Stilleleg med maden

Enhver ved, at fødevareministeren er folkehelt. Han er den mest yndede blandt ministrene, og bare det at være yndet i den stilling er dog noget. Henrik Dam Kristensen er folkehelt med god grund. Han går så stille med det. Man kan se på hans stille væremåde, at hvis der er noget, den mand ikke vil være, så er det folkehelt. Og derfor er han folkehelt.

Han er hver uge, tit hver dag, men ganske stille, som om det byder ham imod. Ingen ved bedre end han, siger han lige så stille, at den er gal med giften og medicinen i maden. Men han har en undersøgelse i gang, en lille, stille undersøgelse, der nok skal vise sig gavnlig.

Intet er, som det ser ud. Det stille vand har den giftigste grund - eller noget i den retning. Politiet ønsker lov mod brug af hætter ved krævegange, men forklæder sig selv som pressefotografer. Fødevareministeren forklæder sig som folkehelt, en stille, stille folkehelt, der er på folkets folkelige side. Tilmed er han på sin egen stille måde som folk er flest - altså noget andet end det, de giver sig ud for. Bortset fra, at han er stille.

Han vinder hver gang, regeringen leger stilleleg, og det er mindst een gang om dagen undtagen ved økonomiministerens julefrokoster, hvor de skyder på fremmede forfattere, der alt for stille kravler rundt under bordet. Til daglig er fødevareministeren sikker vinder. Han er så stille, at det slet ikke er leg som for de andre. Det er ganske enkelt hans natur. Han er stille af sig, som de sagde i min barndom. Dengang lød det som noget, man kunne vokse fra.

Når man er født stille, kan man sagtens vinde i stilleleg, og det vidste vi godt som børn. I skolen blev man ikke folkehelt ved at vinde, fordi man kunne sidde stille. De stille fik lov til at gå før tiden, mens de urolige blev sidst tilbage. Sådan lærte vi at blive urolige, for det var ildeset at være mellem de stille, duksedrengene, der ville være folkehelte på lærerværelset og ikke i frikvarteret.

Derfor er de fleste af os urolige, og vi sidder og rokker skævt på stolen, når en af de stille dukse dukker frem på skærmen. Vi omgås kun urolige og har helt glemt de stille eksistenser, den medfødte stilheds udsendinge til denne verdens urolige hoveder. 

Og nu indser vi, at vi skulle have lyttet i skolen, når lærerne ville have os til at være stille. Skolen vidste, at stilheden er den største kunst, og at stilheden bringer een videre i samfundet end noget andet. Men som altid nægtede vi at lytte og lære. Derfor er vi så urolige i den larmende hverdag og søger den tabte stilhed.

Nu længes vi efter en efteruddannelse i at være stille. Mon ikke det er en opgave for den ny højskole, der er blevet træt af det levende ord, som efter deres mening bare fører til snak. Stilheden kan blive kernen i en nutidig folkeoplysning. Der er ikke mange udgifter til undervisningsmidler i den form for efteruddannelse. Ordblinde kan være med uden særundervisning. Og så kan man genindføre stilleleg som en slags eksamen og give papir på, hvor stille eleverne er. 13 til de døde, 11 til de halvdøde og 10 til dem, der bliver fremtidens fødevareministre.

Stillelegens nuværende førstemand, fødevareministeren, har altid hænderne over dynen på en særlig stille og fredfyldt måde. Han folder ikke hænderne, for det ville kunne tolkes som en holdning. Han ligger der bare ganske stille, som om intet er skjult under dynen. Enhver ved, hvor svært det er at ligge stille - som ejeren af en virksomhed, der i krigens knappe tider søgte om mere brændsel med ordene: "Hermed søges om mere kul, da det er svært at ligge stille med seksten kvinder."

Alligevel sker det, at nogen bryder fødevareministerens stilhed, og det kan kun være i ond mening, for ministerens politiske stilhed er af den åbne slags, der kaldes for stille stilhed. Har han måske ikke hænderne over dynen? Ministeren skjuler ikke noget. Han er er langt fra lad, men bare stille - eller lader bare som om han er stille.

To journalister på dagbladet Politiken, hvor journalister siden Cavlings tid er blevet kaldt redaktører, fordi redaktører er mere stille end journalister, har brudt fødevareministerens stilhed. De mener, at fødevareministeren leger med maden, og det gør pæne folks børn ikke - de leger stilleleg. De to journalister hedder Hans Drachmann og Christian Lindhardt på en meget lidt stille måde, som om hver udenvælts fjende mod det evige liv skal falde af hesten ved Skjern i røg og damp.

Nu tror fødevareministeren efter sit eget stille udsagn ikke på det evige liv, så når han ganske stille og uden et ord til nogen har tilladt mere medicin i danskernes mad, så er det ikke for at fremme folketallet i paradiset. Han har bare lige så stille villet stille dem tilfreds, der vil ligestille sygedag-tallet for alle europæere. Over for døden er vi alle stillet lige. Maden skal hjælpe os til at nå til fuldkomne stilhed, som skolen ikke fik lært os.

De to journalister larmer op om, at fødevareministeren har åbnet for medicinrester i kød og mælkevarer fra 400-500 lægemidler. Det er sket lige så stille. Fødevareministeren har ikke sagt det til os, men heller ikke skjult det, for ingen stillede spørgsmål. Og stille og roligt opdager vi det jo alligevel, når kløen melder sig, huden bliver rød og tårernes flod stille flyder ned over bumser og bylder. Imens falder levealderen stille, men sikkert. Død mand sladrer ikke, og mens vi i den uendelige stilhed bliver eet med grundvandet, breder den helbredende ro sig i fødevareministeriet.

Danmark havde en undtagelse. I et kvart århundrede havde vi skrappere regler mod medicin i maden end de andre lande. Sært nok gik ingen danskere med hætte i demonstration for at kræve mere medicin i maden. Hvem ønsker at bryde stilheden? Heller ingen læserbreve krævede omgående ja til flere lægemidler i kød og mælk. Men fødevareministeren på sin egen stille måde har læst folkets tanker. De gamle slipper for at gå på apoteket, staten sparer medicintilskud, for det hele er med i maden.

Folkets tanker kender fødevareministeren fra Mejeriforeningen, der ad sine egne stille stier stiler mod ligestilling af medicin-indholdet i europæiske fødevarer. I Politiken står der, at Mejeriforeningen pressede fødevareministeren til mer medicin i maden. Men det er nok at stille alting på hovedet. 

De mejerifolk, jeg køber hos, stiller i hvert fald penge til rådighed for værn af ørne, når de sælger økomælk, og da ørnene er sidst i fødekæden, vil mejerifolkene som en stiltiende del af prisen tænke på ørnene, nu da det alligevel er lige meget med mennesker. Selvom jeg i mine stille tanker af og til siger til mig selv, men ikke højt, at fremstillingen af almindelig mælk skader ørnene mere end økomælken.

Fødevareministeren, stille svævende i de øverste luftlag som en reddet og fredet ørn over grundvandene, gik med på Mejeriforeningens henstilling. De andre europæiske lande havde ikke krævet Danmark stillet for retten på grund af vore skrappere regler mod medicin i maden. De andre går nemlig stille med dørene, fordi de stiltiende godtager, at danske politikere i forvejen er vanskeligt stillet med gamle og ny folkeafstemninger. 

Mejeriforeningen stillede hos fødevareministeren til et møde, hvor der også var lovkyndige med. Hidtil havde alle fødevareministerens forgængere holdt på, at Danmark havde lov til at skrappe regler mod medicin i maden. Men forgængerne havde også kun titlen landbrugsminister og havde ikke helt samme pligt til at tænke på både fremstillere og forbrugere af fødevarer. Men nu var fødevareministeren altså fødevareminister og ville ikke forstille sig. Han sikrede stille og roligt med de lovkyndiges stiltiende tilsagn, at enhver dansker får de medicinrester, der gør ham til europæer.

Sådan lige så stille slap vi fra den undtagelse. Og undtagelser er i det hele taget af det onde, som de fleste ved. Undtagelser skaber uro og hindrer stilhed. Undtagelser hindrer os i at være med om bordet. Partiet Venstre, der har ligget stille længe, siger, at undtagelser sætter danskerne uden for døren - lige som børn i skolen, der ikke kan tie stille.

Lad os derfor sende en stille tak til fødevareministeren, folkehelten, der på sin egen stille måde gennem sygere mad har sikret, at danskerne ikke er sat uden for sygehusdøren. Vi er med - på operationsbordet.

© Poul Erik Søe - 22. januar 2000

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside

 

Tilføjelse 27. januar 2000:
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen har mødt kritik i folketingets fødevareudvalg, fordi han ikke har oplyst folketinget om ændringerne. Folketingets partier har troet, at den danske regel blev fulgt, mens Henrik Dam Kristensen har valgt at følge EUs regler, der tillader flere medicinrester i maden. Ifølge dagbladet Politiken har end ikke regerings-partiet det radikale Venstre været underrettet. 

Politisk ser der dog ikke ud til at ske fødevareministeren noget, for i virkeligheden er EU-partierne rede til at implementere hvad som helst fra EU. Ordet implementere oversættes i sammenhæng med EU bedst ved underkaste sig. 

Derimod er det værd at lægge mærke til de danske mejerifolks syn på sagen. De har ikke ville finde sig i, at fødevareministeren fremstillede sin og Danmarks underkastelse som værende sket efter pres fra Mejeriforeningen.

Derfor har Mejeriforeningen ifølge dagbladet Politiken fastholdt, at landmænd bliver straffet på pengepungen, hvis de leverer mælk med medicinrester.

Det fremgår ikke, om andre dele af fødevareindustrien følger Mejeriforeningen. Henrik Dam Kristensens underkastelse medfører også, at EU tillader større mængder medicinrester i dansk kød.

© Poul Erik Søe 27. januar 2000