Ordene "fælles valuta" vil gøre
euro-folkeafstemningen ulovlig
Regeringen har kurs mod retssag for dansk højesteret eller mellemfolkelig domstol - Danmark har allerede en fælles valuta

Regeringens ordvalg til lovteksten om euro-afstemningen kan føre til udskydelse af folkeafstemningen. I værste fald for regeringen kan en højesteretssag eller en sag for en mellemfolkelig domstol ende med, at hele euro-loven opfattes som grundlovsstridig.

Regeringen har valgt at bruge udtrykket ”fælles valuta” i lovtitlen. Med ordvalget mener regeringen den mønt, som senere skal fremstilles i den europæiske møntunion. Men regeringen har glemt, at den danske krone i forvejen er en fælles valuta. Lovtitlen kan derfor forvirre vælgerne, så de kommer til at stemme ja til noget, de ville have sagt nej til.

Den danske krone er ikke bare fælles valuta for danskerne, men også for grønlænderne og færingerne. Ved at bruge ordvalget ”fælles valuta” om euroen går regeringen i den fælde, som danske politikere selv har skabt med det kunstige udtryk rigsfællesskabet.

I virkeligheden er det aldrig afgjort uden for de politiske partier på Christiansborg, om rigsfællesskabet betyder et fællesskab mellem tre selvstændige områder. Og det er heller aldrig afgjort, om disse selvstændige områder skal opfattes som selvstændige nationer i FNs forstand eller efter skik og brug i mellemfolkelig ret.

De øjeblikkelige drøftelser mellem den danske regering og det færøske landsstyre om Færøernes løsgørelse fra Danmark tilspidser mange års modsætninger. Men alle afgørelser i forholdet mellem de tre folk, færingerne, grønlænderne og danskerne, er truffet af danske politikere, ikke af domstole.

Vi ved nu fra sager om udvisning af flygtninge, at folketinget lovgiver uden om de mellemfolkelige aftaler, og at folketinget underkendes af højesteret. Og vi ved fra særloven om Tvind, at folketinget laver love, der bryder grundloven, og som højesteret derefter underkender.

Det er en forfatnings-krise, vi står med. Og da såkaldte almindelige borgere tidligere i EU-spørgsmål af højesteret har fået lov at føre sag om lovligheden af Danmarks handlinger i forhold til EU, så er det oplagt, at ordvalget ”fælles valuta” bringes for en hjemlig eller mellemfolkelig domstol for at få afklaring på, hvad rigsfællesskabet egentlig er.

Sagen vil da ikke handle om en lovtitel, men om lovligheden af samtlige folkeafstemninger, der i Danmark har været holdt om EF og EU.

Her følger i kort udgave baggrunden for den retlige tilstand mellem færinger, grønlændere og danskere.

Færøerne havde efter krigen en folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark. Folkeafstemningen blev holdt efter dansk forslag. Der var flertal blandt færingerne for løsrivelse. Men da danske politikere så afstemnings-tallene, underkendte de folkeafstemningen og krænkede færingernes folkelige krav.

Færøerne forblev en del af det danske rige, men fik en hjemmestyrelov. Regeringens rådgiver ved udarbejdelsen af hjemmestyreloven var professor Alf Ross. Han understregede, at hjemmestyreloven var så langt, man kunne gå, når rigsenheden stadig skulle bevares.

Hjemmestyreloven ophævede altså ikke enheden i riget. Færøerne var stadig en del af riget.

Da Danmark i 1972 havde folkeafstemning om indtrædelse i EF, så det endnu i maj måned ud, som om der ville blive flertal imod. Det var i danske EF-partiers interesse, at færingerne ikke deltog i den danske folkeafstemning. Færingernes store flertal var nemlig imod EF.

”Ordningen” blev, at færingerne ikke var med i folkeafstemningen. Men det var klart ulovligt, da hjemmestyreloven ikke ophævede rigsenheden.

 Færingerne havde ikke bare krav på at stemme om rigets indmeldelse i EF. Danmark havde lovmæssigt heller ikke grundlag for at friholde Færøerne fra afstemningen, selvom man ville tage hensyn til færingernes ønske om selvstændighed.

Grundloven krævede den folkeafstemning, fordi dansk selvråderet blev afgivet til EF. Og grundloven giver ikke mulighed for, at regering eller folketing kan udvælge nogle til at stemme og andre ikke. Det handlede om riget som helhed, og Færøerne er en del af rigsenheden.

Og hjemmestyreloven kunne slet ikke bruges som grund til at holde Færøerne uden for afstemningen. Hjemmestyreloven siger udtrykkeligt, at udenrigspolitik  ikke hører til de områder, som færingerne selv kan overtage og forvalte. Færøerne har efter hjemmestyreloven fælles udenrigspolitik med Danmark. Og indmeldelsen i EF var udenrigspolitik. Danske politikerne godkendte altså en grundlovsstridig ordning, fordi de ville holde de mange færøske nej-stemmer uden for folkeafstemningen i 1972.

Grønland kunne ikke holdes uden for folkeafstemningen i 1972. Årsagen var, at grundloven lige ud bruger ordvalget, at Grønland er en integreret del af Danmark. Altså en del af Danmark som Sjælland og Fur. Snyderiet ville være for tydeligt på baggrund af de ord.

Folkeafstemningen 1972 førte imidlertid til, at det store danske flertal af ja-sigere dermed tvang grønlænderne ind i EF. Og det skete, selvom grønlænderne med lige så stort flertal havde sagt nej til det, danskerne sagde ja til.

Den grønlandske tvangs-indmeldelse i EF førte til uro i Grønland. Danske politikere måtte bøje sig for det grønlandske pres, og løsningen blev en hjemmestyrelov som den, færingerne allerede havde.

Politikerne og embedsmændene i stats- og udenrigsministeriet havde i første omgang glemt, at hvis Grønland fik hjemmestyrelov, så måtte grønlænderne føle sig sidestillet med færingerne. Grønlænderne havde nu – efter fremgangsmåden med at holde færingerne ude af 1972-afstemningen – "ret" til at stemme selvstændigt om deres tilhørsforhold til EU. Nødtvungent måtte danske politiske traske i hælene på deres egne tidligere ulovlige vedtagelser. Og Grønland meldte sig ud af EF.

Retsligt var den grønlandske udmeldelse ikke i orden. Også grønlændernes hjemmestyrelov siger, at de har udenrigspolitik fælles med Danmark. EF og siden EU er udenrigspolitik. Hjemmestyreloven giver ikke retsligt grundlag for de løsninger, danske EF-partier lod smutte igennem.

Vi står altså med to klart ulovlige vedtagelser, som ikke kan holde for en mellemfolkelig domstol. Der kan ikke på samme tid være rigsenhed med fælles udenrigspolitik og vilkårlig skalten og valten med, hvem der deltager i rigets folkeafstemninger om udenrigspolitiske spørgsmål.

Tilmed har folkeafstemningerne om EU haft som udgangspunkt, at grundloven krævede folkeafstemning, fordi der var tale om afgivelse af selvråderet til EU. Hvis derfor rigsenheden er en kendsgerning, så var det hver gang et brud på grundloven, at dele af riget blev holdt uden for folkeafstemningerne.

Hele den luskede sag tydeliggøres af regeringens drøftelser lige nu med det færøske landsstyre, hvor regeringen og folketingets færø-gruppe på ny spiller dobbelt spil. Det er umuligt at vriste ud af regeringen, hvad dens egentlige holdning til rigsfællesskab, rigsenhed og færøsk selvstændighed er. Det må fremgå af forhandlingerne, siger den danske statsminister. Han vil skjule et halvt århundredes krænkelser af grundloven - og snyderiet mod grønlændere og færinger i kunstige hjemmestyrelove uden reelt indhold af selvstændighed.

Men uklarheden kan komme til at koste dyrt. Efterhånden som vi overgiver mere og mere af det danske riges selvråderet til EU, vil EU en dag kunne sige, at grønlændernes udmeldelse af EU og færingernes vedtagelse i lagtinget om at holde sig uden for EU ikke er lovlige. EU kan tvinge færingerne og grønlænderne ind i det fællesskab, de så inderligt er imod.

Danske EU-politikere vil ryste på hovedet af den påstand. Men vi har set i sag efter sag, at danske politikere har været ofre for deres egne underdrivelser i skildringen af EU over for danskerne. Gang på gang fra Storebæltsbroens udbydelse i licitation og AMBIen til sager om gift i madvarer og hundredvis af andre emner har EU fået ret, og danske politikere måtte gå hjem med røde øren.

Med ordvalget ”fælles valuta” bliver det nødvendigt, også for at klargøre færingernes øjeblikkelige stilling, at få hele spørgsmålet om rigsenhed og rigsfællesskab prøvet ved højesteret eller ved en mellemfolkelig domstol.

Den danske krone er en fælles valuta. Det ophæves ikke af regeringens lovtekst om euro-møntunionen. Tværtimod tydeliggøres to menneskealdres snyd på vægten i forhold til færingerne og grønlænderne – men så sandelig også i forhold til danskerne.

Hvis vi i fremtiden ikke skal have selvstændig dansk valuta, så er det ikke kun et spørgsmål for danskere, men også for færinger og grønlændere, som vi har fælles valuta med allerede nu, nemlig den danske krone.

Følgelig skal færingerne og grønlænderne have mulighed for at stemme 28. september. Mulighed er endda for svagt et ord, for det er deres grundlovssikrede ret.

Euro-møntunionen er udenrigspolitik. Og udenrigspolitik har Grønland og Færøerne fælles med Danmark. Det står tydeligt i begge hjemmestyrelove. Grønlænderne og færingerne er uden tvivl helst fri for at deltage, men samtidig er det i de to folks interesse, at det bliver tydeliggjort, at deres selvstændighed i det såkaldte rigsfællesskab er et bedrag.

Grundloven gælder for alle tre folk. Den såkaldte ”fælles valuta” er overgivelse af dansk selvråderet til et fællesskab af andre stater. Det er uomtvisteligt, at ingen del af riget kan holdes uden for en sådan beslutning.

Og prøver regeringen og EF-partierne at køre løbet, som de har lagt op til, bliver anden omgang så meget værre. En domstol, den hjemlige højesteret eller en mellemfolkelig, vil kunne ende med at dømme ikke bare folkeafstemningen 28. september om euroen ulovlig, men samtlige folkeafstemninger om EF og EU indtil nu.

© Poul Erik Søe – 3. maj 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside