Nåh, hvor er det synd
Lad os ikke fjolle ytringsfriheden væk med falsk psykologi-omsorg, der kalder et samlet folketings kritik af statsministeren for "karaktermord"

Værdsættelsen af en opposition, modstykket til regeringens flertal, hører med til det umistelige i folkestyret. Troede vi.

I England blev det tidligt skik, at oppositionens leder blev lønnet lige så højt som statsministeren. Og tanken var, at det er vigtigt med indsigelsen. Og at et demokrati skal måles på vilkårene for mindretallene, ikke på flertallets vilkår, for flertallet har jo magten.

I Danmark har der gennem de seneste måneder bredt sig en sær skik, der gør al indsigelse mod regeringen til personlig forfølgelse. Der tåles ikke megen kritik, før det kaldes "personhetz".

Lige nu har TV2 bidraget med en af de særeste udsendelser, man længe har set på en dansk skærm. Den var som bestilt af socialdemokratiets partikontor, nej, de kunne ikke engang have lavet den så godt - hvis man da tør sige det, uden at det opfattes som personlig forfølgelse af dem på partikontoret.

Der er i den syge psykologisering af politik opfundet et nyt begreb, der hedder karaktermord. Blot en statsminister klumpe-dumper længe nok, så er det til sidst synd - ikke for os, men for ham. Hvis en opposition mener, at statsministeren tager fejl, så kaldes indsigelsen ikke længere for kritik, men for karaktermord. Kritikken skildres altså, som om dens hensigt er at ramme statsministeren personlig og ikke at ændre på et faktisk forhold, et lovforslag eller en politisk handling.

Helt sært bliver det, når TV2 fremstiller vreden mod statsministerens absolutte enegang i Østrig-sagen som et eksempel på karaktermord. Glemt er det, at alle folketingets partier sagde, at statsministeren havde handlet forkert. Også hans egne partifæller i folketingets udenrigspolitiske nævn var med i kritikken, også det andet regeringsparti og de to venstrefløjs-partier, der er del af regeringens parlamentariske grundlag.

Det fremstilles nu, som om det hele var personlig forfølgelse med det mål at så tvivl om statsministerens karakter. Glemt er sagen, det handlede om. At statsministeren begik grundlovsbrud. Han gjorde det endog ganske alene. Det var ham personligt, der sagde ja til en aktion, som han ikke havde lov eller grundlov til at sige ja til.

Det var altså en personlig handling, og kritikken må derfor nødvendigvis ramme statsministerens person, af den grund, at det var hans personlige ansvar. Han havde ikke sagt til een eneste, hvad han gjorde. Hverken den radikale vicestatsminister, udenrigsministeren eller nogen anden i regeringen fik noget som helst at vide. Heller ingen i hans eget parti eller i folketinget i øvrigt.

Hvad kan man da gøre andet end at sige, at det er personen, der har handlet, og det er derfor også personen, der må kritiseres og stå til ansvar.

Det er aldeles nødvendigt i politik at skelne mellem personligt og privat. Det er indlysende, at en politikers private liv ikke kommer hans politiske liv ved, og at politikerens privatliv bør være værnet som alle andres.

Men det er lige så indlysende, at en politiker handler som person og derfor må dømmes personligt på handlinger og holdninger. Man har jo netop stemt på nogle mennesker, foretrukket dem for andre ved folketingsvalget. De er udpeget personligt, ikke på grund af deres partitilhør alene, men fordi vælgerne har ønsker netop deres personlighed frem for andres.

Det er også indlysende, at personer handler forskelligt. Og de handler ud fra deres personlige opfattelser, foruden at de er i pagt med parti, regering eller folketingets flertal. Det er rent vrøvl, at man i sin iagttagelse af politik ikke kan omtale en politiker ud fra et skøn over, om politikeren også handler ud fra sine personlige forudsætninger, om de forudsætninger slår til, og om andre på samme post personligt ville have handlet bedre.

Der er i hele denne falske omsorg for politikere, som man blot vil skåne for kritik og opposition, en sygeliggørelse af omgangen med holdninger og handlinger. Det er ganske enkelt vrøvl at kalde kritik og opposition for karaktermord, når vitterligt statsministeren har samtlige partier i folketinget imod sig, og det var netop de partier, han efter grundloven skulle have spurgt forud for sin handling.

Endelig fører den falske omsorg til censur og selvcensur, kælen snak i stedet for ligefremme ord. Det er gammel ytringsret i kongeriget, at enhver har lov til at kalde statsministeren for en skidtkarl eller et geni, en klumpe-dumpe eller en elegantier ganske efter egen lyst. Så længe det handler om hans politiske handlinger og holdninger. Der er domstolsfæstet en særlig ytringsret, når det gælder det politiske liv. Den er mere vidtgående end ytringsfriheden i øvrigt. Lad os ikke fjolle friheden væk med falsk psykologi og putte-nutte-snak om, at det er vel nok synd.

Statsministeren vil om nogen forstå mig, når jeg vælger et færøsk ordsprog til opmuntring: - Ven er den, der ser fejlene.

© Poul Erik Søe – 20. marts 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside