Poul Hartling var et værn
mod den stærke mand
Poul Hartling føres til graven med fortjent lovprisning. Men i skildringen af ham indgår også ordet veg. Han var veg, i hvert fald til han blev udenrigsminister i 1968. Men selv da holdt den frugtbare del af vegheden sig.

Veghed er en god egenskab hos det træ, man laver flitsbuer af. Om et menneske er ordet brugbart, når det er bøjeligt og smidigt uden at briste. Sådan brugt er ordet veg en krans om Hartlings pande.

På Christiansborg blev ordet dog sidst i tresserne brugt som i ordbogen om den, ”der mangler tilstrækkelig fasthed, energi eller hårdhed i optræden, handling eller karakter”. Hartling lignede ikke den slags høvdinge, Venstre var vant til fra J. C. Christensen til Erik Eriksen. Man ville omskabe Hartling i forgængernes billede.

Hartling blev presset til i valgkampen 1968, hvor fremtræden i fjernsynet for første gang var vigtigere end holdninger, at øve sig i at se mere barsk ud. I Venstres grupperum blev opstillet en papramme, der skulle ligne et fjernsyn. Her skar de øvende Venstre-folk skærmens natur ud i pap og tilpassede den menneskelige natur til billed-rammen. Hartlings øvelse endte med, at han fik kantede, mørke briller, så han så hårdere ud.

Alle partier havde samme slags øvelser. De konservatives Poul Møller, som efter valget 1968 blev finansminister, mødte op med egen sminke-dame til fjernsynets optagelser. Hun lagde ”pudder 8” på de lidt for runde kinder, fordi en avis havde kaldt ham en flødebolle. Og håret blev sat med sminkørens spyt, fordi man vidste fra valgkampen forud, at brillantine glimtede i projektørernes lys.

Vi ryster på hovedet i dag, men er ikke kommet et skridt videre. Dengang sagde man i alvor, at et menneske kunne have nok så mange gode egenskaber og nok så mange fine samfunds-tanker, men med et forkert slips ville budskabet aldrig nå ud over skærmen til vælgerne.

1968 er siden blevet kendt som ungdomsoprørets år, og det er sandt nok i en del lande, men ikke i Danmark, hvor samfundets iblødsætning havde været i gang længe. 1968 var i Danmark netop et modstykke til ungdomsoprøret. For første gang siden verdenskrigen kunne der efter valget dannes en borgerlig flertals-regering. Det var de kantede brillers tid. Og kun et halvt år efter sagde vælgerne nej til at sænke valgretsalderen fra 21 til 18 år.

Poul Hartling måtte selvsagt virke på tidens vilkår. Hans indre styrke gjorde imidlertid, at han hurtigt blev godtaget, som han var. Uundgåeligt var hans lederskab og parti påvirket af tidens politiske modstrøm, som ytrede sig i længslen efter den stærke mand, der i vælger-drømmen kunne bryde alle skranker og vippe alle paver. Få år efter udløstes drømmen i vælgernes kåring af Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen – fra hver sin side en udnyttelse af vælger-vreden og et brud med demokratiets skik og brug.

Poul Hartling blev et værn mod den stærke mand. Han var folkestyrets modtræk til stemningsbølgernes magtvækst. Og set på afstand var han skaberen af vor politiske nutid, selvom han naturligvis ikke dengang kunne forudse den ulykkelige deling af folket og splittelsen mellem politisk ledelse og vælgere som følge af EU.

Støbeformen til nutidens partipolitiske samværs-former er Hartlings. Det er hans brud med blok-politikken, der åbner for samarbejde hen over ideologiernes kunstige skel. Det er altid hans tale i Svanninge bakker, der fremhæves, fordi han kaldte Venstres liberalisme social-liberal – et ordvalg, der forkyndte en ønsket tilnærmelse til højre fløj af Det radikale Venstre. Forgængeren Erik Eriksen, der var visere end radikale historie-skrivere gør ham til, havde dog sagt det samme allerede fra 1962. Men det var Hartling, der brød skrankerne.

Mens det skete, kostede det Venstre dyrt. Vælgerne gav den radikale Hilmar Baunsgaard æren, men senere klarsyn gjorde Baunsgaard til landets mest glemte statsminister. Ved valg efter valg gjorde vælgerne Venstre til et fugleskræmsel, og Hartling fik først en smule oprejsning, da han i diplomatfrakke kunne stå frem med kronens nyslåede velsignelse som leder af en ren Venstre-regering.

En politisk iagttager gjorde sig dengang for tredive år siden til grin ved at spå Venstre som det største parti år 2000. Meningsmålingerne gav ham siden ret. Mens Poul Hartling og hans parti var midt i hamskiftet var det næsten umuligt at se, hvor meget det ville ændre. Og kun vor tids EU-opsplitning i folket tågeslører Hartlings indflydelse.

Det er ikke en helgen-kåring, jeg er talsmand for. Men det er mer end en stille sejr for folkestyret, at vegheden sejrede midt i en tid, da kravet til en politiker var et udseende som ”de syv magre år” for at forkynde hårdhed eller fasthed. ”Vi gør os så stærke, som vi ikke er,” sagde en digter kort efter.

For mig var det særlige ved Hartling, at få kunne lade være at hjælpe ham, selvom de politisk stod som modstandere. Ikke fordi han var hjælpeløs, men fordi hans færd udtrykte den tillid selv til modstandere, at der var brug for dem. Er det ikke kernen i lederskab?

Ikke ved styrke - det er en mulig forklaring på det særlige ved Hartling. Og det siger ikke kun noget om ham, men også om et folkestyre, der havde plads til ham. Jeg synger ikke sangen om, at politikerne var meget bedre i gamle dage. Enhver har trods alle omkostninger mulighed for at være veg - bøjelig og smidig uden at briste. Måske er der alligevel en nutidig brod, når jeg mener, vi vil savne ham.

© Poul Erik Søe – 1. maj 2000, trykt i Kristeligt Dagblad 5. maj 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside