Ingen har patent
på flovheden
Prosa-digt i Kristeligt Dagblad 31. marts 2000

De sidder i fjernsynet
og holder af deres land.
Det vil de godt lige have sagt.
Det vil de lige indskyde.
For at det ikke skal misforstås.
Selvfølgelig holder de af deres land.
I dag til morgen er det Birte Weiss
og Pia Kjærsgaard.
Hver dag er der nogen,
der lige vil sige,
at selvfølgelig holder de af deres land.
Men.

De siger også hver gang,
at den anden, som holder af sit land,
ikke skal have patent på det.
Det lyder som en opfindelse
gjort til lejligheden.
Der er da noget andet, som er vigtigere.
Der er noget andet, de hellere taler om.
Og det andet vækker åbenbart mistanke.
Man kan få det indtryk,
at de måske slet ikke holder af deres land.
For ellers ville de jo ikke lige sige det.
Ellers ville de ikke indskyde det.
Ellers ville de ikke sige det i forbifarten.
Man må jo endelig ikke tro.

De siger det mest, når de taler om de andre.
Når man siger noget om de andre,
så er man åbenbart under mistanke.
Så må man lige indskyde i forbifarten.
Så vil man da godt lige nævne,
at man da holder af sit land.

Hvis man spurgte de andre,
ville de måske slet ikke sige,
at de også holder af deres land.
De ville i hvert fald ikke sige det
i forbifarten.
De ville ikke gå let hen over det
eller tage patent på det.
De ville måske endda mene,
at vi ligefrem kan se det på dem.
At rynkerne fra overlæben op mod arret
efter den glødende cigaret
er et landkort,
at de bærer rundt på deres kærlighed
til det land, de kommer fra,
som et kort, præget ind i huden. 

De trænger sig ikke på
som dem, der lige i forbifarten
endelig vil minde om,
at de elsker deres land.
Derfor hører vi dem ikke sige det,
der kunne lære os at elske vort land.

Kærligheden til hjemlandet
er ikke det, der skiller os fra de andre,
men det, vi har mest fælles med dem.

Hvis det er flovt at være et folk,
så er det en flovhed, ingen har patent på.
Det er ikke flovt at være en familie.
Det er ikke flov at være en slægt.
Det er ikke flovt at være et folk.

Det er vigtigt at høre sig hjemme.
Sproget er en favn, der lukker sig om een,
så man går i sin mor igen,
og atter åbner sig, så man er født på ny.
I sproget hører vi, at vi hører til.
Vel er vi frie, vel tilhører vi ingen,
men ingen tåler ensomt ikke at høre til.

Ved vi med os selv, at vi hører til,
så holder vi op med at lukke andre ude.
Så kender vi deres længsel
på vort eget håb.

En morgen sidder er to færinger på skærmen.
De er ikke på vej til patentkontoret.
De siger ikke, de elsker deres land.
Hvem går og snakker om, at havet er vådt?
Hvem skal lige i forbifarten
endelig have understreget,
at blomsten springer ud om foråret?

Den ene færing har dansk mor og færøsk far.
Det har hun ikke patent på.
Hun synger om ”den mindste klump,
mit lille våde land”
uden at synke ned i generne.
Hun taler om Færøerne som sit land,
”et ensomt mærke i de store have”.
Jeg hører hende sådan, at hun kan høre,
hvor hun hører til.

Vi sparker til den,
der banker på.
Nu sparker vi også den,
der er på vej ud.
Vi nikker stiltiende,
mens statsministeren følsomt på vore vegne
taler om bloktilskud og afviklingstid.
Der er nogen, der flygter til Danmark.
Men dybest står vi i tomheden,
når vi opdager, at andre flygter fra os
uden i forbifarten overhovedet at have brug for
ord om, at de elsker deres land.

Jeg vil tage patent
på et folk,
hvis mål og drøm er et land,
der helt er vores eget,
fremmed for alle andre,
som netop derfor i vores mål og drøm
genkender det dybeste
i deres eget mål, deres egen drøm,
og netop derfor hører sig hjemme hos os.

Patentet vil jeg folde til en papirbåd,
se søndenvinden sende den nord på,
et ensomt mærke i de store have,
en drøm i brændingen.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Kristeligt Dagblad 31. marts 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside