Statsministeren gemmer sig 
bag Uffe Ellemann-Jensen

Nyrup Rasmussen er flygtet ind i fodnote-politikkens tolkning af grundloven og bringer Danmark i stats-krise

Det tjener dansk folkestyre til ære, hvad der er sket i dag. Folketingets udenrigspolitiske nævn har enigt irettesat statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Statsministeren tilsidesatte folketinget, da han uden at rådføre sig med det udenrigspolitiske nævn tilsluttede sig EU-regeringsledernes indgreb mod regerings-dannelsen i Østrig.

Det aldeles vigtige er, at folketingets partier gennem udenrigspolitisk nævn samlet har irettesat statsministeren. Det gælder altså også de to regeringspartier, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Og irettesættelsen kommer også fra de to partier, der er med til at danne regeringens parlamentariske grundlag, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Skønt netop de to partier af historiske grunde har været blege, da de var bange for at fælde en socialdemokratisk ledet regering.

Det tjener også til hæder, at der ikke er sket en udvanding af irettesættelsen til statsministeren. Tvært imod er der undervejs, mens udenrigspolitisk nævn har undersøgt sagen, sket en skærpelse. Nu siger folketingets partier samlet, at "regeringen helt klart burde have rådført sig med nævnet forud for beslutningen" om at deltage i Østrig-indgrebet.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen gjorde ved modtagelsen af irettesættelsen sig selv endnu mere ynkelig. Han prøvede at optræde dumstolt som Uffe Ellemann-Jensen, da Venstres tidligere udenrigsminister krænkede folketingets værdighed ved med en "flot" bemærkning at affærdige en irettesættelse for at føre udenrigspolitik uden om folketinget. Nyrup Rasmussen sagde, da han i Danmarks Radios TV-Avisen blev spurgt om sin næse fra udenrigspolitisk nævn: "Har jeg fået een?". Han havde tilmed øvet sig på svaret, for han gentog det i TV2-Nyhederne. Nyrup Rasmussen afviste også, at irettesættelsen fra udenrigspolitisk nævn fører til nye fremgangsmåder i udenrigspolitikken.

Men ikke bare gemmer statsministeren sig i udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens stil. Statsministeren flygter også ind i den tidligere Venstre-udenrigsminister tolkning af grundloven. Det var netop den tolkning, som Socialdemokratiet mer end alle andre gik imod under Poul Schlüters borgerlige regering. Det var dengang, striden stod om såkaldte danske fodnoter i udenrigspolitikken.

Dengang kunne det lykkes at fremstille striden som en almindelig politisk modsætning mellem regering og opposition, drillerier, som det ofte blev sagt. Men statsminister Poul Nyrup Rasmussen er ude i alvorlig krise, når han i ly af Uffe Ellemann-Jensen mener at kunne krænke samtlige folketingets partier ved at læne sig op af de grundlovs-tolkninger, hans eget parti for længe siden har stemplet som forkerte.

Men efter statsministerens hovne ord om irettesættelsen i dag kan det se ud til, at der virkelig er en kamp i gang mellem den danske stats forskellige instanser, folketinget og regeringen. Det kan derfor blive nødvendigt, at højesteret bringes ind i striden. Højesteret har jo med styrke godtaget og dømt i sager, der gik i filter mellem folketing og regering, dels i dommen om forholdet mellem den danske grundlov og EU's seneste traktat, dels i dommen, der kendte regeringens og folketingets særlov mod Tvind-skolerne for ulovlig.

Det, der tyder på, at vi er inde i en statskrise, er embedsmændenes deltagelse i kampen mellem folketinget og statsministeriet. Danmarks Radios TV-Avisen kunne i aften bringe en fax, som var sendt fra en departementschef til folketingets udenrigspolitiske nævn. Her hævder departementschefen, at regeringen i følge grundloven er ansvarlig for landets udenrigspolitik. Det er helt nøjagtigt det standpunkt, som Uffe Ellemann-Jensen tog i sine fodnote-kriser. Og det er helt nøjagtigt det standpunkt, som især de to nuværende regerings-partier, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, gik imod.

Også med den nyeste fax er der et pinligt mellemspil. Da TV-Avisen fortalte statsminister Nyrup Rasmussen om faxen, nægtede han at kende til den. Senere har han - kunne man forstå - beklaget. Mens ordene her bliver til, er det umuligt at vide, om departementschefen har handlet på egen hånd, eller om statsministeren kendte til faxens indhold.

Men kernen i drøftelsen er helt klar - for at genbruge ordene fra folketingets irettesættelse af Nyrup Rasmussen. Som Uffe Ellemann-Jensen henviser statsministeren - og altså departementschefen -  til grundlovens paragraf 19, stykke 1: "Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke."

Ordet "kongen" i grundloven opfattes statsretligt som regeringen, der altså handler på kongens vegne. Det er et helt åbent spørgsmål, om ordet "kongen" forudsætter, at der har været statsråd om sagen. Eller på nudansk, om dronning Margrethe skulle have været orienteret forud for Poul Nyrup Rasmussens tilslutning til Østrig-indgrebet uden om folketinget. Vi ved heller ikke, om han faktisk gav dronning Margrethe den oplysning.

Den almindelige praksis vil dog i forhold til kongehuset næppe være, at der holdes statsråd om sager som Østrig-indgrebet. Sagen handler derfor om Nyrup Rasmussens forhold til folketinget, som vitterligt intet fik at vide. Heller ikke landets vicestatsminister, Marianne Jelved, fik noget at vide om statsministerens enegang. Og helt usædvanligt er det, at udenrigsministeren blev holdt uden for.

Da statsministeren er gået aldeles alene med sagen, er det nok tvivlsomt, om grundlovens paragraf 19, stykke 1 i det hele taget kan bruges som læ for Nyrup Rasmussens handling. Ordet "kongen" kan ikke tolkes som "statsministeren", for så ville grundloven lige ud tale om statsministerens rettigheder. Ordet "kongen" må forudsættes at være regeringen - egentlig i den forstand, at kongen og ministrene i fællesskab udgør regeringen. Regeringen er kongens råd, grundlovsmæssigt set, og det er jo ikke regeringen som regering, der har taget stilling til EU-regeringsledernes indgreb, men statsministeren som eneperson.

De ord i grundloven, som ingen mere end de to nuværende regeringspartier har lagt vægt på, står i samme paragraf, stykke 3: "Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde."

Når denne paragraf er blevet den vigtige, skyldes det dansk demokratis parlamentariske grundlag. At demokratiet er parlamentarisk vil sige, at regeringen skal være i overensstemmelse med folketingets flertal. I skolen lærte vi, at vi fik parlamentarisme i 1901 ved Systemskiftet. Men i 1920 i Påskekrisen brød kong Christian den Tiende - med sit kup mod den radikale regering - det parlamentariske system. Fra da af var det indforstået mellem kongehus og folketing, at parlamentarismens regler var gældende, men det var ikke grundlovsfæstet.

Først med ændringen af grundloven i 1953 blev parlamentarismen del af grundloven. Man kan også sige det på en anden måde. Fra da fik ordene "kongen" og "ministeriet" helt nye tydninger, langt svagere end før. Parlamentarismen er fra grundloven af 1953 selve grundlaget for demokratiet, og dermed er det - trods gammeldags tolkninger af paragrafferne som i de første halvtreds år af folkestyret - folketingets flertal, der er afgørende - også for udenrigspolitikken.

Socialdemokratiet har i hele sin politik, senest under Poul Schlüters og Uffe Ellemann-Jensen, haft den tolkning, at udenrigspolitikken skulle føres under ansvar over for folketingets flertal. Ingen ved det bedre end miljøminister Svend Auken, der personligt måtte bære de lidelser, der fulgte af Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitiske krænkelser af folketingets flertal.

Nu prøver så statsminister Poul Nyrup Rasmussen, tilsyneladende dækket af jurister og embedsmænd, at opretholde tilstanden fra før parlamentarismens knæsættelse i grundloven. Men modsat Uffe Ellemann-Jensen har han samtlige partier i folketinget imod sig. Samtlige partier, også sit eget, også den radikale regerings-partner og de to venstrefløjs-partier, der er del af regeringens grundlag.

En rigsretssag er nærliggende, men hvis ikke Nyrup Rasmussen i hast og senest på folketingets møde i morgen beklager sin fremfærd over for folketinget, burde sagen indbringes for højesteret. Der er jo sket det, at højesteret med sin dom i sagen om EUs forhold til grundloven delvist har vundet sig plads som en slags forfatningsdomstol. EU-sagen blev rejst af almindelige borgere. Landsretten sagde, at almindelige borgere ikke havde adkomst til at rejse sådan en sag. Men højesteret sagde ja. Det er ikke umuligt, at det kan gentages i den nuværende stats-krise.

© Poul Erik Søe – 13. marts 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside