Auken skal bære jernbyrd
for Poul Nyrup Rasmussen
Nyrups og Aukens fremtid, miljøgarantien, men også troværdigheden forud for en folkeafstemning om euro-møntunionen ligger i Aukens fremstrakte hånd, når han bærer jernbyrd for den indholdsløse miljøgaranti

Folk bliver klogere og klogere, også i omgangen med meningsmålinger. Dagbladet Børsen og en spørgevirksomhed, der hedder Greens og meget flot kalder sin udgave af telefon-opringinger og lommeregnere for et analyseinstitut, har spurgt socialdemokratiske vælgere, hvem de helst vil have som statsminister, hvis Nyrup går. Det kloge er, at et flertal slet ikke vil svare på det.

Og det mest spændende er egentlig spørgsmålets slutning, ordene "hvis Nyrup går". Måske ikke verden, men i hvert fald socialdemokratiet så anderledes ud, hvis man havde sluttet med ordene "når Nyrup går". Ingen kan vel tænke sig, at socialdemokraterne kan gå til valg med Nyrup Rasmussen som leder.

Statsministeren har ingen gennemslagskraft og slet ikke blandt sine egne. Det får være, at folk ikke tror ham. Det er værre, at han ser ud, som om han heller ikke selv gør det.

Socialdemokratiets tilslutning ligger lige nu på omkring det halve af, hvad partiet havde, før Nyrup Rasmussen i et samspil med den radikale Niels Helveg Petersen kuppede Svend Auken væk fra formandsposten.

Kuppet er partiets kræft, der uden nogen mulighed for styring er vokset år for år i den socialdemokratiske krop. Overlevelses-evnen i partiets ene halvdel er dog så stærk, at Svend Auken i Børsens og Greens målinger er den, de fleste socialdemokrater ønsker sig som statsminister, hvis...

Svend Auken ligger tre gange så højt som landbrugsminister Henrik Dam Kristensen på den socialdemokratiske drømme-liste. Folk synes at have gennemskuet Dam Kristensens uldne Nyrup-efterligning, hver gang han med pagedrengens tjenstvillige buk for EU sælger folkesundheden for fødevareindustriens førstefødselsret til indtjening.

Det kan måske ikke hævdes, at Svend Auken er nået langt videre med emner i samme landskab. Men Auken har aldrig i folks opfattelse mistet holdning, optagethed og medleven. Han har virket som en rød klud på mange modstandere, men selv røde klude er ikke, hvad de har været, og klud har han aldrig været.

Det var indtil for nylig sandsynligt, at Nyrup Rasmussen ville føre folkeafstemningen om euro-møntunionen igennem for derefter at gentage den flyvning, hvor Krag vendte.

Nyrup, som vanskeligt kan gøre sit politiske omdømme ringere, skulle tage kløene for euroen blandt socialdemokraterne, så en efterfølger kunne stå med rene hænder - som Anker Jørgensen, da Jens Otto Krag gik af, just som han havde ført Danmark ind i det, der blev til EU.

I dag er vel ikke engang den fremgangsmåde mulig. Der er en klippefast modstand mod Euro-unionen, og der skal større lederskab end Nyrups til at ændre på det.

I meningsmålingerne ser det igen og igen ud til, at der er flertal for euro-møntunionen blandt danskerne. Men da meningsmålere nylig spurgte både om møntunionen og om folks holdning til at sælge ud af dansk selvråderet, så var der klart flertal imod. Og euro-møntunionen er jo netop om noget udsalg af selvråderetten, hvad der ikke fortsat vil kunne skjules i et års drøftelse om udvidelsen af unionen.

Dertil kommer, at euro-jublen heller ikke holder i dansk erhvervsliv, selvom nogle få, blandt dem ledelsen i Dansk Industri, er saltet så stive som klipfisk, der har ligget for længe i solen. Danmarks Radios udsendelse "Pengemagasinet" fik dog stilfærdigt, men eftertrykkeligt sat de mest hykleriske euro-jublere på plads i denne uge. F L Schmidt og en lille virksomhed fortalte først med store armbevægelser, hvor store tab de havde uden for euro-møntunionen. Så blev deres tal regnet efter af bankfolk, og det hele faldt til jorden.

Til sidst i udsendelsen måtte de ansvarlige industri-ledere, der havde gøglet med gale tal, sige, at det værste var utrygheden, for de kunne ikke hitte på andet. Og det var jo just dem selv, der skabte utryghed ved at påvirke os med rivende gale tal.

Det tjener Danmarks Radio til ære, at udsendelsen kunne bringes, lige som Danmarks Radio forud for valget til EU-parlamentet fastholdt politikerne på svindelen og bedragerierne i EU.

Også den europæiske centralbanks leder var i udsendelsen nødt til at sige sandheden om Danmark og euro-møntunionen. Dels kan Danmark opretholde sine aftalte bindinger til euro-valutaen, også hvis danskerne siger nej ved folkeafstemningen. Dels måtte lederen af centralbanken indrømme, at danskerne faktisk med dygtighed havde klaret at være uden for. Lederen af denne særlige euro-bank fægtede ikke som de danske industri-folk vildt for euro-møntunionens tvivlsomme sag. Han kunne ikke pege på resultater eller fremgang, da euroen jo faktisk er raslet ned, men måtte nøjes med at sige, at sejren egentlig kun var, at euroen var kommet i gang.

Dansk industris mest euro-knælende ledere må, da industrien faktisk også har et hjemmemarked, til at sadle om i sin oplysning om møntunionen. De har prøvet at fremstille møntunionen som en økonomisk begrundet udvidelse med store pengemæssige fordele. Ikke engang danske politikere taler sådan. Økonomiminister Marianne Jelved indrømmer, at euro-møntunionen er politikernes vilje og værk, ikke økonomernes. Det er jo den modsætning, der gør det så let - som for "Pengemagasinet" - at tage industri-lederne med bukserne nede. De laver skøn-malerier af økonomiske fordele ved euro-møntunionen, som end ikke politikerne vil hænger på deres vægge.

Derimod er politikere og industri-ledere fælles om at dæmpe den kendsgerning, at den danske binding til euro-møntunionen har medført den største pengeforringelse i mange år. Man taler om fordelene, øget udførsel af varer til udlandet, men skjuler, at det siden Schlüter-regeringens tiltræden og indtil euroens første dag for et år siden netop var penge-forringelsens politik, man kæmpede imod. I euroens hellige navn kalder man nu det godt, som før var skidt.

Vi ser igen og igen, at Danmarks delvise selvråderet økonomisk er kendt og en fordel. Forleden skred aktiemarkedet næsten over hele verden ifølge dagbladet Politiken "med Danmark som en af de få markante undtagelser". Nu er det jo ikke alle, der ved, at Danmark står uden for euro-møntunionen. Frankrigs præsident viste sig på EU-logens møde i Helsingfors at være blank, så de knælende industri-ledere kan nok hygge sig i smug lidt endnu.

Men for statsminister Nyrup Rasmussen, der for hver tale han holdt på sin nylige rundrejse i Danmark for at styrke euro-møntunionen måtte se den socialdemokratiske modstand vokse, er spørgsmålet, om han endog er nødt til at gå af, før afstemningen om møntunionen.

 Sædvanligvis vil Venstre og de konservative - efter det danske nej i 1992 - mene, at kun en socialdemokratisk ledet regering kan vinde en EU-folkeafstemning. Som sagerne står lige nu, ser det ud til, at hvis den socialdemokratiske statsminister hedder Nyrup, så gælder denne taktiske tænkning ikke mer.

Der vil derfor også hos Venstre og De konservative, tilmed måske hos Det radikale Venstre, være en EU-taktisk grund til at ønske sig Auken tilbage på formandsposten hos socialdemokraterne og dermed statsministerposten. Efter den skik, der desværre blev skabt ved Jens Otto Krags afgang og Anker Jørgensens tiltræden, kan statsminister-skiftet endog ske uden partileder-runde hos dronningen. Når statsministeren derfor lige nu siger nej til, at han har planer om en større omdannelse af regeringen, så kan det være sandt. Måske er det slet ikke ham, der skal omdanne.

Svend Auken sættes i de kommende uger på en alvorlig prøve i forhold til dansk EU-politik. Krisen omkring den danske miljø-garanti er samtidig en dueligheds-prøve af Auken som troværdig bejler til statsminister-posten.

Danmark fik en særlig miljø-garanti i forbindelse med vedtagelsen af det indre marked i midten af firserne. Vi troede i hvert fald, at den var særlig. Og vi troede det, fordi de politiske ledere i de danske EU-partier sagde det.

Nu ser det ud til, at vi vanen tro er blevet snydt, og at hele forudsætningen for dansk deltagelse i EFs indre marked bygger på svindlende ord fra politikerne. I hvert fald siger den rapport, som er lavet af professor Peter Pagh, at miljøgarantien ikke er det papir værd, den er skrevet på. Samtidig evner Danmark ikke at overholde EUs regler på området, siger Pagh ifølge Danmarks Radios tekst-tv 10.1.2000.

Venstres miljøordfører Hans Christian Schmidt har nu spurgt miljøminister Svend Auken, om Danmark har en miljøgaranti i forhold til EUs regler - eller ikke. Det er den værste gang hykleri, for om nogen er partiet Venstre medansvarlig for miljøgarantien, som partiet da også selv har fremhævet som en sikkerhed for danske miljø-synspunkter.

Men Auken er altså i krydsild, og det handler ikke kun om ordene, der blev brugt for at dæmpe danske vælgeres utryghed i midten af firserne, da både socialdemokraterne og de radikale var imod den unions-udvidelse, der hed det indre marked.

Det handler også om, hvad der blev sagt forud for den sidste danske folkeafstemning, nemlig om Amsterdam-traktaten 28. maj 1998. Forud sagde socialdemokratiets daværende EU-ordfører, Ove Fich, til dagbladet Politiken 31.12.1997: "Kendsgerningen er jo, at Poul Nyrup Rasmussen fik imødekommet alle danske mærkesager, så bæredygtighed, miljøhensyn på enkeltområder, højt beskyttelsesniveau og forbedret miljøgaranti står klokkeklare og umisforståelige i traktaten".

Der er unægtelig et stykke vej fra den socialdemokratiske EU-ordførers udsagn om "klokkeklare og umisforståelige" ord i traktaten til professor Peter Paghs ord om, at miljøgarantien ikke er det papir værd, den er skrevet på. Det er klart, at vil regeringen og EU-partierne skabe sig troværdighed, der kan bære løfter i sammenhæng med dansk deltagelse i euro-møntunionen, så er der et sugende gab at fylde ud med forklaringer.

Værre er det, at statsminister Nyrup Rasmussen selv kun to dage før sidste danske folkeafstemning hævdede, at med Amsterdam-traktaten er miljøgarantien blevet forbedret. Poul Nyrup Rasmussen sagde i fjernsynet, i Danmarks Radios afslutnings-debat 26. maj 1998: "Årsagen til, at vi siger og kan dokumentere, at miljøgarantien er blevet forbedret, er at vi nu kan indføre nye regler, hvis vi får ny viden. I de gamle bestemmelser var det sådan, at vi kun kunne opretholde gamle regler, hvis vi ikke blev modsagt af kommissionen."

Det er kun uden for det politiske landskab, det kan synes sært, at det nu er Svend Auken, der må stå for skud. Det er hans ansvars-område. Han skal bære jernbyrd for Nyrup Rasmussen. Som altid med jernbyrd er der kun to muligheder - at blive troet eller brænde fingrene.

Nyrups og Aukens fremtid, miljøgarantien, men også troværdigheden forud for en folkeafstemning om euro-møntunionen ligger om et øjeblik i Aukens fremstrakte hånd.

© Poul Erik Søe – 10. januar 2000

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside