Krybekælder-pressen
I aften kommer der i fjernsynet en udsendelse om, hvordan nej-sigerne vil klare sig, efter at virksomhederne på stribe bruger dele af deres indtjening på kunderne til at støtte et ja til euroen.

Fjernsynets forskellige politiske redaktioner har fået samme tanke. De er optaget af, at det vil skabe skævhed forud for folkeafstemningen, at virksomheder har lagt en slags euro-skat på varerne, så kunderne betaler for et ja, som mere end halvdelen af det danske folk ifølge Gallups seneste målinger er imod.

Det er netop flertallet imod euro-møntunionen, der har fået virksomhederne til at spytte i ja-partiernes bøsser. Reklamefolkene skal klare, hvad ja-politikerne ikke magter. Og kampen mod det danske folks flertal skal betales af danskerne selv over varepriserne.

Men fjernsynet i de forskellige danske udgaver vil sørge for, at der er ligestilling mellem holdningerne forud for afstemningen. Derfor vil de i aften gå løs på de penge, der skal bruges på at få folk til at skifte mening.

I forvejen har de partier, der siger ja, fire gange så mange penge som nej-sigerne. De penge har politikerne tildelt sig selv. Nu får de oven i hatten million-summer fra virksomhedernes euro-skat på varerne.

Men i aften vil flere af de politiske redaktioner rejse det spørgsmål, om virksomhedernes tilskud til at skaffe et ja hjem ikke bør trækkes fra det statstilskud, som politikerne selv har tildelt sig. Det er jo et udbredt synspunkt, at der ikke er grund til at give statstilskud til noget, der kan klare sig selv.

Måske er jeg bare enfoldig. Måske tror jeg alt for godt om fjernsynets politiske redaktioner. Måske kommer der slet ingen udsendelse om, hvordan nej-sigerne vil klare sig, når de nu også skal kæmpe mod virksomhedernes pengekasser.

Når jeg alligevel i mit lyssyn fastholder, at den udsendelse kommer, så skyldes det, at jeg i aftes så en anden udsendelse, der handlede om ja-sigernes vanskeligheder. Det var Danmarks Radio, der bekymret spurgte til, hvordan ja-partierne ville kunne vende stillingen, efter at et flertal af danskere siger nej til euroen i meningsmålingerne.

Vi har været med i EU i 25 år. Har man nogen sinde hørt Danmarks Radio lave en særskilt udsendelse om, hvordan modstandere af EU ville få vendt stillingen, når de var i mindretal i en meningsmåling?

Når jeg alligevel i lyssyn tror, at Danmarks Radio vil holde op med at være magthavernes talerør, så skyldes det, at fjernsynet i Danmarks Radio bor i højhus. Det har den politiske redaktion ganske vist ikke opdaget endnu. Den ved ikke, der er højt til loftet i højhuset. De teer sig, som om udsendelserne bliver til i en krybekælder – oftest krybende på knæ for magthaverne.

Jeg tror ikke engang, at de politiske medarbejdere og andre nyheds-folk tænker over, at de skaber vrangbilleder i den fri drøftelse forud for folkeafstemningen. Det er Danmarks Radios ældgamle stilling som magt-partiernes talerør, der ligger om ikke i blodet, så i skik og brug.

I ordvalget stiller Danmarks Radio sig igen og igen til rådighed for magt-flertallet, skønt kravet om alsidighed allerede for mange år siden blev opstillet som mål for husets virke.

Mange gange glider den skjulte påvirkning hen over een, men netop den slags skjult indflydelse er jo mest virkningsfuld. Som nu i aftes, da Danmarks Radio fortalte om, hvor dyrt det er blevet at adoptere børn fra udlandet. Det koster i mange tilfælde over 100.000 kroner. Staten giver et tilskud på 35.000 kr. Og nu mener adoptiv-forældre, at staten skal give mer i tilskud, og flere parti-ordførere mente det samme.

Til slut fik vi så forklaringen på, at det er blevet dyrere at adoptere et barn. Onkel oplæser sagde til os, at dollaren er steget. Det er grunden til, at det er dyrere at hente et barn i udlandet. Men det er bare ikke hele sandheden. Den egentlige grund er, at euroen er faldet og faldet i forhold til dollaren. Og Danmarks Marianne Jelved har bundet den danske krone til euroen.

Er det nu ikke at gå i for små sko, når den slags små ting skal kaldes påvirkning? Jeg synes, de små ting er vigtigere end de store, fordi ordvalget afslører, at Danmarks Radio ikke er uvildig og alsidig, men som elbåren presse har valgt at bo i krybekælder. Ord bøjes, men nogle ord bøjes for at bukke og neje, for at give nydelige krumbøjede rygge at kigge på fra oven.

Tro ikke, andre pressehuse er uden krybekælder. TV2s nyheder til morgen havde fået en helt enestående, fremragende og aldrig før set vinkel på euro-drøftelsen. De var taget med statsministeren til møde, hvor han modigt ganske alene uden andre talere sagde ja til euroen. Jeg hører nogen sige, at det er da ingen nyhed. Men det er en overilet slutning. Det var første gang, han gjorde det på Teknisk skole i Ishøj.

Jeg tror i mit lyssyn fuldt og fast på, at noget lignende vil ske i TV2s nyheder igen. Snart dukker en fra Junibevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU op helt alene og med god taletid for at forklare sig.

Jeg tror på den slags mirakler, fordi jeg tror på demokratiet. Ved EU-parlamentsvalget i Danmark for et år siden fik de to danske bevægelser mod EU tilsammen 461.217 stemmer. Socialdemokratiet nåede kun op på 324.256 stemmer. Enhver redelig journalist, og hvem er ikke det, kender de tal og handler under ansvar over for dem. Det er jo da grunden til, at vi i tide og utide ikke hører andre udtale sig end folk fra Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.

Nå, vi hører nu nok lidt mere til Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, skønt de to nej-bevægelser fik fire gange så mange stemmer som Dansk Folkeparti og mere end tre gange så mange stemmer som Socialistisk Folkeparti. De to bevægelser fik også flere stemmer tilsammen end partiet Venstre, og når pressefolkene oftere spørger Anders Fogh Rasmussen, så er det nok kun tilsyneladende. Det skal nok vise sig, at nej-bevægelsernes folk er på alle de gange, man lige netop ikke ser fjernsyn.

© Poul Erik Søe – 29. maj 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside