Ingenmandsland
Kastrup lufthavn, hvor alle mødes - under uret

Det er bare nogen flyvske tanker
- luftkasteller.
Jeg har let ved at miste
jordforbindelsen
og gribe en vingeskudt and i flugten.
Men når man kunne flytte
den gamle lufthavn på hjul
ad vejen for ikke at være i vejen,
hvorfor så ikke en kornmodsnat
rulle Christiansborg ud til Kastrup,
lægge den for enden af metroen
ved den første finger,
lægge luft til vælgerne
og stille den kinesiske vase frem,
der ellers kun luftes ved lodtrækninger
om formandsposten
- også for at være respektfuld
mod det kinesiske folkedemokrati.
Så kunne man gribe de folkevalgte
ud af luften,
med en smag af kasino
omhyggeligt rense luften
for vildfarne
og lade de rigtige vælge sig selv,
vælge trygheden og sikkerheden
ved kun at have een slags folkevalgte,
så man undgår vekselkursen,
korter dagsordens-debatterne ned
og helt undgår afstemninger,
især folkeafstemninger,
men kan nøjes med en rundspørge
til det luftbårne personel
for lige som at stikke den våde finger
i luften og føle, hvor man er henne.
Fri af Grundtvigs og Ingemanns land
kan man her i staten Ingenmandsland
med udsigt til Ørestadens tomhed
følge desto mere frit fuglesving og soleridt,
ingen bygninger standser øjets flugt,
her i et friskere, mere åndeligt tomrum kan man
løfte sig op over årtusinders danskhed
og lade sig bære af den renere luft,
sende politiske balloner op, hver gang Brixtoftes
pensionister på kommunens regning
går til og fra flyet
for at indgå i det liberale fællesskab,
der ikke findes i Farum,
men på en international strandbreds flyvesand,
hvor man er fri for landmænd og landsmænd.
Man kan lægge luft til
Klaus Hækkerup, tage ham ved vingebenet
og sende ham på enkeltbillet til Brüssel,
indtil han rækker hænderne i vejret.
Afgangshallen er som skabt til folketinget,
vedtagne lovforslag luftes på lystavlen
sammen med forsinkede fly,
mens tyrkiske og engelske gæster
griber bolden i luften
og lufter NATO-fællesskabets naturlige varme,
og forsvarsministeren og udenrigsministeren
ligger vandret i luften for at nå alle de møder,
danskerne ikke deltager i på grund af forbeholdene,
men som her i Ingenmandsland er ikke-møder
med ikke-deltagere, hvor man kun rigtigt
ikke er med, når man er til stede, er nærværende,
ikke som sig selv, men genfødt,
for med genfødslen er det som med vinden –
man ved ikke, hvor den kommer fra,
eller hvor den går hen,
men man mærker vinden
som en frihed, et tomrum, adskilt fra folket
ved forhænget mellem første klasse og Farums pensionister,
der uden forbehold kommer hinanden ved
som aldrig før hjemme på Brixtoftevej.

Det vil højne folketinget, løfte dem alle en tomme over jorden,
når de hele tiden hører,
at det er sidste udkald.
Floskerne fornyes, stemmer man ikke ja nu,
så er toget ikke længere kørt,
nej, fuglen er fløjet, flyet forsvundet,
indflydelsen forduftet.
Regeringen holder sig til ankomsthallen,
hvor tanker er toldfri.
Nyrup står for enden af fingeren,
rede til at møde alle under uret,
han giver Dalai Lama fingeren,
der buddhistisk ydmyg takker,
mens han gemmer sine egne hænder i ærmerne
for ikke at få dem taget i forbifarten.
Statsministeren, der har tommelfingre nok til mange møder,
slår respektfuld et slag i luften
i retning af den kinesiske vase,
mens han nikker til prodi et contra Romanis synspunkter,
der er på vej ind og ud af ankomsthallen.
På vejen ind siger Prodi, at vi ikke kan komme ud,
og på vejen ud, siger han, at vi ikke kan ind igen,
hvis vi går ud. Standpunkter er toldfri, 
og man kan selv vælge, a la carte,
tagselvbord, traktat-kasino, kisteglade
samles vi om den kinesiske vase
for at vide, hvad vi mener i dag.
Og straks ordet kisteglad er i luften
kommer Arbejdernes Ligkistemagasin ind
for at lægge solidariteten under låg,
sjælenes pilgrimssang høres gennem jetstøjen,
forstyrres et øjeblik af et blandet ægtepar,
tydeligt flere måneder under 25,
blandet med og forklædt som Farum-pensionister
i den hensigt at blive familie-sammenført,
finansministeren er allerede i gang med en tale
om at udlicitere kvinderne blandt de højstbydende
på førsteklasse, mens Pia Kjærsgaard stirrer sig blind
på et rat-slør i nærmeste jumbojet
og kræver alle hovederne kappet af,
så forskellig beklædning ikke er mulig,
da alle er ved at miste luften på samme tid,
fordi statsministeren tydeligt, alt for tydeligt
i en klar enegang og med benene solidt plantet i luften
stiler mod et fly på en af de fjerneste landingsbaner.
Der er ingen tvivl, enhver kan se det nu,
og Hans Engell har allerede løftet den røde blyant,
Anders Fogh Rasmussen vender sit ugebrev i luften,
flyvelederne bruger deres nye ret til at indrømme fejl,
en ny rynke mejsles ind i Ritt Bjerregaards pande,
hævet over kogalskabens og EU-svindelens ar,
Marianne Jelved ser et ord vise sig i skyen,
det daler ned mod hende i vild fart,
alle hendes fordele flades ud under hofkjolen,
mens ordet ulempe ubarmhjertigt dannebrogsfarvet
lander på en af de mange tomme sider i hendes ordbog,
selv Dam Kristensen glemmer at sige velfærd,
i flere minutter, flere endnu, høres ordet velfærd ikke,
alle snapper efter vejret, fordi der er tomrum,
hvor ordet velfærd plejer at fylde luften.
Vel er statsministeren på færde,
men det er alt for tydeligt nu, hele folket råber,
men Nyrup hører ikke folket, folkehøringens tid er ude.
Prodi råber for at få Nyrup til at veksle kurs, 
Prodi skriger, at man ikke kan komme ud,
hvis man først er kommet ind.
Og straks efter råber han, at man ikke kan komme ind.
hvis man først er kommet ud.
Ingen ved hverken ud eller ind,
de står med hangar-store, åbne munde og ser Nyrup
gå i strækmarch som soldaterne i Pekings lufthavn,
helt alene løfter Nyrup det ene ben strakt foran sig,
så det andet, nu og da tilsyneladende også højre arm,
som om han piller ved en statue af en pige fra Kerteminde.
Nu, lige nu, det er ikke fata morgana, ikke amanda,
ikke synsbedrag, ikke programmørfejl, ikke luftspejlinger,
men tydeligt – for ikke at lufte ordet synligt for meget –
med et brev på efterlønnen i hånden
løfter han nu begge ben, strakte, på samme tid
og bæres af sjælenes pilgrimssang
lige ind i flyet.
Helt alene, uden at spørge udenrigspolitisk nævn
er han trådt ind i Østrig-flyet, afgang til Wien 12,47,
der er ingen forsinkelse, det er fly til tiden.
Og nu hører man ham synge med en kinesisk stewardesse
i østrigsk uniform som opbakker. 
Ordene bæres ud over hele Kastrup, 
og beboerne glemmer at klage over støjforureningen.
Det er Ingenmandslands nationalsang på Nyrups læber.
Der er noget i luften, jeg ved ikke hvad.
Kabinedøren lukkes bag ham.
Han er gået ind til det evige kasino.
Og siden bliver Nyrups tomme stol solgt af en svigersøn
til en, der heller ikke kan stave til luftforandring.

© Poul Erik Søe – 19. maj 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside