Jeg har kun eet ansigt

Vi var der da. I striktrøjer og lange underbukser. Bålet brændte nær fjorden ved Nymindegab, og der var flere imellem, som kunne huske adskillige ord fra midsommervisen.

Vi elsker vort land. Men mest, når det regner ved midsommer. Det står der. Også når vi ikke pløjer, harver og tromler. Vi vil fred her til lands, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende. Det står der også.

Taleren var hentet langvejs fra. Det var socialminister Henrik Dam Kristensen. Det synes at være en klar regel, at jo længere en taler rejser, des mindre siger han. Dam Kristensen mente, der var forskel på heksejagt og internet. Vi skulle forny os og også holde på traditionerne. Og så sagde han ellers til lykke til de nye studenterhuer og glemte det rak, der går hoved- og hueløse rundt.

Der er heller ingen grund til at sige noget ordentligt til hinanden. Vi mener alligevel det samme skidt. Det hævder en ny meningsmåling fra denne uge. Direktøren og den ufaglærte har samme værdier og samme samfundssyn. Og holdningerne har vi hentet hos partierne.

Meningsmålingen er imidlertid selv del af tavshedens lukkede kredsløb. Ingen siger, hvad de mener, fordi vi ikke mener, hvad vi siger. Det er samtalens ringgang. Magthaverne har opgivet at nå os i samtale. De firedobler statens tilskud til partierne og lader os selv punge ud for at blive snydt med kampagner i stedet for samtaler.

Meningsmålingen vil, at vi henter holdningerne hos partierne. Men partierne er selv holdningsløse. De indretter sig efter meningsmålingerne, som måler de meninger, vi har fra partierne, der har meningerne fra deres undersøgelser af os. Det er demokratiets lukkede kredsløb.

Uheldigvis er der ind imellem nogle få, der tilsyneladende tænker selv. Den slags er dybt skadeligt for demokratiet, partierne og især for meningsmålingen. Den slags fører til samtale og holdninger og bryder det lukkede kredsløbs fællesskab. Her har vi vor tids hekse. I meningsmålingerne er det den slags, der svarer ”Ved ikke”, for de passer ikke ind i opstillingerne og regnestykkerne. Vi driver ikke heksejagt på dem. De får bare mindre tilskud.

Jeg er ikke politiker – jeg har kun eet ansigt. Sagde en irsk forfatter engang. Siden er irerne med europæiske tilskud hjulpet over i det tavse flertal, hvor man har det trygt. Engang i halvfjerdserne var vi bange for det tavse flertal. Vi var bange, fordi det slægtled, der havde erfaring fra anden verdenskrig, sagde til os, at demokrati er samtale.

Siden er vi blevet klogere. Demokrati er reklamer og kampagner. Samtale skaber tvivl. Kampagner skaber flertal. Og flertal er politikerens værktøj.

Politikerne har fra første færd elsket det tavse flertal. De vidste, at de tavse, de umælende mente det samme som magthaverne. Derfor skulle man ikke lytte til samtalen, men til tavsheden, hvis indhold fremgik af meningsmålingen og var skabt af kampagnen.

Engang var folkeoplysning en af vejene til samtale og demokrati. Men partierne har sat sig på folkeoplysningen. De har kvalt den frie udgave og selv i såkaldte oplysningsforbund indrettet ensretningens lukkede kredsløb med læbesyning som vigtigste fag.

Lysten til at kvæle ordet og lukke demokratiets læber stammer fra den uredelige omgang med det danske folk. Ordet skal gøres virkningsløst. Danske politikere har fundet løsningen. Ved ikke at sige noget, undgår de spørgsmål. Ved ikke at sige noget, undgår de svar.

Målet er meninger, der kun kan måles, men ikke gro til holdninger gennem samtale. Meninger er blevet en forbigående smag på tungen, et øjebliks kildren af smagsløgene. Man har en mening, til man tager ny måling.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Kristeligt Dagblad 30. juni 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside