JAmmer-meter
Og sytten øre
Nyt parløb mellem statsministeren og Den danske Bank, der stiller sit JAmmer-meter til rådighed for trængte politikere

Den danske Bank har før kørt politisk parløb med statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Da handlede det om at gnide den økonomisk krise af på færingerne, så banken selv kunne slippe for tab. Forud havde Den danske Bank selvsagt ingen skrupler ved at tjene penge på Færøerne.

Nu står Den danske Bank igen last og brast med folket, det danske folk, som skal reddes fra tab, hvad Den danske Bank i hvert fald er kyndig i, når det gælder bankens egne tab.

Slået med skræk, fordi de økonomiske vismænd siger, at der ikke er forskel økonomisk på at sige ja eller nej til euroen, er Den danske Bank pludselig rede med udtalelser, der kører et nyt politisk parløb med statsministeren. Også for statsministeren er det noget ganske nyt, for han har undgået parløb i euro-debatten. Han rejser landet rundt og drøfter udelukkende med sig selv, og indtil nu har han vundet hver gang.

Den danske Bank kan i dag fortælle dagbladet Børsen, at et nej til euro-møntunionen vil koste aktie- og boligejerne 150 milliarder kroner. Enmandsavisen har til formiddag regnet på tallene. De er som ventet ikke rigtige. Det er 150 milliarder kroner og 17 øre.

Håbmåler
Banken har ifølge Enmandsavisens sagkyndige kilde lavet tallene på et såkaldt JAmmer-meter, en teknisk blanding af en lommeregner og en meningsmåler. Hver gang færre siger ja til euroen, stiger de pengemæssige tab ved et nej på en hjemmelavet skræk-skala, der går fra 1 til 17, men som kan tilpasses opad i takt med nej-tallets vækst.

Folk, der har været ude i folkeafstemninger før, ved, hvad det her går ud på ud. Unge skal mindes om, at der også blev varslet vældig økonomisk nedgang forud for EU-folkeafstemningen i 1992. Hvis danskerne sagde nej, ville der komme store valuta-tab, blev der sagt. Danskerne sagde nej. Og et halvt år efter gjorde Nationalbanken op, at vi faktisk havde tjent på det.

Da Sverige havde folkeafstemning om EU, sagde man, at renten ville stige, hvis folk sagde nej. Så af frygt sagde folk ja, og hvad skete der – renten steg!

Ved Norges seneste folkeafstemning om EU gentog det sig. Renten ville stige frygteligt, hvis nordmændene sagde nej. Og nordmændene sagde nej. Men renten faldt!

Det samme gælder skræk-skrigeriet om ledigheden, som påstås at ville vokse, hvis vi siger nej 28. september. Vi vil kunne sælge færre varer, og så bliver der 20.000 flere ledige, hedder det. Men man glemmer, at nej-sigere ud over Europa vil købe mere dansk, hvis vi stemmer nej. I England er 71 procent af vælgerne imod euroen. Englænderne er som os. De køber varer, fordi de har brug for dem, men de vælger også varer efter holdning.

Et dansk nej til euro-møntunionen vil også give håb til det store flertal af tyskere, der er imod euroen. Vi skal ikke glemme, at kun 22 procent, omkring hver femte tysker, mener, at EU gavner landet. Tilliden til EU har aldrig været så ringe i Tyskland som efter euroens indførelse for halvandet år siden.

Kugleramme - hellere skyde kuglen ved siden af end slet ikke ramme
I øvrigt slår Den danske Banks jammer-tal grusomt selvforstærkende tilbage mod tilhængerne af euroen. Danmarks binding til euroen har nemlig ud fra Den danske Banks måde at regne på i løbet af euroens første halvandet år kostet danske aktie- og boligejere mere end 400 milliarder kroner, og vi har mistet i hvert fald 60.000 arbejdspladser. Det er følgen af de stadige rentestigninger, som euroens og dermed kronens nedtur har medført.

Og Den danske Bank glemmer rent, at de følger, banken skrækker os med, har vi efter et nej til euroen dansk selvstændighed til at rette op på. Det er jo just den selvstændighed, der sættes over styr ved at stemme ja, fordi handlemuligheden så ligger i Frankfurt.

Der er måske også grund til at minde om udtalelser fra BG Banks chefanalytiker, Keld Holm, til dagbladet Politiken. Han siger: ”Vismandsrapporten ligger meget tæt op ad vores egen analyse. Vi mener også, at det mere er en politisk end en økonomisk beslutning. De økonomiske effekter er meget små og usikre. Og faktisk er det ikke til at sige, om det er til plus- eller minussiden. Så der er ingen grund til, at folk stemmer med pengepungen denne gang«, siger Keld Holm.

Vi opdager på den måde, at lige som der er forskel på ens egne udgifter, alt efter hvilken bank man handler i, så er der forskel på euro-holdninger fra bank til bank, vel at mærke de politiske holdninger. Det er godt sådan. Det er menneskeligt og helt ligetil, fordi bankfolk er mennesker som alle andre og lige så forskellige.

Og så kan man jo overveje med sig selv, om en banks politiske holdning skal have indflydelse på, hvilken bank man vil handle i. Heldigvis for Den danske Bank, der modarbejder flertallet af det danske folk, har mange mennesker det sådan, at de synes, det er sjovest at møde nogen, de er uenige med. Så Den danske Bank skal ikke blive grebet af den skræk, den selv spreder som møg på blomstrende enge.

© Poul Erik Søe – 30. maj 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside