I seng med Venstre

Vi har god plads i sengen og kun een madras uden revne i midten, så selvsagt er der plads til fler end to. Men de sidste to nætter har det alligevel knebet, for jeg går i seng med Venstre. Af samme grund ligger jeg også med lys, for Venstre ved man aldrig, hvor man har.

De møder op tre mand høj, som om de aldrig har set andet end sengekant-film. Jeg har prøvet at lægge Henning Christophersen under hovedpuden og Uffe Ellemann Jensen i fodenden, men selv med Anders Fogh Rasmussen på langs må vi vende os i takt, og Fogh Rasmussen ved ikke, hvilken side han skal hælde til.

I virkeligheden er der to mere, Claus Richter og Søren Toft, som Venstre kalder EU-konsulenter. Så med min kone er vi syv, hvad Nyrup Rasmussen uden tvivl ville have kaldt en syvmandskrise.

Det handler om en bog, en lille, tynd een, som ser ud, som om den skammer sig. Jeg kan ikke sove på grund af ordene, og det værste er, at jeg ikke ved, hvem det er, der siger hvad. Jeg kigger under hovedpuden, ransager fodenden og efterser Fogh Rasmussen, men de sover rævesøvn af den slags, Venstre har arvet efter J C Christensen.

Så må det være de to EU-konsulenter, der ifølge bogen er "i redaktionen", hvad Christophersen, Ellemann Jensen og Fogh Rasmussen tilsyneladende ikke er. Enten lægger Venstres tre store bare navn til bogen, eller også har de ikke vidst, hvor de havde Venstre, og måttet søge hjælp hos EU-konsulenterne.

Bogens "tilrettelæggelse og produktion" er sket hos noget, der hedder HEADLINE med store bogstaver. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, men det lyder i hvert fald mere internationaliseret end JydskeVestkysten og Ringkjøbing Amts Dagblad.

Bogen hedder "132 spørgsmål om de danske undtagelser og svar uden omsvøb". Det var da godt, det ikke endte på 131 eller 133, men lige blev til 132, for Venstres to tidligere formænd og den nuværende blev nemlig allerede i september i forrige årtusinde enige om, at de "skulle indsamle alle de spørgsmål om Danmark og de fire EU-forbehold, som kunne findes". Det blev så lige til 132, og det er godt, for så passer bogens titel til indholdet.

Vi får ikke at vide, hvem der stiller spørgsmålene. De er indsamlet, siger Anders Fogh Rasmussen, men jeg husker nu ikke, at Venstre har lavet en landsindsamling af spørgsmål. Så mens vi alle syv vender os uroligt i sengen, spørger jeg de ubudne, om de selv har lavet dem. Hovedpuden, fodenden og midten er tavs, men de to EU-konsulenter griner, så jeg må tysse på dem af hensyn til konen.

I forordet takker Anders Fogh Rasmussen de to EU-konsulenter for "research og redaktion af bogen". Men skønt jeg drejer sengelampens lyskegle ind på ordene, klares det ikke, om konsulenterne har fundet på spørgsmålene eller kun svaret på dem. Måske har de tre Venstre-formænd fundet på spørgsmålene, og så har EU-konsulenterne svaret, eller også er det omvendt. Nå, nej, for spørgsmålene er jo indsamlet.

Man forestiller sig, at Henning Christophersen har haft så travlt med indsamlingen af spørgsmål, at han helt har svigtet sit formandsskab for den københavnske metro, at Uffe Ellemann Jensen har brugt fiskestangen blandt spørgelystne i forsamlingshusene i stedet for åer og bække, og at Anders Fogh Rasmussen har ført dobbelt bogholderi over det vældige antal spørgsmål.

Selv på den yderste sengekant kan ingen få det indfald, at spørgsmålene er indsamlet hos Venstre-folk på Christiansborg, for Venstres tingfolk er selvsagt ikke i tvivl. De sætter ikke spørgsmålstegn ved noget som helst. Nej, hvert eneste spørgsmål er groet i folkets egen urtehave, spiret i den danske muld og gødet med den jævne danskers dybe indleven i emnet.

Spørgsmålene røber så at sige i selve deres udformning og indhold, at her er det vælgerne, der spørger. Bogen lever ganske enkelt fra side til side af det danske folks ligefremme og jordnære forhold til EU. Det er modersmålet, folkets røst, der er sangbund for hver eneste spørgsmål, som nu dette:

Hvorfor er det så alvorligt, hvis vi ikke ophæver undtagelserne, før Danmark skal overtage formandskabet i EU?

Det var også lige det spørgsmål, der holdt mig selv vågen. Jeg ved da godt, at hvert eneste af de andre EU-lande også har undtagelser, men derfor er det alligevel trygt, at Venstre har blik for en af de største vanskeligheder, hvordan vi med undtagelserne kommer igennem det halve års EU-formandskab, der går på skift mellem landene.

Glæden over det danske folks opfindsomhed og spørgelyst vokser, når man når til et spørgsmål, der i hvert fald hverken kan være lavet af en Venstre-landsformand, en tidligere EU-kommissær eller en næsten NATO-generalsekretær. Det kan heller ikke være en EU-konsulent, men må være en ganske almindelig, jævn, ligetil dansker på gulvet og på mulden, der spørger sådan:

De senere år har flere internationale organisationer gjort en stor indsats for minerydning (af anti-personel-miner). EU har bidraget til dette arbejde - bl.a. med en aktion for minerydning i ex-Jugoslavien. Danmark har sagt nej til at deltage i dette arbejde pga. undtagelsen på forsvarsområdet. Kan der skabes troværdighed om dansk udenrigspolitik på dette område, hvis Danmark principielt siger ja til minerydning - men dog siger nej til minerydning, der foretages af EU?

Der er ikke noget som den hyggelige og egentlig meget danske parentes (af anti-personel-miner), der gør dette spørgsmål jordnært og folkeligt. Man kan ligefrem høre parentesen skære gennem luften på et dagligstuemøde i Venstre. Det er sikkert på samme møde, en Venstre-vælger har skabt en dirrende stemning, da han lige fra hjertet og i iver for at nå den fulde sandhed har dristet sig til det dybt afslørende, pinlige spørgsmål: Hvad er TARGET? Og formentlig en syerske har opildnet af det første spørgsmål ikke villet stå tilbage, fordi kvindens plads er i EU. Hun har råt og brutalt, som det er blevet kvinders skik, skåret gennem al snak med det rystende spørgsmål: Hvad er ERM2-aftalen?

Lige inden jeg slukker lyset, siger jeg til mig selv, at det er dejligt at være dansker i det danske Danmark, hvor danske partier ikke taler ned til det danske folk. Venstre har med sin bog vist vejen. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre at tale ned til folk, når partiet allerede selv har nået bunden.

© Poul Erik Søe – 19. januar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside