Hvorfor vil statsminister Nyrup have
euro-møde med Pia Kjærsgaard?

Lad os dog i det mindste, tilhængere og modstandere, mødes i det krav, at det ikke skal lykkes politikerne at gøre spørgsmålet om euroen til partipolitik

Hverdagens helte var tilforn folk, der reddede små børn fra druknedøden i Lillebælt eller Ringkøbing fjord. Vor tids hverdags-helte er politikere, der tør møde Pia Kjærsgaard. Socialdemokraternes Ritt Bjerregaard har scoret på, at hun var til Pia. De tos møde om euroen var tophistorie i den trykte og elbårne presse.

Vi har været der før. Da Mogens Glistrup var ny og mente, at folk over tres ikke skulle have stemmeret, var han et tilløbs-stykke for vælgerne, men ikke for politikerne. De andre partiers folk turde ikke møde ham. Den borgerlige finansminister Poul Møller blev syg bare ved tanken. Men så trådte Per Hækkerup frem, og han blev helt på, at han i det hele taget turde tage kampen mod Glistrup op.

Sådan kører det også lige nu i forhold til Dansk Folkepartis leder. Enten er hun efter statsminister Poul Nyrup Rasmussens mening ikke stueren, eller også er hun pludselig attråværdig at drøfte euro med, så han kan vise, at han er mindst lige så buksebulende som Ritt Bjerregaard.

I hvert fald har statsministeren brugt et pressemøde om socialdemokraternes euro-holdning til at sætte basun på sit eget mod. Tænk, han tør mødes med Pia Kjærsgaard! O, hvilken heltegerning i demokratiets tjeneste!

Men hvad skal vi egentlig med den slags møder? Hvilken saglig oplysnings-værdi er der i et møde mellem to, der i alle forhold burde stå langt fra hinanden – ikke bare i spørgsmål om euroen, men i hele livssynet.

Vi ved efterhånden alle – sidst fra Jörg Haider i Østrig, at Nyrup Rasmussens regering i flygtninge-spørgsmål har gennemført det, de kæmper for i Dansk Folkeparti. I praktisk lovgivning har Nyrup og hans lige for længe siden overhalet Haiders afskyelige parti.

Når Dansk Folkeparti nu vil ophæve konventionen om menneskerettighederne, så er socialdemokraterne – Dorthe Bennedsen især – vældig forargede. I virkeligheden handlede de jo i lovgivningen fuldstændig som Pia Kjærgaards folkeparti.

Regeringen og folketingets flertal så væk fra konventionen, overtrådte den – og blev så siden sat på plads af Højesteret. Der er altså ikke et ord i dansk Folkepartis nye forslag, som ikke allerede er virkeliggjort af regeringen og folketingets flertal. Nu dækker de sig bare ind under Højesteret, der har underkendt regeringen og folketings-flertallets egne handlinger.

Men trods alle ordene imod Pia Kjærsgaard, så er det alligevel hendes honning-krukke, Nyrup kredser smiskende omkring. Hvad skal han der?

Politisk kan jeg sagtens se en grund. Nyrup vil prøve at fremstille alle modstandere af euroen som tilhængere af Pia Kjærsgaard. Han vil møde hende for at vise, at modstand mod euroen er at gå Pia Kjærgaards ærinde. Og det er selvsagt på forhånd gak-gak, fordi næsten halvdelen af danskerne er imod, mens Pia Kjærsgaards parti kun udgør et lille mindretal.

Modstanden mod euroen findes hos et flertal hos LOs medlemmer, og modstanderne er en meget stor del af vælgerne hos Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre, lige som der er modstandere på venstre fløj. Når nær halvdelen af danskerne er imod, så er det en krænkelse at udstille dem, som om de kan repræsenteres af Pia Kjærsgaard.

Nyrup Rasmussen er bydreng for et flovt ærinde. Der er ingen saglighed, ingen ny oplysning, ingen folkelig grokraft i den stærkt opreklamerede villighed til endelig at mødes med Pia Kjærsgaard.

Det er lige så fjollet, som hvis Holger K. Nielsen eller Frank Aaen slog sig for brystet i et modigt udspil, hvor de sagde, at de var villige til at drøfte euroen med Mogens Glistrup, der jo er tilhænger af EUs valuta.

Den slags slagsmål for åbent tæppe er ganske vist tidens stil, men dårlig smag og nedgørelse af folkestyret. Selve tanken om den slags møder er politik som underholdning. Demokrati er ikke længere samtale, men boksekamp. Derfor bruger fjernsynet heller ikke samtalens sprog på den slags udsendelser, men har i tidens løb givet dem alle voldens titler fra  Duel til Krydsild.

Men hvad skal vi med den slags? Hvilken mening har det overhovedet i forhold til euroen? Vi ved, at der er næsten lige mange tilhængere og modstandere, og vi kan vel i det mindste agte hinanden for, at vi har forskelligt syn, så der er noget at drøfte. Og vi kan vel tage det alvorligt, at holdningen til euroen, om vi er tilhængere eller modstandere, ikke på ringeste måde har noget at gøre med, om vi tilhører det ene eller det andet parti.

Lad os dog i det mindste, tilhængere og modstandere, mødes i det krav, at det ikke skal lykkes politikerne at gøre spørgsmålet om euroen til partipolitik. Lad os gøre det oprør, at vi ikke lader os lokke af kunstigt skabte modsætninger, der skal hidse os op til at være fjender. Vi skal jo leve sammen også efter den 28. september, og vi er bagefter helt og fuldt et folk i et fællesskab, uanset hvad vore politikere lokker os til.

Lad os sige til Poul Nyrup Rasmussen, at det er os inderligt ligegyldigt, om han i visse muskler føler sig mere manddommelig, fordi han tør løbe Ritt Bjerregaard i skørterne og tage et møde med Pia Kjærsgaard. Det er har jo intet med virkeligt mod at gøre.

Nej, statsminister, det egentlige mod vil være et løfte om en aftens offentlig drøftelse med Klaus Hækkerup. Han er Nyrups socialdemokratiske partifælle, men vil stemme imod euroen. Det er da i et sådant møde, vælgerne vil føle, at der bliver svaret på egen tvivl.

Vi kan ikke finde os i en tilstand, hvor vi fra nu af og til 28. september skal kaldes Mogens Glistrup-tilhængere, fordi vi siger ja til euroen , og Pia Kjærgaard-tilhængere, fordi vi er modstandere af euroen. Det er i hele tankegangen et vrangbillede på det danske folk og en voldtægt mod den egentlige demokratiske samtale.

Nyrup skal grundigt og fyldt med enkeltheder drøfte med euro-modstanderen Klaus Hækkerup. Holger K. Nielsen skal offentligt møde euro-tilhængere i sit eget parti. Ligesom Anders Fogh Rasmussen først for alvor vil give noget fra sig, når han offentligt mødes med folk fra den femtedel af hans egne vælgere, som er imod euroen.

Politikerne, valgt af os, tager os først alvorligt, når de for vore øjne og øren går i samtale med modstandere, der har samme politiske syn og livssyn som politikerne selv. Bendt Bendtsen og Marianne Jelved trænger til samme tur – i mødet med euro-modstanderne inden for deres eget parti. Frank Aaen skal svare de euro-tilhængere, der findes i Enhedslisten.

Vi må sige til politikerne, at hvis de tager os alvorligt som folk, så vil vi agtes både for vores ja og vores nej. Vi vil ikke spændes for ensidighedens vogn og ikke nøjes med grøfte-gravningens møder, hvor de yderligtgående kræfter fastsætter vilkårene for drøftelsen.

Fri os fra heltene. Fri og fra det usmagelige spil på føleriet. Fri os fra den debat, der kun vil sensation, men som ringeagter den modstand, der også er blandt tilhængere, og den fristelse til at sige ja, der også findes hos modstandere.

Tag vores tvivl alvorligt – ikke ved at nedgøre os til tilskuere, der følger boksekampen, men ved redeligt at vedstå de store modsætninger, der er i hvert eneste danske parti og i de allerfleste vælgeres sind.

© Poul Erik Søe – 6. maj 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside