Folkehøring blev folkeforføring
Kommentar i Kristeligt Dagblad 2. juni 2000

Politik er at gøre andres tanker og forslag til ens egne for at føre dem igennem. Det udelukker selvsagt ikke egen tankevirksomhed, men politikerens særlige pligt er at være talerør – andres redskab.

Det ligger smukt i det, vi kalder det repræsentative folkestyre. Den valgte træder i stedet for de mennesker, der har valgt. Tingfolk træder i skranken for synspunkter hos dem, der har valgt dem.

Der er sat grænser for det at være andres redskab. Grundloven taler om, at tingfolk ikke er bundet af forskrifter, hverken partiets eller vælgernes, men alene handler ud fra egen samvittighed.

Politiker er den, der kæmper for andres synspunkter ved at gøre dem til sine egne, når politikeren vel at mærke samtidig kan vedkende sig synspunkterne og redeligt genfinde sig selv i dem.

Virkeligheden er en anden. Nogen går den sløve partigang og stemmer som partiets klokkefår, senest som så mange gange før uden at kende lovforslagets indhold. Andre plejer med omsorg det at være andres redskab, at være talerør.

Få gjorde sig som den radikale politiker og minister gennem mange år Kristen Helveg Petersen til redskab for andres tanker uden på ringeste vis at miste selvstændighed af den grund. På møder af alle slags sad han med sit kvadrerede regnehæfte og skrev op, hvad andre folk havde af nye eller gode tanker. Meget af det dukkede siden op som politiske standpunkter i hans parti, som lovforslag eller som ændringer i samfundets forvaltning.

Som grøn i politik følte man sig meget smigret, hvis Kristen Helveg Petersen brugte blyanten, når man sagde søgende ord på et møde. Man lagde knap så meget mærke til, at han også gjorde det, når andre havde ordet…

Tanken med det stedfortrædende folkestyre, hvor de få valgte er de manges talerør, er at give demokratiet naturlig vækst. Planten sætter ikke blomst, før den har rod. Holdbare love i stedet for hovsa-løsninger gror fra neden, udtrykker flertallets egentlige ønsker og rummer hensyn til mindretallene. Både flertal og mindretal er folkestyrets grobund.

Grundlovens givere tænkte sig, folkestyrets vækst skulle ske gennem folketingets enkelte medlemmer. Siden tog partierne magten og blev værdifulde redskaber, sluser for de mange sind og synspunkter. Siden er partierne sandet til, forladt af folket, og årtier er gået med det kunststykke at få planten til at gro fra toppen og ned. Regeringens folkehøringer er et modstykke til den udvikling.

Folkehøringerne blev desværre til folkeforføringer. De blev brugt først og fremmest for at påvirke folks partipolitiske holdninger. Skønt folkehøringernes tanke var stik modsat – at politikerne skulle påvirkes. Nu blev folkehøringerne brugt mest som massepåvirkning for at vende socialdemokratiernes nedtur hos vælgerne. Vælgerne var blevet snydt, og nu skulle de sættes til at tale om noget andet.

Folkehøring som politisk redskab var aldrig tænkt sådan. Det siger jeg med munter sikkerhed, fordi forslaget om folkehøringer er mit eget – første gang i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten 14. december 1972. Tanken blev til, efter at vælgerne også dengang var blevet snydt.

Sammenlægningen af kommunerne i de år førte til mindre demokrati, og vælgerne fik ikke færre skatter og mindre forvaltning som lovet. Først da det kommunale selvstyres demokrati var lagt i ruiner, tog partierne fat på at tale om nærdemokrati – og Venstre brugte udtrykket det nære samfund. I Jyllands-Posten greb man ordet medvær som sindbillede på det nye demokrati, der skulle skabes.

Det var i den stemning, jeg foreslog folkehøringer. Det gale var efter mit syn, at folket kun havde lov at sige ja eller nej ved nogle få folkeafstemninger. Og folket havde ringe indflydelse på lovene, fordi drøftelserne først kunne føres, når lovforslag var fremsat og indholdet som regel aftalt af et flertal i folketinget. Nogle af ordene fra dengang lød:

”Jeg vil foreslå politikerne, at de ved siden af folketingsvalg og folkeafstemninger indfører en medværsform, jeg vil kalde folkehøringen. Dens ide er at sikre, hvad folkeafstemninger udelukker, nemlig egentlig indflydelse på væsentlige samfundsændringer. Ligesom folkeafstemningen forudsætter folkehøringen et repræsentativt demokrati. Der er altså ikke tale om, at der skal ændres på folketingets beføjelser, men der skal sikres vælgerne medvær, inden en lov er skrevet færdig.”

Også de høringsgrupper, der er knyttet til regeringens form for folkehøringer, var med i forslaget dengang. Det er de grupper, der i denne uge udmønter tankerne fra årets folkehøringer. Og selvom så meget er gået galt ved de første folkehøringer, så bør formen ikke dø af den grund. Måske ligger folkehøringen skidt i regeringens ramme og ville mere værnet for partipolitisk udnyttelse kunne have folketinget som iværksætter.

Mest mangler der dog mod – til at tage folket alvorligt. Det blev i udpræget grad de snævre og oftest sædvanligvis indflydelsesrige kredse, som fik indbydelse og kom til orde. Hele den del, der var med i det oprindelige forslag til folkehøringer og gjorde det muligt også for folk uden for sammenslutninger og foreninger at få indflydelse, mangler. Det kan nemt rettes op. Især hvis folkehøringerne ikke spændes for dårlige meningsmålingers vogn, men bliver et mødested, hvor politikerne lægger våbnene og kun medbringer kvadrerede regnehæfter og blyanter.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Kristeligt Dagblad 2. juni 2000.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside