmussen og partifællen Mogens Lykketoft føre forhandlingerne med de færøske udsendinge. 

Selvsagt skulle Nyrup lede forhandlingerne, da Færøerne som sagområde hører under statsministeriet, men netop i denne sag burde enten vicestatsminister Marianne Jelved eller udenrigsminister Niels Helveg Petersen havde været til stede som bisiddere og vidner. 

Det er jo netop det, man hele tiden savner hos statsministeren, fornemmelse for andres følelser. Netop fordi hans forhandlinger med færingerne på forhånd rummede muligheden for, at regeringens udspil kunne tolkes som en hævnakt, og at den tilmed kunne tolkes som præget af statsministerens egen tidligere fejlbehandling af det politiske forhold til Færøerne, så skulle han have sikret sig, at der var andre med om bordet.

De danske partiers tilslutning til Nyrup Rasmussens plan var hentet hjem på forhånd. Drøftelserne med partierne har handlet om det danske bloktilskud til Færøerne. Bloktilskuddet fremstilles altid kun som en udgift for Danmark. Men havde Færøerne stilling i riget som Bornholm, Mors eller Møn, så skulle staten jo selvsagt dække alle statsudgifter. Færingerne har ved deres selvsagte hjemmestyre i tiden siden anden verdenskrig overtaget flere og flere områder fra staten og betalt dem selv. Hjemmestyret på Færøerne er altså en besparelse for Danmark i forhold til udgifterne, hvis Færøerne var del af Danmark som Fyns eller Sønderjyllands amter.

Der er stats-områder, som Færøerne endnu ikke har overtaget, og som altså er udgifter for staten. Men just sådan er hjemmestyreloven lavet, tilmed efter ivrig tilskyndelse fra dansk side. Det er ikke sådan, at den danske stat har været vild for, at færingerne selv skulle betale udgifterne. Det har været sagt aldeles åbent af tidligere rigsombudsmænd på Færøerne, altså den danske stats udsending på øerne, at man for alt i verden ikke ville lade færingerne overtage skole-området hurtigt, for den danske stats forvaltning af skolerne var netop det, der gav rigsombudsmands-embedet og dermed den danske stat indflydelse ude i hver bygd på Færøerne.

Vrangbilledet af blokstilskuddet
Nu passer det bedre i det politiske kram at fremstille den besparelse, der har været på udgifterne til Færøerne, fordi færingerne selv har overtaget forvaltnings-områder, som en udgift. Ordet og begrebet bloktilskud er her med til at skabe forvirring. Det lyder som bistandshjælp til øerne, men er i virkeligheden statens selvfølgelige udgifter til områder, den danske stat ikke har afgivet til færingerne. Og det er aldeles i pagt med hjemmestyreloven, som er blevet til i fællesskab mellem færinger og danskere, og som færingerne aldrig har brudt.

Mens statsudgifterne til Færøerne var tydeligt knyttet til de sagområder, der vitterligt hører under den danske stat, hørtes der ikke den modvilje, som nu findes i danskernes syn på Færøerne og ønsket om selvstændighed. Det er begrebet bloktilskud, der i sig selv mere end antyder brug af skatteyder-kroner, man helst vil slippe af med. Bloktilskuddet ligner for meget de penge, kommuner får, og derfor opfattes det af danskerne sådan.

Og denne udbredte misopfattelse har smittet af på folketingets partier, som også tænker i bloktilskud og bistandshjælp. I virkeligheden var det den misopfattelse, der hindrede, at der kunne blive flertal i folketinget for den helt nødvendige dommerundersøgelse af den danske regerings og statsministers optræden i bank-sagerne på Færøerne. Man kunne ikke få vælgerne med, fordi alt var blevet et vrangbillede i folks opfattelse af pengestrømmen mellem øerne og Danmark.

Socialdemokratiet og Venstre i samme båd
Det er da også med den viden, statsminister Nyrup Rasmussen får de villige partier til at gå ind for den plan, han vil overraske færingerne med på mødet i sidste uge. I forvejen vidste færingerne selvsagt, hvilke kræfter de var oppe imod. Danmarks to største partier, Socialdemokratiet og Venstre, er begge historisk og nutidigt knyttet netop til de to færøske partier, der er ivrigst for samhørighed med Danmark. Det er Sambandspartiet, hvis valgte folketingsmedlemmer tager sæde i Venstres folketingsgruppe i Danmark, og det de færøske socialdemokrater, der er med i den danske socialdemokratiske gruppe. De færøske udsendinge til selvstændigheds-mødet i sidste uge vidste altså udmærket, at de ville komme i modvind.

Men de gik i en fælde, som ikke var til at forudse for redelige folk. Statsminister Nyrup Rasmussen sagde forud for mødet i sidste uge til Ritzaus Bureau: "Regeringen vil lytte intenst til, hvad landsstyret foreslår. Regeringen vil dernæst tage sig den nødvendige tid til at sætte sig ind i det konkrete forslag og dets rækkevidde. Jeg går ud fra, at vi får lejlighed til at veksle synspunkter i en aller-allerførste runde. Jeg ser det som en start på en proces."

Aller-allerførste runde var en fælde
Men det, der krænkede færingerne var, at statsministeren ikke levede op til sine fint formede ord før mødet. Der var nemlig slet ikke tale om en aller-allerførste runde. Statsministeren havde en færdig plan. Den handlede alene om det, der var stemmer i, nemlig bloktilskuddet. Han ville standse bloktilskuddet tre-fire år efter, at Færøerne havde erklæret sig selvstændige.

Den danske regering tog sig ikke den nødvendige tid til at sætte sig ind i færingernes forslag. Det havde Nyrup lovet, men det var just fælden. Han lavede et pressemøde, hvor han meddelte regeringens og folketings-flertallets holdning. Det, han lokkende havde kaldt den aller-allerførste runde, var i virkeligheden slutningen. Og ingen kan fortænke nogen færing i - på baggrund af Nyrup Rasmussens hidtidige opførsel over for det færøske folk - at se hele forløb som et kup. I aften siger det færske landsstyres formand tilmed, at statsministeren har ladet fortrolige oplysninger sive fra mødet, og at Færingernes ønske om bloktilskud ikke var over 50 år, men 15.

Statsministeren spiller helt åbent på, at der er delthed i spørgsmålet på Færøerne. En meningsmåling lige forud for mødet mellem den færøske lagmand og den danske statsminister viste, at der var flertal for færøsk selvstændighed. Det var et lille flertal, men det var dog større end det flertal, der afgjorde, hvem der blev statsminister efter seneste folketingsvalg i Danmark.

Da Danmark krænkede folkeafstemningen
Den trykte og elbårne presse i Danmark har ikke megen føling med Færøerne og det færøske folk, og da slet ikke de politiske journalister. I TV2-Nyhederne har man mindst tre gange kunnet høre, at der var dødt løb mellem ja og nej til færøsk selvstændighed. Ingen, ingen, absolut ingen er i tvivl om, at hvis der havde været et lille ja-flertal, så havde man sagt, at der var modstand i det færøske folk mod landsstyrets forhandlinger. Men nu er der et lille nej-flertal, og så kaldes det dødt løb. Det er der danskere, der også kender til, når vi hernede stemmer eller meningsmåler om andre sager. Endelig er det jo ikke ligegyldigt, hvem der har lavet den færøske undersøgelse og været med til at bestemme ordlyden af spørgsmålet i meningsmålingen. Helt tilfældigt er det den færøske avis Socialurin, der udgives af Nyrup Rasmussens socialdemokratiske partifæller på Færøerne.

Men den færøske delthed er ikke ny. Og at flertallet måske er spinkelt er heller ikke nyt. På Færøerne var der efter anden verdenskrig folkeafstemning om netop færøsk selvstændighed, løsrivelse fra Danmark. Der var også dengang et spinkelt flertal for færøsk selvstændighed. Alligevel så  den danske regering, der ellers roste sig meget af folkeafstemningen om Sønderjylland 1920 og i den så et forbillede for alverdens nationer, aldeles bort fra folkeafstemningen. Man udskrev folketingsvalg og lod parti-resultatet være afgørende i stedet for folkeafstemningen. I dag ville Danmark øjeblikkeligt blive slæbt for en mellemfolkelig domstol ved en sådan handling, der klart krænker folkeretten. Vi har altså en ubetalt folkelig, politisk gæld til det færøske folk.

Færøernes regering har bredere grundlag end Danmarks
Hvis vi i Danmark havde en statsminister, der ikke var så nedslidt i sit forhold til Færøerne, kunne mange andre veje være valgt. Helt indlysende kunne man have set både på Danmarks udspil om bloktilskud i et meget kort åremål og færingernes ønske om bloktilskud over et længere åremål alene som - ja, netop et udspil. Et forsøg på fra begge sider at gå til det alleryderste i den aller-allerførste runde - for nu at bruge Nyrup Rasmussens egne ord. Det er jo sådan forhandlinger foregår mellem folk, der agter hinanden.

Men de færøske udsendinge blev behandlet, som østrigere bliver det i EU - de bliver tålt, men mødt med kulde og uvenlighed. Man glemte aldeles, at det var ikke en oprørsgruppe, der kom fra Færøerne - og da slet ikke politisk yderligtgående, endsige terrorister. Det var Færøernes lovlige regering i henhold til den hjemmestyrelov, der er lavet i fællesskab mellem Danmark og Færøerne. Det færøske landsstyre hviler på 18 ud af 32 medlemmer i lagtinget. Den færøske regering har altså et langt bredere parlamentarisk grundlag, end Nyrup Rasmussens regering har i folketinget. 

Men Nyrup Rasmussen glemte aldeles, at han her har at gøre med et andet folk, et andet parlament og en anden regering. Han handlede bare ud fra det flertal, han havde strikket sammen forud med danske partier. En hurtig afvisning var målet, og sådan gik det.

Ligkisten i bagbutikken
Regeringen og folketinget manglede endog den mindste agtelse over for følsomme, menneskelige sager som disse, der vedrører et folks grundlæggende ret til at være sig selv og samtidig indeholder en meget stor grad af folkeligt fællesskab mellem færinger og danskere. Det handler om en ny stats fødsel, en ny stat af nordiske folk, men den danske regering har allerede kisten færdigtømret og klar i bagbutikken.

Med enhver anden stat i verden ville den danske regering have forhandlet underhånden forud for en drøftelse som den i forrige uge. Der ville i måneder, ja, år forud have været følere ude i det andet land, man forhandlede med. Embedsmænd ville meget langt have de allerfleste aftaler klar, og regerings-chefernes ville først holde møde, når det var klart, at der var et forhandlings-grundlag, som blot skulle pudses af og underskrives. Selv i det mindste sager er det fremgangsmåden over for alle stater i verden. Det er ganske enkelt, hvad vi har udenrigsministeriet og ambassaderne til.

Men da det her handler om et selvstændigt folk inden for rigsfællesskabet, så er det helt ligegyldigt med hjemmearbejdet og forberedelsen. Målet er at knokle færingerne som de små i rigsfællesskabet. De skal endnu engang, som vi ulovligt gjorde det efter anden verdenskrig, tærskes på plads. Målet helliger midlet, som er at fremstille færingerne som nassere og snyltere.

Det er indlysende for enhver, som det altid er i den aller-allerførste runde, at ingen af parterne er rimelige, hverken færingerne eller danskerne. Det er jo politiske  udspils særpræg. De er der netop for at sætte de yderste grænser, inden man går til bordet. Men de helt selvfølgelige forud-drøftelser, indfølingens nødvendige forarbejde er ikke sket.

Færøernes strategiske vigtighed
Når Nyrup Rasmussen har så let spil, skyldes det, at den kolde krig er ovre, uden at nogen af os ved, om en ny er på vej. I den kolde krig spillede Færøerne sammen med Grønland og Island en afgørende rolle. Det var Færøerne og Grønland, der kom til at betale Danmarks medlemskab af NATO. I Grønland fik de en flyveplads med atombomber, skønt det var imod Danmarks politik, og skønt det ikke blev aftalt, endsige fortalt til grønlænderne selv. Vi levede i den kolde krig højt på, at grønlænderne leverede den troværdighed, vi ikke selv var i stand til.

På samme måde med færingerne. I NATOs radar-kæde var Færøerne som Grønland og Island vigtige led. På Færøerne var der amerikansk bemanding på radarstationen, godkendt af Danmark, men ikke af færingerne. Det var igen ulovligt, da Danmark havde vedtaget ikke at have fremmede tropper på dansk jord i fredstid.

Vi ved, at russernes interesse for bevægelserne på Færøerne var stor i Sovjetunionens tid. Vi ved, at amerikanerne lige så selvfølgeligt var til stede i farvandene som et modtræk. Det er ikke svært at forestille sig, at den ny verdensorden ikke falder så hastigt på plads som dens udtænkere gerne så, og at Færøerne som Grønland stadig i en lang årrække vil spille en afgørende strategisk rolle i Atlanten.

Det er langt fra utænkeligt, at færingerne så let som at klø sig i nakken kan få om ikke blokstilskud, så en langsigtet overgangs-garanti med indbygget selvrisiko som i alle forsikringer. Det er ikke svært at forestille, at amerikanerne er mere end interesseret i sådan en løsning. Og især da fordi færingerne står uden for EU. Og hvis færingerne er villige til det, kan de formentlig ad den opnå den mellemløsning, der helt selvsagt skulle have været udgangen på egentlige drøftelser i stedet for den chok-behandling, Nyrup Rasmussen valgte at bruge - som altid når han har flertallet med sig og bliver for brovtende i handling og holdning.

Fællesnordisk sikring af Færøernes ny stat
Men færingerne har jo hidtil ikke været presset til den slags yderligtgående skridt og har selv ønsket at være et selvstændigt, nordisk land - ubundet af betalte alliancer. Det var den stilling, vi skulle have hjulpet dem til.

Der kan da sagtens findes grunde til, at vi ikke langvarigt kan forsikre færingerne for eksempel mod svigtende fiskefangster, som de er så afhængige af. Men hvis Danmark for alvor agtede færingerne og det selvstændigheds-ønske, som rækker langt ind i sindet på dem, der vil samhørighed med Danmark og Norden, så havde vi ikke bare siddet og lave penge-planer til at jorde dem med.

Vi kunne i forhånds-møder have foreslået færingerne, at de og vi sammen gik til Sverige, Norge, Island og Finland for at udforske, om de nordiske lande i fællesskab kunne lægge ryg til den overgangs-forsikring, der er brug for. Alene sådan et forslag fra dansk side - eller bare tanken - ville vise, at færingerne ikke er fjender, vi vil slippe af med, men vor egen slægt, som vi vil gå hele vejen sammen med.

Færøerne er små. Men det er lykkedes vore politikere at gøre Danmark mindre.

© Poul Erik Søe – 20. marts 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside