Vi hører os hjemme

De er mange i den første pinse. Der er fest, og mange er kommet hjem fra udlændigheden og derfor blev der talt forskellige sprog. I den første pinse var det galilæere, der talte, men enhver hørte sit eget sprog.

Helligåndens virke er, at vi hører os hjemme. Vi hører, at vi hører til, tilhører et fællesskab. På den måde bliver sproget mere end et meddelelses-middel. Det er et redskab for det guddommelige. Grundtvig prøvede at lære os, at modersmålets gæsteværelse var redt op til kristendommen. Jordan flød ud i Øresund. Kristendommen har ikke et særligt sprog at færdes i, selvom latinerne i katolsk tid søgte at lade Vorherre tale med een tunge, som om kristendommen var en politisk union.

Af samtlige omvæltninger på dansk jord er ingen større end kristendommens komme. Når vi har klaret det, så klarer vi også alle nutidens forsøg på at få os til at tale med een tunge. Kristendom er og bliver fremmed. Alt andet er løgn. Kristendommen kom ude fra. Og det er alene modersmålet, der gør den hjemlig. Nøjagtig som den første pinsedag.

Derfor mener Grundtvig det umiddelbart sære, at det forældede gudsbillede må stå i glans for os. Grunden er lige til. Det forældede gudsbillede har skabt det sprog, kristendommen må færdes i, hvis den vil være her og høres.

Alle de, der nu vil internationalisere ved at fjerne folke-fællesskabet, skal lytte. Man kan ikke være international uden folk, fordi det internationale er det, der sker mellem folk. Nogen mister straks mælet og siger, at man kan ikke være international og stadig færdes i sit eget sprog. Men det har de fleste europæiske folk klaret i langt mer end tusind år.

Det er, hvad vi kan lære af den kristne pinse. Kristendommen er for alle folk, men kravet for at være med er ikke ensretning, sammensmeltning eller ophør af folkelig egenart. Kristendommens udbredelse har fra første færd den vigtige tanke med, at den træder ind på menneskelivets og folkeslagenes vilkår. Kristendommen har magtet gennem to årtusinder at være fællesmenneskelig i samspil med de enkelte folk – ikke i modsætning til dem.

Eller som Grundtvig siger det i det store og lange digt ”Christenhedens Syvstjerne”:

Folke-tungen, moders-målet,
åndens spejl og hjertets sprog,
hverken lånt, ej heller stjålet,
elsk det! favn det! kys det dog!
Kun i det, som moders-livet,
ordet er af Gud os givet,
bliver kød for os og ånd!

Måske har Grundtvig et øjeblik tvivlet. Måske har han den nat, da de vers blev til, trukket i håndbremsen et øjeblik. Skulle et folkesprog være så meget værd? Er det ikke nationalistisk snak. Måske har han i glimt været så kuet som mange, der i dag næsten ikke tør bruge ordet folk. Eller har han overvejet bare et øjeblik, om den katolske kirke med sin latin alligevel var på ret vej. I hvert fald forsvarer han sig. Det er herlige strofer i Grundtvigs digt, da han husker sig selv og læseren på, at Jesus jo også brugte modersmål. Da Saulus i et indre syn ser Jesus, taler Jesus græsk til Saulus. Og det var jo ikke Jesu sprog. Men når det gælder, må man bruge modersmålet. Sådan tænker Grundtvig i hvert fald:

Saulus, Paulus, det jo skriver,
at ufrugtbart for vort sind,
skønt Guds ånde værket driver,
fremmed mål går ud og ind;
til hans stive sind at bøje,
derfor Herren i det høje
tordned på hans modersmål!

Synes vi, at det er håbløst, når nogen vil slette folk og sprog for stormagtens skyld, så er der trøst at hente hos Grundtvig, der ikke skrev Danmarks-historie, men universal-historie, altså om alle folkeslags sammenhæng. Og der er håb at hente i kristendommen, den største omvæltning i vort folks historie, men samtidig en omvælter med agtelse for det, der er os og vort.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Kristeligt Dagblad 9. juni 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside