Det er lykkedes at få os til at tro på,
at vi ikke tror på, hvad vi tror på

Vi ved ikke, hvad vi skal sige,
fordi vi ved alt for godt, hvad vi burde.
Vi kan godt finde ord for det,
men vi bruger dem ikke,
fordi vi ikke selv tror, det nytter.
Det er lykkedes at få os til at tro på,
at vi ikke tror på, hvad vi tror på.

Skriften står ikke på væggen,
men i avisen, bogen og digtet.
Selv alfabetet er undertrykkelsens historie.
I Tjetjenien skrev de arabisk,
indtil russerne tvang dem til kyrillisk,
indtil de for otte år siden skrev latinsk.
Nu bløder kroppen og skriver igen
kyrilliske bogstaver ned over huden.

Det er en nødvendig krig.
Jeltsin vandt valgkampe på at skyde tjetjenere.
Putin gentog det i år.
Man skyder da tjetjenere.
Små folk er til for
at gøre store folks små mænd større.
Og der skal snart være valg igen.
Og et eller andet valg er der hele tiden.
Krige er altid nødvendige.
Der skal skaffes styrke ved at vise styrke.
Svage mænd bliver stærke,
når de tvinger unge i døden
for at sætte flammeskrift på stemmesedlen.

Og som i terrorbalancens tid
gør vi vore latinske bogstaver mindre
for ikke at udfordre de kyrilliske.
Europarådet taler med så små bogstaver,
at selv kohl staves med lille,
og eu vokser nedad for ikke at hindre
kommende handelsmuligheder,
hæren er en udrykningsstyrke,
og det er nok muligt at finde et lillebitte lån,
som russerne ikke får alligevel,
men som står og venter,
så de kan få den sejrsgave.

Der bliver flere og flere russere
for hver dag kampen står i Grosnij.
Valpladsen er et Valhal,
hvor russerne står op af ligposen
hver morgen for at påføre 
tjetjenerne så store tab,
at der ifølge pressemeddelelserne
forlængst ikke er flere at slås med.
Det hele lader sig kun gøre,
fordi alle tjetjenere for flere måneder siden
er udryddet, og nu kæmper russiske
soldater mod russiske soldater,
og før de får lån fra os til uniformer,
opdager de det ikke.

Nazisterne påsatte en rigsdagsbrand i Berlin
og gav jøderne skylden.
Sådan er det ikke i Moskva.
Her gav man først tjetjenerne skylden,
og så fandt man noget, der nogenlunde
kunne passe til skyldens størrelse.
Hundreder af gravsten med kyrilliske bogstaver
blev hugget efter bombningen af boliger.
Til nu har man ikke fundet een skyldig tjetjener.
men det er heller ikke nødvendigt,
for valget er er overstået
og krigen varer nemt til næste valg.

Hvis det nu var tjetjenere, der bombede
boligerne i Moskva, var det så grund nok til
at øve folkemord på tjetjenerne i Tjetjenien.
Jeg sætter ikke spørgsmålstegn efter,
fordi vi alle kender svaret,
og svar har vi ikke brug for,
fordi svar alt for tydeligt siger til os,
at vi ikke ved, hvad vi skal sige,
fordi vi alt for godt ved, hvad vi burde.

Det er det samme, siger vi.
Vi glider af på virkeligheden
ved at nikke alt for genkendende.
Det er alt for meget det samme.

Saddam Hussein i Irak
og russerne i Tjetjenien - 
det er det samme.
Slobodan Milosevic i Kosova
og russerne i Tjetjenien,
Hitler i Polen, Stalin i Estland.
Nogen må godt - og får forsigtigt skåret i et lille lån,
andre bliver bombet nat efter nat,
som boligerne i Moskva,
men med verdenssamfundets våben.

Indtil man opdager, at der er forskel.
Det er det samme, der sker,
men man er ikke selv den samme.
Man er alene, forladt af magtens ord,
overladt til sig selv
uden vejledning fra daglige pressemøder i NATO.
Ingen statsmænd og officerer
får 4000 myrdede til at blive til 100000 -
som i talerne om Kosova mod den grusomme,
der sidder endnu ligesom Saddam i Irak
og som dem, der skaffede ligposer og fredstaler
nok til at skaffe de grusomme af vejen.
Helt alene må man gå ned i Grosnijs kældre
til gamle mænd, der ikke kan slippe væk
på grund af hjertet, gigten og eller lungerne.
Jeg ved godt, at der også er kvinder og børn.
Men også det er det samme.
Når stærke mænd taler om kvinder og børn,
så har de selv smidt bomber i boligblokkene,
så vil de have deres navn længere op
på stemmesedlen og ministerlisten.
Helt alene må man op i højderne i Kaukasus,
følge flygtningene, som hedder terrorister
og banditter i magtens sprog.
Når et helt folk undtagen forræderne
kaldes terrorister og banditter,
ja, også kvinderne og børnene,
må man gerne udrydde dem
uden at miste anden værdighed
end kreditværdigheden.
Helt alene må man stå ved vejkanten
og tælle russiske ligposer,
indtil man kun tror på de russiske
soldatermødres tabstal.
De må da vide, hvor mange sønner de har.
I øvrigt ved jeg ikke, om russerne
har ligposer, men de har sønner,
formentlig færre end før.

Vore kristne russiske venner
er ude at slagte muslimer.
Og de russiske meningsmålinger
viser fremgang for slagterne.
Det er meningen med det.
Så der er en mening.

Muslimerne i Tjetjenien har aldrig
valgt at være russere.
Da vi fik grundlov,
røvede russerne Tjetjenien.
Under verdenskrigen blev
tjetjenerne massedeporteret
til det midterste Asien.
Men Stalin var ikke grundig nok,
for der var stadig banditter og
terrorister i hvert hjem i Tjetjenien,
den slags, der er helte
i modstandsbevægelser,
men lovligt bytte for magthavere.
Det er hele tiden alt for meget det samme.
Grosnij i dag og Tallinn i morgen.
For angsten dræber ikke kun i Grosnijs kældre,
den æder sind og livsmod hos folk,
der før har prøvet Kremls befrielse.

Vi kan da ikke gribe militært ind,
siger den danske udenrigsminister,
som modsat Kosova-krigen pludselig
kun ved, hvad vi ikke kan.
Men vi kan noget.
Vi kan dræbe den opgivende holdning,
at alt er det samme.
Når det ikke hjælper at skære i lånene,
kunne vi måske forhøje dem?
Hvis Danmark pludselig standsede både Ørestaden
og metroen, hvis Danmark gav afkald og vendte
ikke bare de gamles bleer, men også børnenes,
så kunne vi overraske russerne,
banke pænt på i Kreml og overrække 
et milliard-lån i guldpapir, med røde bånd
og Bodil Nyboe Andersens underskrift forneden,
lamme dem med venlighed, omklamre dem med omsorg,
og selv det regerings-undertrykte fjernsyn,
radioen og aviserne i Sankt Petersborg og Moskva
ville være nødt til på forsiden
at skildre de sære danskere, der midt i vreden
overøser Rusland med lån.
De bliver alle røde igen,
røde i hovederne af skam.
Og skammens fortvivlelse vil brede sig
i det hårdt redne russiske folk,
ydmygelsens gave vil være oppe mod blodpengene.
Det samme vil ikke være det samme som før.

© Poul Erik Søe – 29. januar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside