Presset på pressen
Lav hurtigt medie-forlig og stands rygmarvs-udsendelserne fra partiernes landsmøder

Det er de vredes ords tid. Og de årvågne læseres, lytteres og seeres tid. Valg og folkeafstemninger ændrer læsertal, lyttertal og seertal. Folk finder sig ikke i det enøjede som dengang, da aviserne lå i deres partiers højborge og Danmarks Radio havde eneret.

Øget adgang til oplysning og meninger har af sig selv ændret vilkårene for den trykte og elbårne presse siden den tid, da den trykte presse var enebarn på egnen og den elbårne presse også den enbårne. Og samfunds-journalistikken har i sig selv vundet større frihed, på grund af større personligt mod hos journalisterne - men først og fremmest øget modspil fra andre oplysnings-kilder.

Men der er også tilbageslag for pressens frihed. Magten ligger i den elbårne presses store huse i dag entydigt hos en magttop, der kun sjældent har journalistisk baggrund. Selv i den politiske magtmisbrugs værste tid, da Danmarks Radio var ene og blev kørt af det politisk sammensatte radioråd, lå de politiske afgørelser om udsendelsernes indhold tæt på de udøvende journalister - hos programcheferne, ikke hos direktionen.

Ytringsretten
Grundlæggende handler den ytringsret, vi alle har, også om friheden for den enkelte journalist. Men ingen tror enfoldigt, at en politisk journalist svæver frit i luften og blot kan følge sine egne indfald. Journalisten er ansvarlig over for sine fæller i redaktionen og de daglige udøvere af magten, redaktions-sekretærerne. Journalisten må kæmpe for at få sin vinkel på en nyhed igennem - eller lydigt søge at virkeliggøre redaktionens indfald, der ikke naturgivent er mere saglige end journalistens.

Ofte giver form og vinkel på en nyhed sig selv, er så at sige indbygget i nyheden som navle, øre og storetå på en nyfødt. Men i de fleste tilfælde vælges der politisk vinkel, også partipolitisk vinkel, så journalisten gøres til bydreng eller stikirendpige for helt andre synspunkter end journalistens egne. Derfor er det vigtigt at værne journalistens selvværd og uafhængighed - også mod ens egne øjeblikkelige vredesudbrud mod skævvridning. 

I en folkeafstemningens slagsmål med stemmesedler handler det oftest kun om ja og nej. Modsætningerne er så tydelige, at enhver kan følge med. Man synes, nyheder og oplysende indslag skal vejes på en guldvægt, så der blive liget meget til ja og nej. Men den tanke er imod journalistikkens væsen - men også imod frihedens væsen.

Der skal ikke være balance
Journalisten er ikke dommer og skal ikke gøre sig til dommer. Journalisten skal skildre det, der sker, og forklare, hvorfor det sker. I det handlende, skrivende eller optagende øjeblik skal journalisten ikke stå og fordele lodder i vægtskålen. Skal der da ikke være balance? Nej, for balance er hverken journalistik eller frihed. Noget vil under balance-nummerets paraply blive skrevet eller sendt, ikke fordi det har selvstændig værdi, men fordi det skal danne modvægt til en ægte nyhed.

Men straks vi godtager, at der ikke skal være balance for balancens skyld, så er journalisten ude i en ny vanskelighed. Eller presses af sin redaktion til det. Ingen kan nemlig endeligt afgøre, om en manglende balance skyldes, at redaktionen vil liste det ene standpunkt i en folkeafstemning igennem og holde det andet nede. Det er pressens vilkår - men også læseres, lytteres, seeres og vælgeres vilkår. Journalistik er menneskeværk, og som alt menneskeligt bygger det på tillid.

Det handler ikke om at foretrække den ene avis for den anden, at vælge mellem radio-tilbud eller fjernsyns-spredere. Det grundlæggende er en tillid, man ad åre opbygger til den enkelte journalist, hvor i pressens mange former det menneske så udøver sit fag. Og så selvsagt hele tiden skønne over, om den opbyggede tillid misbruges. Eller på jævnt dansk: En sund mistillid til den, man har tillid til. 

Hav altid mistillid til de store
Jeg tror ikke, at enhver er til salg, men mange er, også journalister, men nogle er sværere at købe end andre. Eller med lampemanden og digteren Poul Henningsens ord med rim, der engang overraskede lige så meget som indholdet: Hav altid mistillid til de store, vi alene er deres revisorer.

Poul Henningsen mente ikke, at man skulle færdes i almindelig mistillid mellem mennesker. Han mente heller ikke, at enhver af "de store" misbruger deres stilling. Det afgørende var, sagde han, at de havde mulighed for at misbruge deres stilling. Og det var i forhold til muligheden, mistilliden måtte sættes ind.

Skønt enig i Poul Henningsens syn, kan jeg egentlig ikke lide ordet mistillid i sammenhængen. Man kunne kalde det omsorg. Journalistik og ytringsfrihed svæver ikke i den tomme luft, men er i sit væsen dybt knyttet til hver enkelt journalist. Det gælder da omsorgsfuldt at hjælpe den - også i en folkeafstemning - for demokratiet så vigtige formidler, og til omsorgen hører selvsagt påskønnelse, men også vrede og barske ord, når der er brug for det, også selvom ens vrede og barskhed er øjeblikkeligt enøjet.

Helvedes baggård
Politisk journalistik er helvedes baggård. I forgården møder man hvem som helst, i helved møder man fanden selv, men baggården er værst. Her møder man sig selv - genhører alle dagens forsøg på påvirkninger, magtmisbrug, listige tilbud, afhængigheden af kilder, som man samtidig skal være skeptisk over for, fagfællers hån eller taktisk mente ros, politikeres synligheds-liderlighed eller varme brænden for en sag, der ikke blev plads til. Det, der kom i avisen, radio eller fjernsynet, er det, man dømmes på. Det, man ville, men som ikke kunne virkeliggøres, bliver til en indre forsvarstale, man aldrig kan komme af med.

Hver enkelt journalist er en indre markedsplads for påvirkninger, og hverken vi eller politikerne skal holde op med at påvirke. Det hører til journalistens fag at kunne skelne og i dagværket redeligt at nå så langt med virkeligheden som muligt.

Men vore påvirkninger af formidlerne er ikke det væsentligste. Som vælgere og som folkevalgte er det vigtigt at rykke boderne ud til markedspladsens sider, så den kørende trafik kan komme frem. Journalisten støder ved hvert skridt ind i magten, men demokratiet lever af magtafkald, viljen til at gøre plads for andre synspunkter end ens egne.

Ventende medie-forlig skaber mistro
Lige nu kastes der mistro ind over journalistikken fra den politiske magt. Der venter medie-lovgivning og aftaler, som er afgørende for både trykt og elbåren presse. Så længe aftaler og forlig om den trykte og elbårnes presses nærmeste fremtid ikke er i hus, er hver direktion afhængig af politikerne. Den afhængighed er der hele tiden, men alt for tydelig nu.

Det er selvsagt en utænkelig tanke, at nogen redaktion eller journalist tilrettelægger dækningen af den demokratiske kamp forud for folkeafstemningen i den hensigt at opnå fordele, når politikerne kaster kødlunser, kanaler og penge i gladiatorernes grotte. Men det er en lige så utænkelig tanke, at læsere, lyttere og seere ikke får det indfald, at dækningen af folkeafstemningen også tager hensyn til, hvordan direktion og redaktion skal klare sig i kappestriden med de andre pressehuse om politikernes gunst.

Politikerne ville vise deres vilje til at værne ytringsret og pressefrihed ved, inden bøgen springer ud, at haste-slutte aftaler, der handler om den trykte og elbårne presse. Sådan kan politikerne rykke deres magt-boder ud til markedspladsens sider, så frihedens og alsidighedens optog kan komme uhindret forbi med nyudsprunget løv i hænderne.

Stop for rygmarvs-udsendelserne
Men samtidig skal pressen i alle dens former selv vise, at den har mod til at jorde resterne fra den tid, da politikerne kiggede journalisterne over skuldrene, dels i avisernes gamle afhængighed af partierne, dels radioens og fjernsynets undertrykkelse gennem radiorådet, der var et lille folketing og en politisk kampplads i sig selv.

Danmarks Radio har her en tung arv. Vaner er svære at slippe af med. Og den gamle regel om alsidighed ligger stadig over Danmarks Radio, ikke bare som en sikkerhed for, at mindretal kan komme til orde, men også som en byrde på politiske redaktioner, lyttere og seere.

Det tidspunkt må være nået, hvor Danmarks Radio ikke længere føler det som en pligt at sende rygmarvs-udsendelser fra partiernes landsmøder. Partier er jo ikke hellige kirker, der skal passes op af mikrofonholdere. Et parti er og bliver intet som helst andet end en forening - om partierne nok så meget bevilger sig selv firedoblet statstilskud. Et parti er en forening som enhver anden forening, og enhver forening skal kun have presse-dækning i forhold til den egentlige nyheds værdi.

Jo mere folketomme partierne er blevet, jo mere enøjede er landsmøderne endt. Udsendelserne er rent ud ulidelige. De er ikke gengivelser af folkelige drøftelser, men inderkredsens mulighed for at blive synlig. Og bagefter kommer så partilederen for ethvert parti og forsikrer, at selvom der har været en kritisk røst, så står partiledelsen fast på sit, selvom den har været noget så glad for meningsudvekslingen.

Kampagnens tilrettelagte højdepunkt
Dansk Folkeparti har just i dag vist, hvordan landsmøder, der skulle være den folkelige rørelses mulighed for at komme til orde, blot er del af partiledelsens listige omgang med vælgerne, det, der engang grimt hed taktik, strategi og kampagne, ord, som politikere nu bruger som varemærker.

"Dansk Folkepartis hovedbestyrelse har på et hasteindkaldt møde netop vedtaget at sætte alle sejl til for at sikre kronens bevarelse ved folkeafstemningen den 28. september," siger en pressemeddelelse fra partiet.

Man kan videre læse, at Hovedbestyrelsen har fremrykket partiets landmøde fra 7. oktober til 2. september. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, siger, at "i mine øjne ville det være ganske utænkeligt", at Dansk Folkeparti skulle holde årsmøde ni dage efter folkeafstemningen" om euro-møntunionen.

Når den tanke er så utænkelig for Pia Kjærsgaard, skyldes det ifølge hende selv, at "årsmødet jo netop var planlagt som selve højdepunktet i vores store krone-kampagne". Hun siger også, at "hun ikke er et sekund i tvivl om, at Socialdemokratiet netop havde spekuleret i at lægge folkeafstemningen kort før Dansk Folkepartis årsmøde, og at denne spekulation nu altså har været forgæves."

Hun taler ikke om sin egen spekulation. Hun vil bruge landsmødet som selve højdepunktet for den store kampagne for den danske krone. Hun vil sikre sig udsendelses-plads for partiledelsens meninger, og landsmødet er bare et redskab for reklamen Jeg vil også godt værne den danske krone, men det er nok så vigtigt for mig, at det danske folk får sin værdighed værnet, for folket vil være der, om nok så mange folkeafstemninger tabes.

Pia Kjærsgaard kan tilmed meddele, at "temaet for årsmødet bliver For kronen og fædrelandet". Alle partier kan den kunst at male slagord på bannere i mødesalens baggrund. Partiledelsen har fastsat emnet på forhånd.

Men hvor er den folkelige grund, som gav partiers landsmøder indhold, mening, saft og kraft tilforn? Hvor er blot den mindste agtelse for, at her skulle - om noget sted - føres samtale mellem modstående synspunkter? Hvor er agtelsen for, at vælgerne sætter dagsordenen? Alt er planlagt, som Pia Kjærsgaard skriver.

Nej, som i andre partier er folket blevet de indlagte skuespillere i partiledelsens tilrettelagte kampagne, også hos Dansk Folkeparti betalt af skatteyder-kroner. Og partiledelsen ved skam på forhånd, at den dag, partiet dypper reklame-penslen i folkets blækhus, vil som planlagt blive "selve højdepunktet" i den store kampagne.

Danmarks Radio, tag jer nu sammen. Bliv væk!

© Poul Erik Søe – 14. marts 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside